Psykologer og pædagogisk-psykologiske rådgivere til Tværfaglig Support
Vil du være med til at skabe mangfoldige børnefællesskaber?
I Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder vi med mangfoldige børnefællesskaber som en fælles faglig ambition. Vi ønsker, at flere børn og unge får mulighed for at trives, udvikle sig og deltage i de fællesskaber, hvor de lever deres hverdag.
Det indebærer en bevægelse fra primært at forklare udfordringer som noget i det enkelte barn til også at være nysgerrig på samspillet mellem barnet, fællesskabet og de pædagogiske læringsmiljøer, barnet indgår i.
For vores nye kollega bliver en central opgave at omsætte denne bevægelse til virkelighed i tæt samarbejde med skoler og dagtilbud. Du skal kunne stå selvstændigt i opgaven, men du står ikke alene. Omkring dig har du et stærkt pædagogisk-psykologisk miljø og tværfaglige kolleger, som du kan tænke og udvikle løsninger sammen med.
Om jobbet
Størstedelen af dit arbejde foregår på skoler og i dagtilbud i Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave.
En stor del af arbejdet består af forløb, hvor du sammen med praksis bliver klogere på børn, fællesskaber og læringsmiljøer og udvikler virksomme næste skridt. Forløbene tilrettelægges ud fra den konkrete situation og kan antage forskellige former. Observation i praksis vil ofte være en vigtig kilde til forståelse, men vi er samtidig optagede af at udvikle vores arbejdsformer og afprøve nye greb sammen med praksis.
Arbejdet rummer også pædagogisk-psykologiske vurderinger, supervision og samtaler med børn, unge og forældre. Afhængigt af din baggrund og den konkrete opgavefordeling kan du desuden få opgaver på specialskoler, i Mind My Mind og Cool Kids eller i Indgangen for bedre mental sundhed.
Du skal kunne bevæge dig mellem det enkelte barns perspektiv og udviklingen af fællesskabet omkring barnet. Vi er optagede af, hvordan børn og unge deltager, hvilke muligheder og barrierer de møder, og hvordan vi sammen sammen med praksis kan udvide deres deltagelsesmuligheder dér, hvor de allerede lever deres hverdagsliv.
Vi leder efter dig, der er nysgerrig på praksis
Du skal have lyst til at træde ind i mange forskellige sammenhænge og være nysgerrig på, hvad der allerede er på spil, før du peger på løsninger. De skoler og dagtilbud, du møder, er forskellige steder i bevægelsen mod mere mangfoldige børnefællesskaber. Du skal kunne møde den enkelte praksis dér, hvor den er og samtidig bidrage til, at noget nyt bliver muligt.
Det kræver, at du kan skabe tillid og har blik for, hvordan du selv virker i samarbejdet. Du kan lytte og være nysgerrig, men også bringe din faglighed tydeligt frem, udfordre vante forståelser og tage initiativ til næste skridt.
Det vigtigste er, at du
- har lyst til at arbejde tæt på børnene og de professionelle omkring dem
- kan stå selvstændigt i komplekse opgaver og samtidig bruge kolleger og ledelse aktivt
- kan skabe gode samarbejdsrelationer på tværs af fagligheder
- møder andre perspektiver med nysgerrighed og faglig åbenhed
- tager ansvar, følger op og har mod på at tænke nyt sammen med andre
Du er eksempelvis uddannet cand.psych., cand.pæd.psych. eller cand.pæd. i pædagogisk psykologi. Du kan være erfaren eller nyuddannet psykolog. Har du en pædagogisk-psykologisk kandidatuddannelse, lægger vi vægt på, at du også har relevant erfaring fra praksis med børn, unge eller de professionelle omkring dem.
Det afgørende er, at arbejdsformen giver mening for dig, og at du har lyst til at udvikle den sammen med os.
Du bliver en del af et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab
Tværfaglig Support understøtter skoler og dagtilbud i arbejdet med børn og unge fra 0 til 18 år. Her arbejder blandt andre psykologer, pædagogisk-psykologiske rådgivere, tale-hørekonsulenter, støtte- og kompetencepædagoger, sundhedsplejersker og konsulenter.
Du får både et tæt tværfagligt samarbejde omkring skoler og dagtilbud og adgang til et større pædagogisk-psykologisk fællesskab. Her møder du stor imødekommenhed og hjælpsomhed, og der er plads til at stille spørgsmål, dele faglig tvivl og række ud efter sparring.
Vi tilbyder et tilrettelagt mentorforløb i dine første tre måneder, løbende faglig sparring, supervision og fælles faglig udvikling. Er du uddannet psykolog, tilbyder vi desuden mulighed for at indgå i praksisuddannelsen for psykologer, når betingelserne er opfyldt.
Ansættelsesvilkår
Vi søger flere medarbejdere til faste stillinger.
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men vi er åbne for at aftale et andet timetal, hvis vi finder den rette kandidat.
Dit ansættelsessted er Hanne Varmings Plads 6 i Valby, mens arbejdet primært foregår på skoler og i dagtilbud i området.
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse. Børne- og Ungdomsforvaltningen indhenter børne- og straffeattest som led i ansættelsen.
Tiltrædelse er den 1. december 2026 eller snarest muligt derefter.
Er du blevet nysgerrig?
Du er velkommen til at kontakte leder for psykologgruppen Nikolas Larion Frandsen på 21 67 95 09 eller KK91@kk.dk.
Du kan også aftale at komme forbi til en uformel kop kaffe, møde os og høre mere om opgaverne og det faglige miljø, inden du beslutter, om du vil søge.
Søg via linket senest mandag den 19. oktober 2026
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 29. oktober 2026.