Sagsbehandler til Center for Sprog og Integration - indsats for borgere udsat for negativ social kontrol
Vil du være med til at styrke den beskæftigelsesrettede indsats for borgere, der er udsat for negativ social kontrol?
Har du solid erfaring med beskæftigelsesområdet og faglig viden om forebyggelse og håndtering af negativ social kontrol? Kan du omsætte din faglighed til konkret rådgivning og vejledning af både borgere og kolleger i komplekse sager?
Så har du nu mulighed for at blive vores nye social kontrol-vejleder i Jobcenter København – Sprog og Integration.
Om indsatsen
Din opgave bliver at styrke kompetencerne på jobcentrene til at identificere tegn på og håndtere sager om negativ social kontrol og tilbyde indsatser til borgere udsat for negativ social kontrol. Indsatserne skal modvirke, at borgere forhindres i at deltage på arbejdsmarkedet. Stillingen kombinerer rådgivning af kolleger, samtaler og forløb med borgere, undervisning og formidling samt koordinering med relevante samarbejdspartnere.
Indsatsen er en del af Københavns Kommunes handleplan til forebyggelse af negativ social kontrol og er forlænget for perioden 2026-2029. Du bliver en del af en tværgående vejlederfunktion i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen og får et tæt samarbejde med de øvrige social kontrol-vejledere.
Denne stilling er organisatorisk forankret i Center for Sprog og Integration.
Som social kontrol-vejleder skal du blandt andet
- være daglig sparringspartner for kolleger, der møder borgere, hvor der er tegn på negativ social kontrol
- rådgive kolleger om den videre håndtering af konkrete sager og efter behov, deltage i samtaler med borgere
- gennemføre individuelle samtaler og borgerrettede forløb for borgere, der er udsat for, eller i risiko for, negativ social kontrol
- understøtte borgernes mulighed for at deltage i danskuddannelse, beskæftigelsesrettede tilbud, praktik, uddannelse og arbejde
- være opmærksom på, hvordan traditionelle kønsroller, familieforhold og sociale forventninger kan påvirke borgerens deltagelse i beskæftigelsesindsatsen
- bidrage til en ensartet og systematisk praksis i håndteringen af sager om negativ social kontrol
- medvirke til at vurdere sagernes alvor og behovet for inddragelse af relevante interne eller eksterne samarbejdspartnere
- være bindeled til Socialforvaltningen i sager, hvor der skal udarbejdes handleplan og foretages risikovurdering efter servicelovens § 12a
- planlægge og facilitere faglige netværksmøder, undervisning og oplæg om negativ social kontrol
- registrere og følge systematisk op på sagerne samt bidrage til statistik, dokumentation og ledelsesinformation
Vi søger dig, der
- har relevant uddannelsesbaggrund, fx som socialrådgiver eller anden relevant uddannelse
- har solid erfaring med sagsbehandling og beskæftigelsesrettede indsatser
- har kendskab til lovgivning på beskæftigelsesområdet, herunder integrationsloven
- har erfaring med arbejdet med negativ social kontrol
- har faglig legitimitet og trives med at rådgive og understøtte kolleger i komplekse borgersager
- kan gennemføre svære og respektfulde samtaler med borgere om følsomme forhold
- kan skabe tillid og møde borgerne med respekt, nysgerrighed og kulturel forståelse
- kan arbejde selvstændigt, opsøgende og systematisk
- har gode formidlingsevner i både skrift og tale og trives med undervisning og faglige netværksmøder
- kan omsætte faglig viden til konkret vejledning og anvendelige redskaber i praksis
- har blik for både borgerens situation og det beskæftigelsesrettede perspektiv
- kan samarbejde på tværs af fagligheder, enheder og forvaltninger
Om Jobcenter København - Sprog og Integration
I Jobcenter København – Sprog og Integration arbejder vi med flygtninge og familiesammenførte og understøtter deres vej mod job og selvforsørgelse. Vores målgruppe omfatter blandt andet nyankomne flygtninge, fordrevne borgere fra Ukraine og familiesammenførte.
Vi tilbyder
- en spændende, meningsfuld og udfordrende stilling
- en central rolle i udviklingen af indsatsen mod negativ social kontrol
- tæt faglig sparring med de øvrige social kontrol-vejledere
- et tværfagligt miljø og en bred samarbejdsflade
- mulighed for at præge indsatsen både praksisnært og strategisk
- introduktion til arbejdspladsen og opgaverne
- deltagelse i BIF-uddannelsen, som er en kompetencegivende uddannelse på beskæftigelsesområdet og udløser ECTS-point
Det er en fordel, hvis du har praksiserfaring med negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter, traditionelle kønsroller eller andre problemstillinger, der kan begrænse borgerens handlefrihed og deltagelse i samfunds- og arbejdslivet.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingen besat den 1. december 2026 eller snarest muligt.
Arbejdsstedet er Jobcenter København, Emdrupvej 72, 2400 København NV.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest samt referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Pary Nouri på 23 30 13 69.
Søg via linket senest fredag den 9. oktober 2026
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 41 og 42.
Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
Som landets største beskæftigelsesforvaltning hjælper vi københavnerne med at få et job eller en uddannelse og sørger for forsørgelsesgrundlaget for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi styrker sammenhængskraften i Danmarks internationale storby ved at støtte flygtninge og indvandrere i at finde deres plads i fællesskabet. Samtidig bidrager vi til erhvervslivets vækst ved at skabe gode rammer for virksomhederne og matche ledige med relevante arbejdspladser. I vores forvaltning er trivsel i fokus, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.