Rådgiver til børnegruppen hos Din Sociale Indgang Nørrebro-Bispebjerg
Vil du være en del af et ambitiøst team, der kan lide at tænke kreativt og ikke synes vores familier skal passe ind i kasser? Og vil du samarbejde på tværs og skabe bæredygtige løsninger for udsatte børn og unge i Københavns Nordvestkvarter? Så er det måske dig, vi søger.
Din Sociale Indgang Nørrebro-Bispebjerg (DSI NB) distrikt Tagensbo-Holberg søger en ny dygtig og engageret rådgiver til vores børnegruppe. Som rådgiver i børnegruppen vil du primært arbejde med børn i alderen fra 0-10 år og deres familier og gravide, der kan have behov for særlig støtte.
Lidt om os
Distriktet Tagensbo-Holberg er en afdeling i DSI NB. Vi er et stort hus med syv afdelinger, hvor de fem af afdelingerne hver især tager sit geografiske udgangspunkt omkring to skoler og er tværfagligt sammensat. Vores opdeling gør, at vi har et tæt samarbejde med de skoler og andre samarbejdspartnere, der ligger i vores distrikt og kender hinanden godt. Derudover har vi vores eget foranstaltningshus samt vores styrkede modtagelse.
I DSI NB er vi optagede af at udvikle os og tænke anderledes i, hvordan vi støtter vores børn og unge til bedst muligt at opnå deres potentiale. Vi ønsker at finde bæredygtige løsninger, som fungerer og også er der, når vi ikke længere er til stede i børnenes og de unges liv. Løsningerne skal findes omkring borgernes dagligdag og målet er, at borgerne bliver en del af almenfællesskaberne fremfor at stå udenfor. Vi arbejder løsningsfokuseret og med høj inddragelse, og har siden 2024 haft en medarbejder, der sammen med sine kollegaer har haft fokus på at udvikle en masse visuelle redskaber til at støtte vores dygtige rådgivere i samtaler med vores børn og unge.
I Tagensbo-Holberg er vi ca. 30 medarbejdere, tværfagligt sammensat, med høje ambitioner, som går op i at finde gode, spændende og kreative løsninger på komplekse problemstillinger – vores familier skal ikke passe ind i en kasse. Vi kan lide at arbejde i makkerskaber, at arbejde tæt sammen med vores udførekollegaer og lokalsamfundet, og er optagede af, at vores børn, unge og deres forældre har en god oplevelse, når de har brug for støtte fra os som forvaltning. Vi vægter deres retssikkerhed højt og ønsker, at vores børn og unge også forstår, hvad der foregår, når de er i kontakt med os. Der er højt til vores faglige loft og plads til nytænkning og projekter.
Vi har desuden et stort fokus på, hvordan vi skaber en arbejdsplads med godt arbejdsmiljø og høj trivsel og synes, at det at kunne grine sammen også er vigtigt.
Vi søger en kollega, der
- er uddannet socialrådgiver/socialformidler eller har anden relevant baggrund
- gerne har erfaring med myndighedsarbejdet og gerne med området for udsatte børn og unge
- tænker innovativt og i muligheder og tør være kreativ
- kan arbejde selvstændigt og fælles – systematisk og tværfagligt – og som bruger sine kolleger til sparring
- har gode samarbejdsevner
- kan planlægge og strukturere sit arbejde, så både lovgivningen og Københavns Kommunes mål og retningslinjer overholdes
- kan bevare overblikket og handle konstruktivt i pressede situationer og kan håndtere, at planer må ændres, når dagen ender anderledes end forventet
- proaktivt søger mod at tilegne sig nye kompetencer og hjælper andre med at udvikle deres
Det er et plus, hvis du har erfaring eller interesse for børn med diagnoser, da autismeområdet er en forholdsvis ny del af vores målgruppe efter omstrukturering i Københavns Kommune i 2025.
Vi tilbyder
- et arbejde med høj grad af indflydelse og medansvar
- et arbejdsmiljø, der er opmærksom på såvel den enkeltes trivsel som gruppens
- et arbejdsfællesskab, som bygger på sparring, indflydelse og udvikling
- en arbejdsplads, hvor man kan byde ind med nye tanker og med højt til loftet
- et grundigt oplæringsforløb tilpasset netop dit behov
- en bred vifte af materiale til at understøtte dig i børneinddragelse
- en arbejdsplads præget af socialfagligt engagement og sociale arrangementer
- kantineordning, som er kåret til Danmarks bedste i 2021
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2026 eller før.
Vi indhenter børne- og straffeattest samt udvidede referencer som led i ansættelsesprocessen.
Yderligere oplysninger
For nærmere information om stillingen kan du kontakte teamleder Lise Vinten 51 83 80 71 eller afdelingsleder Linda Ahmed-Horsted på 51 18 57 30.
Ansøgningen skal være på én side og CV vedlægges.
Søg via linket senest fredag den 7. august 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 13. august 2026 om formiddagen.