Skoleleder til Nordøstamager Skole – vil du stå i spidsen for næste kapitel i en skole, der vokser og udvikler sig?

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

På blot syv år er skolen vokset fra 12 elever i midlertidige lokaler til en moderne folkeskole med ca. 470 elever, godt 60 medarbejdere og et stærkt lokalt fællesskab. I de kommende år vokser skolen videre og forventer i 2030 at være en fuldt udbygget tresporet skole med udskoling og op til 750 elever. Den fortsatte vækst stiller samtidig store krav til ledelse, organisation og kultur, så skolen kan bevare sin særlige identitet, mens den bliver større og mere kompleks.

Nu søger vi en skoleleder, der kan stå i spidsen for skolens næste kapitel.

En skole med et stærkt pædagogisk ståsted
Nordøstamager Skole ligger i et lokalsamfund præget af vækst, stor mangfoldighed og nye fællesskaber. Her mødes børn og familier med vidt forskellige baggrunde og erfaringer, og ambitionen er klar: Alle børn skal opleve at høre til, lære, trives og udvikle sig.

Nordøstamager Skole er bygget på et tydeligt pædagogisk fundament med et ressourceorienteret børnesyn, stærke fællesskaber og høje ambitioner på alle børns vegne. Det kommer blandt andet til udtryk gennem skolens stærke udeskoleprofil, det tætte samarbejde mellem skole og KKFO samt Københavns Kommunes ambition om at skabe mangfoldige børnefællesskaber, hvor flere børn oplever at høre til og have mulighed for at deltage og udvikle sig.

'Du overtager ikke en færdig skole. Du overtager en skole med et stærkt fundament og et stort udviklingspotentiale. Opgaven er at bygge videre på det, der allerede fungerer godt, og samtidig skabe den retning, det lederskab og de fællesskaber, der skal til, når skolen vokser og bliver mere kompleks. Det er en sjælden mulighed for at sætte et varigt aftryk', fortæller din kommende områdechef Birgitte Flansmose.  

Dine vigtigste opgaver

Som skoleleder får du det overordnede ansvar for skolens faglige, pædagogiske, organisatoriske og strategiske udvikling. Dine vigtigste opgaver bliver at

  • stå i spidsen for skolens næste udviklingsfase og opbygningen af udskolingen
  • forankre og videreudvikle skolens pædagogiske retning, udeskoleprofil og arbejdet med mangfoldige børnefællesskaber
  • skabe tydelig retning, struktur og følgeskab i en organisation i fortsat vækst
  • udvikle ledelsesteamet og styrke samarbejdet mellem skole, KKFO og medarbejdere
  • skabe tillidsfulde relationer til en engageret skolebestyrelse, til forældrene og til øvrige samarbejdspartnere
  • og, vigtigst af alt, sikre høj kvalitet i undervisningen, elevernes læring og trivsel

Hvem er du?
Du er en skoleleder, som trives med både udvikling og drift. Du kan skabe følgeskab omkring en fælles retning, samtidig med at du er nærværende over for medarbejdere, elever og forældre.

Vi forestiller os konkret, at du

  • har erfaring med skoleledelse og forståelse for folkeskolens faglige og organisatoriske vilkår
  • kan skabe følgeskab gennem forankring og udvikling
  • evner at kombinere strategisk udsyn med nærværende personaleledelse
  • arbejder struktureret og skaber retning i komplekse sammenhænge
  • kommunikerer klart og troværdigt
  • trives i samarbejdet med medarbejdere, forældre, bestyrelse og øvrige interessenter

Som person er du robust, autentisk og lyttende. Du er nysgerrig på mennesker og organisationer, og du evner at skabe ro omkring dig – også når opgaverne er komplekse, og forventningerne er mange. Endelig leder du med tydelighed, nærvær og tillid – og har mod til at træffe beslutninger, når det er nødvendigt.

“Vi har som lærere og pædagoger valgt NØA, fordi vi gerne ville være med til at bygge noget op. Derfor betyder kulturen meget for os. Vi har brug for en skoleleder, der er nysgerrig på det, vi allerede har skabt, og som samtidig kan sætte retning og samle os i det næste kapitel', fortæller lærer og tillidsrepræsentant, Peter Kragh Petersen.

Derfor skal du søge
Det er sjældent, at en skoleleder får mulighed for både at videreudvikle en velfungerende skole og være med til at forme dens fremtidige identitet.

På Nordøstamager Skole kan du

  • sætte et markant aftryk på en skole i vækst
  • bygge en udskoling op fra bunden
  • stå på et stærkt pædagogisk fundament
  • sammen med dit ledelsesteam (souschef, KKFO-leder og to afdelingsledere) lede engagerede medarbejdere med stor lyst til udvikling
  • få et stort ledelsesrum med både ansvar og indflydelse.

Endelig bliver du del af et tillidsfuldt skolelederfællesskab på Amager med 15 andre skoleledere.

Vil du være med til at skrive næste kapitel?
Nordøstamager Skole er nået langt på få år. Men skolen er ikke færdig. Der skal bygges videre på fællesskaber, faglighed, kultur og organisation. Udskolingen skal etableres, og skolen skal fastholde sin identitet, mens den fortsat vokser.

Hvis du motiveres af at samle mennesker om en fælles retning og sætte et varigt aftryk på en skole med store ambitioner, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du kan læse mere om stillingen i vores uddybende notat. Du er også velkommen til at ringe eller sende en sms til Bjarke Müller, rekrutteringskonsulent i Mercuri Urval, på +45 91 35 69 01, eller Birgitte Flansmose, ansættende områdechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen på +45 40 24 48 10 for en fortrolig baggrundssamtale.

Søg via linket senest søndag den 16. august 2026
Første samtalerunde forventes afholdt torsdag den 20. august og anden samtalerunde torsdag den 27. august. Der indgår test i udvælgelsesprocessen.  

Kort om Nordøstamager Skole

  • Folkeskole i Holmbladsgade på Amager i Københavns Kommune.
  • I skoleåret 2026/27 har skolen ca. 470 elever og ca. 60 medarbejdere.
  • En fuldt udbygget og etableret KKFO.
  • 0.-7. klassetrin fra august 2026 – og på vej mod fuld udbygning med ca. 750 elever i 2030.
  • Stærk udeskoleprofil – og tæt samarbejde mellem skole og KKFO.
  • Moderne skolebygning taget i brug i 2023.
  • Og her kan du høre vores egen skolesang.