Projektmedarbejder til MEDskaberne – områdebaseret indsats til forebyggelse af negativ social kontrol hos Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (barselsvikariat)

Søg jobbet

Øvrige
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Kan du navigere i komplekse sociale dynamikker i et udsat boligområde? Trives du i arbejdet med at opsøge og understøtte samarbejdet mellem aktører på tværs af sektorer? 

Så er du måske vores kommende kollega, der i et barselsvikariat skal være med til at drive vores områdebaserede indsats til forebyggelse af negativ social kontrol i Nordvest/Bispebjerg i København.   

Alle københavnere skal have mulighed for at udfolde sig som frie og lige borgere. Dog oplever nogle københavnere negativ social kontrol kendetegnet ved, at deres selvbestemmelse og rettigheder indskrænkes, og de udvikler mistrivsel og isolation fra det omgivende samfund. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har flere års erfaring med tidligt forebyggende dialogindsatser målrettet børn og unge og er foregangskommune, hvad angår indsats til at minimere negativ social kontrol som barriere for beskæftigelse. 

I 2024 udvidede vi de eksisterende indsatser med en områdebaseret indsats, der har fokus på tidlig forebyggelse af negativ social kontrol, blandt andet gennem øget rettighedskendskab, systemkendskab, kritisk refleksion og opkvalificering af viden til fællessprog om negativ social kontrol. 

Indsatsen løber indtil udgangen af 2027 og er den første af sin slags i og uden for Danmark. 

Dine opgaver
Som projektmedarbejder vil dine primære arbejdsopgaver bestå i at

  • understøtte og videreudvikle eksisterende og nye forebyggende aktiviteter i indsatsen i samarbejde med nærmeste kollegaer
  • facilitere rettighedsforløb for børn/unge i lokalområdet i samarbejde med øvrige lokale aktører
  • udbrede kendskabet til børnebogsfortællinger om grænsesætning, fællesskab og pres
  • udpege og udvikle nye forebyggende tiltag for andre målgrupper, herunder forældre og voksne 
  • lave opsøgende arbejde i forhold til at opbygge tillid til samarbejdspartnere såvel som borgere i lokalområdet
  • deltage i lokale netværksgrupper med fagpersoner, der arbejder med børn/unge og forældre/voksne/familier
  • facilitere indsatsens lokale arbejdsgruppe til forebyggelse af negativ social kontrol, herunder udvikling, planlægning og mødefacilitering
  • understøtte bredt lokalt medejerskab, bæredygtighed og forankring af indsatsen

Vi vil så vidt muligt forsøge at tilpasse din opgaveportefølje efter dine kompetencer. 

Om dig 
Du har gerne erfaring fra det kommunale, boligsociale eller en NGO og har kendskab til, hvordan levevilkår og dynamikker kan gøre sig gældende i sårbare familier i udsatte boligområder. Du har gerne erfaring fra arbejdet med at forebygge negativ social kontrol. Du er refleksiv omkring egne kulturelle værdier og nysgerrig på andres perspektiver. Ikke mindst arbejder du relationelt og ressourceorienteret og kan håndtere uventede situationer med ro og overblik i en omskiftelig hverdag. Samtidig skal du være indstillet på, at det er en pilotindsats, der løbende vil skulle tilpasses i takt med erfaringerne.   

Du vil primært være fysisk forankret på Rentemestervej Bibliotek, hvor du har kontor sammen med dine to nærmeste kollegaer, der er ansat i en lignende funktion som din til indsatsen. Derudover vil du ugentligt være på Jobcenter København på Gammel Køge Landevej, hvor du indgår i en større kollegagruppe på i alt syv medarbejdere.  

Vi lægger desuden vægt på, at du 

  • er opsøgende, kreativ, initiativrig og motiveres af relationsopbygning 
  • har faglig selvsikkerhed og er vedholdende med at opdyrke motivation 
  • er tålmodig med forandringsprocesser og varig adfærdsændring 
  • kan navigere i forskellige interesser og tilgange og sikre ensretning 
  • er en dygtig mundtlig og skriftlig kommunikatør 
  • er nysgerrig efter at arbejde i en politisk og kompleks organisation som Københavns Kommune

Vi tilbyder 

  • et spændende og udfordrende job med tæt kollegial sparring 
  • et tværfagligt miljø og en bred samarbejdsflade 
  • mulighed for at sætte dit præg på indsatsen på såvel praksisnært som politisk niveau 
  • introduktion til arbejdspladsen og opgaverne, herunder deltagelse i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningens (BIF)-uddannelse, en kompetencegivende uddannelse inden for beskæftigelse (udløser ECTS-point) 
  • løbende kompetenceudvikling gennem kurser og faglig sparring med kollegaer, ledere og koordinatorer 
  • personalegoder (massage, frugtordning m.v.).

Ansættelsesvilkår 
Der er tale om et barselsvikariat. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026. 

Vil du vide mere? 
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte projektmedarbejder Sayf Omar Saad på 23 48 68 01, projektmedarbejder Signe Kjærgaard Jensen på 23 49 83 98 eller konstitueret tværfaglig chef Charlotte Storm på 21 65 23 63. 

Søg via linket senest torsdag den 11. juni 2026 
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 25.  

Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
I Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen hjælper vi ledige københavnere i job, og vi støtter både ældre ledige og unge i at finde den rette vej til uddannelse. Vi skaber gode rammer for københavnske virksomheder og formidler arbejdskraft til dem. Vi arbejder for, at København er en by, hvor der er plads til alle, og støtter flygtninge og indvandrere i at finde en plads i fællesskabet. Vi er ca. 2.000 medarbejdere i forvaltningen. Vores arbejde omfatter både den nære kontakt med borgere og virksomheder, og politisk arbejde og administration. Vi arbejder målrettet med vores trivsel, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.