Sagsbehandler til sygedagpengeområdet i Ydelsesservice København
Vil du udvikle dig professionelt med borgere og virksomheder i centrum?
Kan du omsætte sygedagpengelovgivningen til et forståeligt dansk?
Om jobbet
I Ydelsesservice København søger vi en udadvendt og selvstændig medarbejder med gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i en afdeling med mange faglige udfordringer. Det er essentielt for os, at både borgere og virksomheder oplever en venlig, effektiv og professionel sagsbehandling, når de er i kontakt med os.
Afdelingens kerneopgave er specialistopgaver indenfor sygedagpenge og refusion. Vi træffer afgørelser om ret til sygedagpenge og udbetaler sygedagpengerefusion til borgere, arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende. Vi arbejder også med sygedagpenge ved kronisk sygdom og regres for sygedagpenge. Derudover yder vi råd og vejledning telefonisk, når borgere og virksomheder henvender sig.
Om dig
Vi ser gerne, at du
- har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx administrationsbachelor, socialrådgiver eller kommunom
- har erfaring fra arbejdet med bevilling og udbetaling af sygedagpenge
- har rutine i at arbejde med tal og kompleks (ydelses-) lovgivning
- har erfaring med og flair for IT-løsninger og systemer, herunder KSD og Fasit
- er god til at formulere og forklare dig både skriftligt og mundtligt
Vi hører også gerne fra dig, hvis du har anden relevant erfaring.
Vi sørger for en grundig introduktion til opgaverne, makkerordning og tæt opfølgning fra fagkoordinatorer og nærmeste leder. Du skal være forberedt på en hverdag med intens oplæring i målet om, at du hurtigt kommer på niveau med dine erfarne kolleger. Et introduktionsforløb strækker sig typisk over seks-ni måneder.
Vi lægger derudover vægt på, at du
- er selvstændig, struktureret og god til at prioritere din tid i forhold til de daglige arbejdsopgaver
- er god til at samarbejde både internt i afdelingen og eksternt i forhold til andre afdelinger i organisationen
- har en positiv tilgang til arbejdslivet og dine kolleger
Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende stilling, hvor faglig sparring er i højsædet. Hos os får du plads til at vokse, udvikle dig og blive en dygtig sagsbehandler indenfor sygedagpengeområdet. Du skal samarbejde med udviklingsorienterede kolleger, der har et fagligt højt ambitionsniveau og forskellige baggrunde. Vi trives i et miljø med respekt for forskellighed. Der er gode muligheder for relevant kompetenceudvikling.
Om os
Du bliver ansat i Ydelsesservice København, som er en del af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen i Københavns Kommune. I Ydelsesservice administrerer og udbetaler vi forsørgelsesydelse til ledige og sygemeldte københavnere. Vi har adresse i Valby.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og relevant faglig organisation. Stillingen er fast, og arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt. Vi er en moderne arbejdsplads i nye aktivitetsbasrede rammer med free seating med mulighed for bl.a. hjemmearbejde, flekstid, kantine- og massageordning.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig koordinator Karina D. Hansen på 24 22 42 39 eller faglig koordinator Christina Persson på 21 77 93 04.
Søg via linket senest torsdag den 12. februar 2026
Vi forventer at holde samtaler i uge 8.
Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
Som landets største beskæftigelsesforvaltning hjælper vi københavnerne med at få et job eller en uddannelse og sørger for forsørgelsesgrundlaget for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi styrker sammenhængskraften i Danmarks internationale storby ved at støtte flygtninge og indvandrere i at finde deres plads i fællesskabet. Samtidig bidrager vi til erhvervslivets vækst ved at skabe gode rammer for virksomhederne og matche ledige med relevante arbejdspladser. I vores forvaltning er trivsel i fokus, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.