Sluseholmen Skole søger en pædagog, en fysioterapeut og en ergoterapeut til at styrke vores innovative medarbejdergruppe
Er du passioneret omkring børn, og ønsker du at blive en del af en skole i rivende udvikling?
Om skolen
Sluseholmen Skole er en blågrøn byskole omgivet af vand og natur og ligger i en helt ny fantastisk bygning ved Stigbordene 26 i København SV. Vi har en grøn profil, så vi bruger naturen i undervisningen, og har fokus på at understøtte børnenes nysgerrighed og lyst til læring.
Skolen er en tresporet skole, og den er kun seks år gammel, så de ældste elever går derfor i 6. klasse.
Vi driver skole ud fra værditrioen nysgerrighed, fordybelse og fællesskab og forventer, at du kan se dig selv i det.
Vi søger tre medarbejdere til spændende struktur for de mindste skolebørn
Vi søger tre medarbejdere, som kan indgå i vores helt nye måde at arbejde med skolens mindste børn i 0. og 1. klasse.
Københavns kommune har besluttet at indføre Mangfoldige Børnefællesskaber, som betyder, at flere børn med særlige behov begynder i skolen. Derfor opruster vi vores indsats med tre nye medarbejdere med forskellige kompetencebaggrunde: pædagog, fysioterapeut og ergoterapeut.
I vil sammen med det øvrige team skulle lave indsatser, som understøtter det daglige arbejde, med de kompetencer, I hver især har. Til sammen vil I udgøre en fællesfaglighed, som gerne skulle understøtte børn hele vejen rundt.
Du vil indgå i en børnehaveklasse tre dage om ugen og i en 1. klasse to dage om ugen.
Din rolle vil være at gøre overgangen mellem børnehaveklasse og 1. klasse så flydende og hensigtsmæssig som mulig. Din funktion i børnehaveklassen er at understøtte klassens trivsel, være medskaber af en tydelig struktur samt sikre deltagelsesmuligheder for alle børn uanset forudsætninger.
Dit fokus skal rettes mod relationsdannelse og understøttelse af klasseledelse.
Derudover ligger der en vigtig opgave i at danne sig et grundlæggende kendskab til klassens børn og hverdag, så denne viden kan videreføres på 1. årgang.
Vi har brug for en pædagog til en fast fuldtidsstilling og en fysioterapeut og en ergoterapeut, hvoraf den ene stilling er en fast fuldtidsstilling, og den anden er et barselsvikariat.
Vi tilbyder
- kort vej fra idé til handling
- en skole under opbygning, hvor du har mulighed for at få indflydelse på fremtidens skolemiljø
- en skole i rivende udvikling med fokus på elevernes trivsel og læring
- kollegial sparring og samarbejde i et stærkt team
- muligheder for faglig og personlig udvikling
- beliggenhed tæt på metrostation og motorvej og med parkeringsordning for medarbejdere
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedrørende stillingerne, er du velkommen til at henvende dig til skoleleder René Bang Henriksen på 21 84 80 91 eller til skolens kontor på 82 56 50 50.
Søg via linket senest søndag den 12. april 2026
Skolen vil løbende afholde ansættelsessamtaler.