Psykolog til Børnecenter København (barselsvikariat)
Genopslag
Er du psykolog, og har du lyst til at arbejde med børn og unge med særlige behov?
Vi har nu et genopslag på en eftertragtet stilling som psykolog i vores specialiserede afdeling i forvaltningen. Vores tidligere kandidat til stillingen fik en anden drømmestilling, og vi kigger nu efter dig, der gerne vil være en del af holdet her.
Børnecenter København er en bydækkende enhed i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Vi arbejder sammen med Københavns Kommunes specialdagtilbud og specialskoler for børn med vidtgående fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser. Vi søger en psykolog til et barselsvikariat på 37 timer ugentlig med start den 1. oktober 2025 eller snarest muligt derefter.
Børnecenter Københavns ambition er, at vi yder den bedst mulige support til gavn for borgerne – altid med inddragelse af barnets og forældrenes stemmer.
Om os og vores opgaver
Psykologgruppen i Børnecenter København udgøres af 10 psykologer og er fra den 1. september 2025 organisatorisk forankret i det Bydækkende Center for Unge og Special.
Som faggruppe yder vi support til i alt 11 specialinstitutioner og basispladser samt otte specialskoler og specialklasserækker indenfor 0-18 års området. Supporten kan bestå af forskellige indsatser i de tilbud, vi samarbejder med, idet vi arbejder både forebyggende, foregribende og indgribende. Vi arbejder tæt tværfagligt sammen med tale-hørekonsulenter, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
- Vi står for den pædagogiske psykologiske rådgivning på specialskoler og i specialdagtilbud
- Vi undersøger børn, der har behov for specialpædagogisk bistand
- Vi observerer børn i deres udviklings- og læringsmiljøer
- Vi vejleder og yder konsultativ bistand til lærere, pædagoger, ledere m.fl. om udvikling af det forebyggende, inkluderende og indsatsorienterede arbejde i tæt samarbejde med vores øvrige kollegaer i områdeforvaltningen
- Vi rådgiver børn og familier
- Vi er med til at facilitere netværksmøder med flere aktører
Vi søger
Vi søger en psykolog, som ønsker at indgå i den tværfaglige support til specialdagtilbud og til specialskoler og -klasserækker. Du vil sammen med skoler og dagtilbud være med til at skabe en stabil og udviklende hverdag for børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser.
Vi søger en psykolog, som gerne vil arbejde tværfagligt med vores kollegaer, der er tale-hørekonsulenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter, hvor du bidrager med psykologfaglige perspektiver på børns udfordringer og behov.
Vi søger en psykolog, der vil være med til at skabe udviklingsunderstøttende forandringer for børn i deres læringsmiljøer, og som har lyst til at indgå med sin faglighed i rådgivning og konsultativt arbejder i dagtilbud og på skoler.
Du skal som person kunne arbejde selvstændigt og trives med at kunne kommunikere med mange aktører. En bred viden om børn med særlige behov er en fordel, men ikke et krav. Mest af alt skal du have lyst til at være en del af et højt fagligt niveau i psykologgruppen og være en del af de mange fagligheder, du vil møde på vores institutioner og skoler. Du skal kunne bevare overblikket i pressede situationer på en travl arbejdsplads.
Vi tilbyder
En spændende arbejdsplads med engagerede og gode kollegaer, der ikke er blege for en berigende samtale, et godt grin og kollegial støtte i svære sager.
Du vil møde engagerede og forventningsfulde ledere i vores institutioner og skoler, der værdsætter samarbejdet med dig højt. I perioder er der travlhed, men der er mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af en arbejdsdag.
Vi har som arbejdsplads fokus på trivsel og arbejdsglæde og på at tage vare på hinanden. Vi har fast intern gruppesupervision hver 14. dag, og hvis du ikke er autoriseret, vil du få tilbudt individuel intern supervision.
Vi ser frem til at høre fra netop dig.
Ansættelsesvilkår
Sker efter kvalifikationer og i henhold til den gældende overenskomst med Dansk Psykolog Forening eller Københavns Lærerforening.
I din ansøgning vil vi gerne have, at du kommer ind på, hvad der motiverer dig i forhold til stillingen og opgaverne, samt hvilke kompetencer og erfaringer du har.
Ansøgning bedes vedhæftet bilag i form af CV og relevant dokumentation.
OBS: Der arbejdes med obligatorisk nul-tid pr. uge. Hvis man arbejder 37 timer pr. uge, så bliver det reelt 39,5 timer pr. uge. (37x0,07= 2,59+35= 39,59 timer pr. uge). De ugentlige optjente nul-timer afspadseres på fælles fastlagte dage.
Yderligere information
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til leder Lene Therkelsen på 27 25 18 52 eller til koordinerende faglig vejleder Birgit Rendsmark på 23 63 81 77.
Søg via linket senest søndag den 10. august 2025
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 35.