Projektleder til udvikling af området Guldkysten og Renden i Københavns Sydhavn

Søg jobbet

Øvrige
Politik og administration
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Kan du skabe resultater gennem relationer, og brænder du for at udvikle en by, der er bæredygtig på flere niveauer?

Teknik- og Miljøforvaltningen søger en erfaren projektleder til opstart og gennemførelse af en lokalplan i området Guldkysten og Renden, der ligger i Københavns Sydhavn. Guldkysten og Renden er et område med en unik og selvgroet karakter, og området har gennem en årrække været opholdssted for en del af byens borgere. Kommunen arbejder med en udvikling af området, der så vidt muligt sikrer, at området kan bevare sin nuværende unikke karakter.  

Opgaverne vil spænde bredt, men vil tage udgangspunkt i at inddrage beboerne og brugere af området i en kommende lokalplansproces og være med til at sikre en løsning, så beboerne i så vid udstrækning som muligt kan blive i og fortsat benytte området.

Dit fokus vil være på at planlægge og igangsætte lokalplansprocessen i samspil med både de lokale beboere, kollegaer i kommunen og andre aktører som fx forsyningsselskaber. Du skal fungere som bindeled mellem de forskellige aktører. Guldkysten og Renden har stiftet en forening for området, og du vil have et tæt samarbejde med bestyrelsen.

Om stillingen som projektleder
Du vil blive ansat som projektleder med et socialt og kulturelt fokus i lokalområdet, men skal også arbejde med koblingen til kommunen og projektet generelt. Du vil særligt løse opgaver indenfor borgerinddragelse, lokal involvering og være med til at drive lokalplansarbejdet frem i samspil med beboerne og bestyrelsen.

I projektet vil opgaverne primært bestå i at udvikle en god og inddragende proces for beboere og bestyrelse sammen med resten af projektet, herunder koordinere, forberede og deltage i møder med bestyrelsen og projektgruppen, deltage i møder sammen med beboerne, koordinere med dine kollegaer fra kommunen, lave forskellige skriftligt materiale til både beboerne og til Rådhuset samt en masse andre spændende opgaver.

Jobbet som projektleder kræver, at du har et selvstændigt drive og engagement, hvor du har ansvaret for at sikre fremdrift i dine egne opgaver og i projektet generelt. Samtidig skal du kunne se værdien i et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor det er naturligt at inddrage kollegaer.

Du vil som udgangspunkt blive ansat i Teknik- og Miljøforvaltningen, men kan få opgaver, der spænder bredt over flere forvaltningers områder. Når du ikke er ude for at snakke med beboerne, vil du bruge en del af din tid i en anden forvaltning, hvor projektledelsen er placeret. Du skal være indstillet på at en stor del af din arbejdstid vil foregå i Københavns Ejendomme, hvor du vil sidde sammen med projektgruppen og arbejde. Du skal derfor være god til at skabe og vedligeholde netværk og relationer på tværs af beboergrupper, fagligheder og organisationer.

Vi lægger særligt vægt på, at du:

  • Har en relevant uddannelse som f.eks. sociolog, antropolog, kulturgeograf eller byplanlægger. Vi er dog mere optagede af din erfaring og konkrete kompetencer end dine eksamenspapirer
  • Har erfaring og gode evner inden for borgerdialog og samskabelse
  • Kan inspirere og skabe netværk på tværs af fagligheder
  • Kan oversætte fagligt ”teknik- og kommunesprog” til let dansk.

Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med

  • Lokalt arbejde i en eller flere af Københavns bydele
  • Lokalplansarbejde
  • Gennemførelse af lokalt forankrede sociale og kulturelle projekter
  • Kobling af byrumsprojekter med involverende aktiviteter
  • Arbejde i en politisk styret organisation.

Du vil være tilknyttet områdefornyelsens sekretariat på Islands Brygge 37.

Stillingen er i udgangspunktet fuldtid og tidsbegrænset frem til 31. juli 2028 med eventuel mulighed for forlængelse.

Tiltrædelse den 1. august 2025 eller snarest muligt.

Yderligere information
Hvis du vil vide mere eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef Jan Salling Kristensen på 26 32 28 34/jasakr@kk.dk eller enhedschef Marie Juul Baumann på 23 29 58 41/B46K@kk.dk.

Søg via linket senest fredag den 20. juni 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 26.

Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.