Sagsbehandlere til Folkeregister, Kontrol og International House (fastansættelse og tidsbegrænset)
Vil du være med til at løse en vigtig myndighedsopgave og bidrage til at sikre, at borgeres bopælsoplysninger er korrekt registreret i CPR?
I Folkeregistret går myndighed, service og professionalisme op i en højere enhed, og vi søger nu flere stærke kræfter til at løfte vores opgaver. Hvis du er en effektiv og dygtig sagsbehandler med flair for skriftlig formidling, detaljeorientering og professional service til borgerne, så er det muligvis dig, vi leder efter.
Om stillingerne
Vi tilbyder en fastansættelse samt fire tidsbegrænsede ansættelser til en fireårig periode. Vores nye, kommende kollegaer vil blive budt velkommen på en spændende arbejdsplads centralt i København, hvor intet står stille, og hvor du som sagsbehandler får mulighed for at udvikle dig fagligt sammen med en masse dygtige og ambitiøse kolleger. Vores arbejdsmiljø er præget af en uformel, åben og ærlig omgangstone, og vi prioriterer stabilitet, ordentlighed og samarbejde højt.
Vores kommende fastansatte medarbejder skal indgå i en gruppe med af medarbejdere i kontrolenheden, hvis kerneopgave er at sikre korrekt registrering i CPR i henhold til gældende lovgivning.
De midlertidigt ansatte medarbejdere bliver en del af Folkeregistrets teams og skal varetage sagsbehandling af et stigende antal bopælssager, der følger af etableringen af den nye boligpatrulje i Københavns Kommune.
Vi tilbyder god mulighed for faglig udvikling på CPR-området og gode rammer, hvor du kan dygtiggøre dig som sagsbehandler inden for et vigtigt og borgernært område.
Er det dig?
Vi lægger vægt på høj kvalitet i sagsbehandlingen og altid med borgeren i centrum. Derfor er det et krav, at du har stærke skriftlige og mundtlige formidlingsevner.
Vi forventer også, at du har gode samarbejdsevner og kan udvise fleksibilitet i en til tider hektisk hverdag. Hos os kan du forvente at blive mødt med respekt, tillid og fleksibilitet til at kombinere arbejdsliv og privatliv.
Du er kontoruddannet med speciale i offentlig administration eller tilsvarende uddannelse, og det er en fordel, hvis du har konkret erfaring med sagsbehandling samt myndighedsarbejde.
Herudover forventer vi, at du
- kan formidle skriftligt på et højt niveau
- arbejder struktureret og har sans for detaljer i dit arbejde
- samarbejder tæt med kolleger, men også kan arbejde selvstændigt
- tager ansvar, er nysgerrig og har lyst til at lære nyt
- kommunikerer på en ordentlig og venlig måde med borgere
- bidrager til at gøre en forskel – både fagligt og menneskeligt
Om boligpatruljen
Københavns Kommune har besluttet at etablere en boligpatrulje, der skal styrke tilsynet med ulovlig anvendelse og udlejning af boliger. Tilsynet med ulovlig anvendelse og udlejning varetages af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Etableringen af en boligpatrulje vil medføre en væsentlig stigning i antallet af bopælssager i Folkeregisteret, idet kommunen vil blive bekendt med et større antal sager, hvor der er mistanke om forkert bopælsregistrering i CPR i forbindelse med boligpatruljens arbejde.
Om Folkeregister, Kontrol og International House
Folkeregister, Kontrol og International House er en del af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen. Vi er i alt 65 engagerede og dygtige medarbejdere, og vores arbejde er afgørende for, at borgerne får adgang til vigtige og korrekte velfærdsydelser.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdsstedet er Nyropsgade 3, 1602 København V. Der tages referencer i forbindelse med ansættelserne.
Ansættelserne er i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Fastansættelse: Der er tale om en stilling på fuld tid med forventet ansættelse pr. 1. januar 2027.
Tidsbegrænset ansættelse: Der er tale om stillinger på fuld tid med forventet ansættelse pr. 1. januar 2027. Stillingerne er tidsbegrænsede med udløb den 31. december 2030. Der kan eventuelt være mulighed for forlængelse.
Yderligere information
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte teamleder Brian Boye på 20 57 38 61 eller chefkonsulent Camilla Leidesdorff Laudrup på 24 40 84 69.
Søg via linket senest tirsdag den 17. november 2026
Fortæl os gerne i din ansøgning, hvilken af de to stillingstyper, du er interesseret i.
Din ansøgning bedes vedlagt uddannelsesbevis og øvrige relevante dokumenter.
Der afholdes forventeligt samtaler i uge 47 og 48.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.