Sekretariatschef til afdelingen Klima og Byudvikling i Klima-, Miljø– og Teknikforvaltningen
Har du erfaring med at lede processer i en politisk styret organisation? Er du stærk i organisationsudvikling, tværgående samarbejde, arbejdsmiljø og MED-samarbejde? Og er du er klar til at stå i spidsen for et sekretariat med omkring 20 medarbejdere, der skal opleve motiverende og nærværende personaleledelse?
Så kan du være vores kommende sekretariatschef.
Vi søger en sekretariatschef til Klima og Byudvikling, der er en af fire faglige afdelinger i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, som arbejder med lokalplaner, almene boliger, affald- og ressourcer og klimaindsatser. Sekretariatschefen er en nøgleperson til at få alt fra politisk betjening, strategi, ledelses- og medarbejderudvikling til arbejdsmiljø og MED-samarbejde til at gå op i en højere enhed i tæt samarbejde med sekretariatets medarbejdere og den øvrige ledergruppe.
Arbejdsopgaver og ansvarsområder
Som sekretariatschef skal du stå i spidsen for to teamledere og 17 dygtige og dedikerede medarbejdere, som løfter mange forskellige opgaver såsom politisk betjening, høringer, ledelsesunderstøttelse, organisationsudvikling og kommunikation på tværs af afdelingen. Herudover sikrer sekretariatet den administrative understøttelse af afdelingen i forhold til HR og personaleadministration samt indkøb og økonomisupport.
Som sekretariatschef understøtter du vicedirektøren og souschefen i arbejdet med at udvikle afdelingen, og du bliver du en del af afdelingens ledergruppe sammen med afdelingens vicedirektør og souschef.
Du deltager også i afdelingens lederforum, der består af 15 enhedschefer, sekretariatschefen, stadsarkitekten, souschefen og vicedirektøren. Alle bidrager til afdelingens samlede leverancer, herunder politikudvikling samt kultur og tværgående udvikling.
Endelig bliver du en del af forvaltningens tværgående sekretariatschefgruppe, som har et stort ansvar for at sikre et godt samarbejde og en ensartet ramme for opgaveløsningen i Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen.
Du vil referere til vicedirektør Karsten Biering Nielsen.
Som vores sekretariatschef skal du
- understøtte sekretariatets udvikling og trivsel ved at skabe et godt og tillidsbaseret arbejdsmiljø
- stå i spidsen for et godt tværfagligt samarbejde med de øvrige enheder i Klima og Byudvikling, de øvrige afdelinger i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen samt de øvrige forvaltninger i Københavns Kommune
- have fokus på at udvikle og effektivisere administrative og politiske arbejdsprocesser ved hjælp af bl.a. digitalisering
- være sparringspartner for og understøtte vicedirektøren og souschefen i arbejdet med at lede og udvikle afdelingen, herunder at skabe en attraktiv og tillidsbaseret arbejdsplads og omsætte de politiske beslutninger til handling i egen afdeling
- være ansvarlig for afdelingens HR, arbejdsmiljøledelse og samarbejde med øvrige afdelingers sekretariatschefer om HR på tværs af forvaltningen
Faglige og personlige kvalifikationer
Du er en ambitiøs og dedikeret personaleleder med stærke samarbejdsevner. Du prioriterer nærværende og tydelige ledelse højt og bidrager til at skabe trivsel og motivation. Du har stor menneskeforståelse og empati, ser medarbejdernes potentiale og arbejder for at skabe et udviklende og inspirerende arbejdsklima. Du bidrager til at gøre arbejdspladsen attraktiv og tillidsbasseret med høj kvalitet og ordentlighed, som skaber tillid hos borgerne, politikerne og omverdenen i øvrigt. Du evner løbende at optimere sagsgangene og processerne i sekretariatet og samarbejdet på tværs af afdelingen og forvaltningen. Du har evnen til at prioritere, er løsningsorienteret og ser muligheder og handler.
Vi vægter højt, at du
- har erfaring med ledelse og har lyst til at udøve din ledelse i samarbejde med enhedens teamledere
- har konkret erfaring med styring af en bred opgaveportefølje og har blik for både økonomiske, juridiske og politiske rammer og perspektiver
- har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation og gerne med kendskab til Københavns Kommune
- har gennemslagskraft, gode forhandlingsevner og kommunikerer let og ubesværet med alle
- trives med et højt tempo og bibeholder et humoristisk overskud
- møder dine omgivelser positivt, ligefrem og med en naturlig autoritet
- er udviklingsorienteret både i forhold til driftsopgaver, projekter og tværgående samarbejde i afdelingen
- bidrager konstruktivt til de fælles ledelsesopgaver, som går på tværs af afdelingen og forvaltningen som helhed
Vi tilbyder
Du får et spændende og udviklende lederjob, hvor du er med til at sætte præg på udviklingen af afdelingen i et godt kollegialt miljø med gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt som leder.
Du vil blive en del af et kompetent og engageret cheffælleskab, hvor vi prioriterer faglig og ledelsesmæssig udvikling højt.
Du bliver en del af afdelingen Klima og Byudvikling, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver inden for affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger og analyser.
Afdelingen har ca. 400 ansatte fordelt på 11 faglige enheder og et sekretariat, der alle arbejder med et fælles formål at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i.
Afdelingen Klima og Byudvikling holder til i åbne omgivelser og er centralt placeret i Njalsgade på Islands Brygge tæt på vand og grønne områder.
Som en del af Klima og Byudvikling skal du have lyst til at indgå i samarbejder og projekter, der går på tværs af fagområder og fagligheder. Vi mener, at de gode løsninger bliver stærkere og mere effektfulde, når vi løser dem sammen - koordineret og på tværs af fag, enheder og myndighedsområder. Vi har desuden som norm at gøre det ordentligt – og vi gør det for København.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingen besat den 1. marts 2026 eller snarest derefter.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Karsten Biering Nielsen på 23 26 62 30.
Søg via linket senest søndag den 15. februar 2026
Vi forventer at holde samtaler i uge 8-9.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.