Rottebekæmper til Københavns Kommunes skadedyrsenhed

Søg jobbet

Drift og service
Fuldtid
Fastansættelse

Er du vores nye rottebekæmper i Københavns kommunes skadedyrsenhed?

Har du lyst til at arbejde med bekæmpelse af rotter,  og er der gemt en detektiv i maven på dig? Så kunne det her være jobbet for dig.

Om jobbet
I skadedyrsenheden sætter vi en ære i at hjælpe københavnerne og byens erhvervsdrivende med at finde årsagen til, at rotter kommer, og med at få løst problemet.

Som miljøkontrollør vil dine primære arbejdsopgaver bestå i at

  • køre ud til borgere, restauratører eller andre, der har brug for hjælp til at bekæmpe rotter og undersøge problemet og rådgive i rottesikring og forebyggelse
  • føre digital sagsbehandling i forbindelse med dine tilsyn
  • føre opsyn med hygiejneforhold og renholdelse i beboelsesejendomme mv. og varetage den efterfølgende sagsbehandling

Du skal

  • have kendskab til bygge- og anlægsforhold, fx som bygningshåndværker eller erfaring med kloakering mv.
  • have kørekort til almindelig bil
  • have it-færdigheder på brugerniveau blandt andet til sagsbehandling
  • have sproglige færdigheder, så du kan formulere dig på dansk i både skrift og tale
  • kunne begå dig på engelsk i almindelig samtale

Du skal varetage dele af dine arbejdsopgaver ude hos vores borgere samt på kontoret. Det er derfor vigtigt, at du er god til at tilrettelægge din dag og følge opgaverne til dørs, såvel praktisk som administrativt. Det skriftlige og administrative arbejde udgør ca. 1½-3 timer dagligt.

Da vi kommer som myndighedspersoner i private hjem, skal du desuden være villig til at fremvise en straffeattest.

Det vil være en fordel, hvis du har autorisation til bekæmpelse af rotter. Hvis du ikke har autorisationen i forvejen, betaler vi for kursuset hos Miljøstyrelsen, så du bliver autoriseret til at bekæmpe rotter.

Du bliver en del af

  • et stærkt fagligt hold på 21 medarbejdere, der deler det samme engagement med at holde rottebestanden nede i vores by og yde en god service
  • et godt kollegialt sammenhold med en humoristisk og uformel omgangsform, hvor vi sparrer og hjælper hinanden i det daglige
  • en organisation, der både har fokus på god ledelse og på at sikre gode udviklings- og uddannelsesmuligheder for sine medarbejdere

Du får en attraktiv arbejdsplads, der skaber rammerne for, at vi har en god balance mellem privat- og arbejdsliv, herunder

  • fastansættelse med 37-timers arbejdsuge med betalt frokostpause
  • moderne kontorfaciliteter på Kraftværksvej 25 med gode parkeringsmuligheder
  • mulighed for løbende at uddanne dig gennem kurser udbudt i Teknik- og Miljøforvaltningen
  • en attraktiv pensionsordning

Mere om skadedyrsenheden
I skadedyrsenheden varetager vi bekæmpelsen af rotter i kommunen og fører tilsyn med hygiejneforhold i bl.a. beboelsesejendomme. Skadedyrsenheden er en del af afdelingen Parker, Kirkegårde og Renhold, som består af 800 medarbejdere, der hver dag arbejder for at sikre københavnerne en ren, grøn og indbydende by på konkurrencedygtige vilkår.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.  
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. 
Vi ønsker stillingen besat den 1. februar 2026, gerne før.

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef Kjeld Christensen på 61 24 94 65.

Søg via linket senest søndag den 7. december 2025
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 51.