Psykolog til Idrætsprojektet (tidsbegrænset stilling)
Søg jobbet
Idrætsprojektet søger en psykolog til kvalificering af SkoleflexPLUS-indsatser i de københavnske folkeskoler.
Idrætsprojektet – en tværfaglig og selvstyrende organisation
Idrætsprojektet ligger i Center for børn og unge og er en del af Socialforvaltningen (SOF) i Københavns Kommune.
Idrætsprojektet er en tværfaglig og selvstyrende organisation, hvor vi er ca. 120 fuldtidsansatte. Vi er primært pædagoger, lærere, socialrådgivere, kandidater i pædagogik, psykologi og idræt samt håndværkere. Vi leder gennem tillid, og beslutninger bliver taget af dem, der er tættest på den opgave, der skal løses. Du skal derfor trives med en højere grad af ansvar og selvstændighed.
Organisationen består af syv selvstyrende trænerteams, som samarbejder med børn og unge om, at de brobygges og fastholdes i positive fællesskaber i skole, fritidsliv og fritidsjob. Fælles for alle i Idrætsprojektet er, at vi brænder for at gøre en forskel for børn og unge i udsatte positioner. Alle arbejder ud fra Idrætsprojektets værdibaserede metode, som er det fælles faglige fundament, som alle Idrætsprojektets indsatser bygger på.
Idrætsprojektets målgruppe og indsatser
Idrætsprojektet samarbejder med børn og unge i alderen 3-18 år (ungestøtte 23 år), som står i udsatte positioner, børn og unge, som er på vej ud af positive fællesskaber i familien, skolen og fritiden, eller som allerede står uden for de positive fællesskaber, og som kan være udadreagerende, indadreagerende, kriminalitetstruede og/eller opleve psykiske vanskeligheder.
Vi tilbyder indsatser til enkelte børn og unge, hvor målet er at brobygge til og fastholde dem i positive fællesskaber, og til grupper af børn og unge, hvor målet er at opbygge og fastholde mangfoldige, inkluderende og sjove fællesskaber på skoler, institutioner og i lokalområder.
Vi arbejder for, at alle byens børn og unge er en del af positive fællesskaber med stærke og varige relationer, og at de oplever, at de er kompetente og betydningsfulde for andre i de fællesskaber, de indgår i. Vi arbejder også for, at de har et godt selvværd og oplever, at de har styrke til at handle selv og skabe positive forandringer i deres eget liv, så de på sigt får en uddannelse, et job og et godt og selvstændigt liv.
Vi er fleksible med sted og tid. Vi udfører matrikelløse socialpædagogiske indsatser og arbejder der, hvor børn, unge og deres familier bor, går i skole m.m., fordi det er her, de skal leve og bruge deres kompetencer, når de ikke længere har behov for at samarbejde med os. Vi starter med det samme, vi aflyser aldrig, og vi arbejder fra tidlig morgen til sen aften, dvs. vi står til rådighed fra kl. 6-22 alle hverdage.
Om stillingen – dit ansvar og dine muligheder
Vi søger en psykolog, der vil være med til at gøre en konkret og varig forskel for børn og unge i udsatte positioner – med særligt fokus på kvalificeringen af SkoleflexPLUS-indsatsen i de københavnske folkeskoler.
Din primære opgave bliver at sikre, at der er en tydelig og meningsfuld sammenhæng mellem børnenes eller de unges udfordringer og de konkrete indsatser, vi tilbyder i Idrætsprojektet. Du skal både være faglig sparringspartner for vores trænere og samtidig sikre det tværfaglige samarbejde mellem skole, forvaltning og Idrætsprojektet.
Du kommer til at arbejde med følgende opgaver
- udarbejde og følge op på BUF-SOF indsatsplaner: Du sikrer, at hver plan afspejler barnets samlede behov og udviklingsmål – i tæt samarbejde med skole, myndighed og vores trænere
- koble pædagogiske og psykologfaglige perspektiver: Du kvalificerer børnenes og de unges fokusmål og bidrager til evaluering og tilpasning af indsatserne
- understøtte og udvikle det faglige niveau i organisationen: Du tilbyder supervision, faglig sparring og metodeudvikling, så vi hele tiden skærper kvaliteten i vores arbejde
- deltage aktivt i det tværfaglige samarbejde: Du bidrager til samarbejdet med PPR, skoler og andre aktører, så vi sammen skaber den bedst mulige helhedsindsats omkring barnet
- udvikle metoder og dokumentere resultater: Du medvirker til at udvikle og beskrive Idrætsprojektets metoder og sikrer formidling af psykologfaglig viden til både interne og eksterne samarbejdspartnere
Vi leder efter en kollega, som ikke kun ser barnet i sig selv – men også i det fællesskab og den hverdag, barnet skal fungere i. Du skal kunne tænke systemisk, være handlekraftig og have lyst til at gøre teori til praksis – sammen med engagerede kolleger, der hver dag gør en forskel i børns og unges liv.
Vi søger en ny kollega, som
- tror på, at børn og unge gør det godt, hvis de kan
- tror på, at når børn og unge har det svært, skal løsninger ofte findes i miljøet rundt om barnet
- har erfaring med pædagogisk psykologisk praksis
- har et børnesyn, der matcher vores
- er bredt psykologisk forankret og har blik for udviklingsprocesser
- har kendskab til vores grundlæggende metoder: Low Arousal, Løft og aktivitetspædagogik
- har erfaring med at arbejde tværfagligt og tror på, at de bedste løsninger udvikles tværfagligt og i samarbejde med kollegaer, borgere og de mange eksterne samarbejdspartnere
- er en god formidler, både skriftligt og mundtligt, som kan være med til at dokumentere, sparre og formidle kompleks psykologfaglig og praksisnær viden om unges individuelle støttebehov og behandlingsstrategier til dine kollegaer
Vi kan tilbyde
- en organisation, der tror på, at børn bedst finder vej tilbage til udvikling og trivsel i fællesskab med andre
- en organisation præget af sammenhold og faglighed
- et stort hold af meget engagerede og kompetente trænere, der arbejder i medledende teams
- en medarbejdergruppe, hvor engagement, faglighed og en god humoristisk tone er i centrum
- mulighed for at gøre en tydelig forskel for alle børn, unge og deres familier i Idrætsprojektet
- mulighed for at samarbejde med mange forskellige samarbejdspartnere og løbende være med til at kvalificere Idrætsprojektets indsatser og udvikle nye
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Stillingen er som udgangspunkt med en arbejdstid på 37 timer, men det kan aftales nærmere efter ønsker og kvalifikationer. Det er en midlertidig projektstilling, der løber fra august 2025 til december 2026 med mulighed for forlængelse. Vi indhenter straffe- og børneattest og udvidede referencer i forbindelse med ansættelsesprocessen.
Din primære arbejdsplads vil være i Nørrebrohallen, men du skal forvente flere ture på de københavnske cykelstier, da vi er et bydækkende tilbud. Du bliver en del af vores team for sekretariat og projektledelse, der på nuværende tidspunkt består af en faglig koordinator og to projektledere. Vi ønsker stillingen besat per 1. august 2025.
Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Marie Hedengran Linnet på 20 47 73 53. Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest fredag den 6. juni 2025
Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap.
Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra den 1. januar 2025 består SOF af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed.
Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.