Projektleder til koordinering af adfærdskommunikation på affaldsområdet i Københavns Kommune
I København hjælper og understøtter vi 650.000 mennesker til at sortere deres affald og passe bedst muligt på ressourcerne. Det gør vi blandt andet ved at kommunikere klart, præcist og handlingsanvisende med fokus på at gøre affaldssortering og genbrug så nemt og intuitivt som muligt for mennesker med en hverdag, der er fyldt op af konfliktende hensyn. Vil du hjælpe Københavns Kommune med at koordinere adfærdskommunikation på ressource- og affaldsområdet? Så skal du læse med her.
Enheden Strategi og Adfærd i Københavns Kommunes Klima- Miljø- og Teknikforvaltning søger en erfaren projektleder til at koordinere adfærdskommunikation, som understøtter mere end 650.000 københavneres affaldssortering, genbrugsadfærd og bæredygtige handlinger.
Det gør vi ikke med løftede pegefingre, men med positive forventninger og en forståelse for, at både grøn omstilling og affaldssortering er svært og stiller krav til os alle – i en hverdag, hvor der også er meget andet, der fylder.
Derfor er det afgørende, at vi henvender os til københavnerne på en klar, simpel og let tilgængelig måde. Altid med en forståelse for den kontekst vi opererer i. Nogle gange hjælper vi fx bedst med handlingsanvisende klistermærker på affaldscontainerne. Andre budskaber serveres bedst på Instagram. Kompleksiteten og omfanget af kommunens adfærdskommunikation stiller store krav til koordinering, timing og overblik.
Derfor søger vi netop nu en projektleder til at varetage den opgave i samarbejde med forvaltningens tværgående og understøttende kommunikationsenhed.
Om stillingen og arbejdsopgaverne
Som projektleder vil du blive placeret i strategiteamet i Område for Affald og Ressourcer. Det er et tværgående og understøttende team, som løser opgaver på tværs af områdets ca. 180 medarbejdere og i samarbejde med kolleger andre steder i kommunen.
Der er tale om en nyoprettet stilling, så der vil være mulighed for at præge og udvikle opgaverne som projektleder. I samarbejde med forvaltningens kommunikationspartner på affaldsområdet skal du sikre sammenhæng mellem de fem enheder i Område for Ressourcer- og Affald, ledergruppen i området og kollegerne i Stab Kommunikation.
Dine opgaver vil blandt andet være at
- skabe og holde overblik over de mange kommunikationsindsatser, budskaber, adfærdsløsninger og konfliktende hensyn i det daglige og bidrage til kommunikationsstrategien på området
- sparre løbende om prioriteringer og strategiske valg og fravalg med ledergruppen i Område for Ressourcer- og Affald og kommunikationspartneren på området
- bidrage til en effektiv brug af kommunikationsressourcer i Område for Ressourcer og Affald
- sikre sammenhæng og rød tråd på tværs af de mange indsatser, budskaber og løsninger, der er på tværs af Område for Ressourcer- og Affald
- indgå konstruktivt i den samlede opgaveløsning i enheden Adfærd og Strategi
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund fx fra en kommunikationsfaglig, samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse, og at du har mindst og gerne mere end fem års relevant erfaring med projektledelse og koordinering. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med enten grøn omstilling eller affalds- og ressourceområdet, og vi forventer, at du har en faglig interesse for byudvikling og urbanitet.
Derudover lægger vi vægt på, at du
- er åben og udadvendt og god til at samarbejde og omgås mange forskellige mennesker
- er god til at engagere og koordinere samt interesseret i at udvikle dig fagligt
- er god til at formulere dig skriftligt samt har en evne til at kommunikere klart og tydeligt
- har erfaring med at arbejde databaseret med kommunikation
- er ansvarsbevidst og evner at have mange bolde i luften
- har forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation
- går positivt, løsningsorienteret og engageret til arbejdsopgaverne, og at du bidrager både socialt og fagligt med et skarpt blik for menneskelige dynamikker
Vi tilbyder
Du får et spændende og udviklende job, hvor du sætter præg på udviklingen af København. Det sker i et godt kollegialt miljø, hvor du også har stor mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt.
Du bliver en del af strategiteamet i enheden Adfærd og Strategi, der med mere end 35 dedikerede og fagligt stærke medarbejdere understøtter en stærk genbrugskultur og gode affaldsløsninger i København.
Enheden er en del af afdelingen Klima og Byudvikling, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, jorddeponi, almene boliger og analyser. Afdelingen har cirka 350 ansatte fordelt på 16 faglige enheder og et sekretariat, der alle arbejder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og udvikle i.
Afdelingen Klima og Byudvikling ligger centralt placeret i Njalsgade på Islands Brygge. Du vil referere til enhedschefen i Adfærd og Strategi.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Stillingen er en fastansættelse med et gennemsnitligt timetal på 37 timer om ugen og med start hurtigst muligt og senest 1. marts 2026.
Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Jonas Bjørn Jensen på be5w@kk.dk.
Sammen med din motiverede ansøgning bedes du vedhæfte CV og evt. anden relevant dokumentation.
Fra 1. januar 2026 ændres navnet Teknik- og Miljøforvaltningen til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.
Søg via linket senest fredag den 16. januar 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 4.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.