Projektleder til Indretnings- og Flytteenheden i Børne- og Ungdomsforvaltningen (barselsvikariat)

Søg jobbet

Ledelse
Politik og administration
Kommunikation
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Er du klar til at tage styringen og lede flytninger for Københavns Kommunes skoler og daginstitutioner?  
Vi søger en engageret barselsvikar til at træde ind som projektleder i Indretnings- og Flytteenheden (IF) og sikre, at flytteprocesserne forløber gnidningsfrit. 

Som projektleder i IF er det din fornemmeste opgave at være den, der styrer roret, når det kommer til planlægning og udførsel af flytteprocesser. Du vil være nøglepersonen, der sørger for, at alt planlægges med hensyn til skolen/daginstitutionens drift, at det går efter planen og at alle involverede er godt forberedt til deres opgaver. Dine ansvarsområder inkluderer udarbejdelse af flyttevejledninger og kommunikationsmateriale til de involverede samarbejdspartnere.

Vi har brug for en kollega, der besidder en bred vifte af færdigheder. Du skal være både praktisk anlagt, være kreativ i din tilgang og ikke mindst løsningsorienteret. Du skal have det personlige og faglige fundament til at facilitere involverende forandringsprocesser, der inspirerer, samtidig med at du kan agere som en stabil ankerperson i potentielt kaotiske situationer. Præsentations- og kommunikationsværktøjer skal være en del af din værktøjskasse, da du skal formidle komplekse processer både mundtligt og visuelt.

Om vikariatet
Vikariatet er placeret i Indretnings- og Flytteenheden (IF), som er en del af teamet Kørsel, Indretnings- og Flytteenheden (KIF). IF beskæftiger sig med flytninger og håndtering af nyt og gammelt inventar på Københavns Kommunes skoler og institutioner. Samtidig er enheden aktiv i forbindelse med indretning og optimering af forvaltningens egne administrative kontorarbejdspladser. Med dette spænder IF bredt og arbejder overordnet med procesplanlægning, brugerinddragelse og indretning, samtidig med at vi er til stede i 'orkanens øje', når der flyttes. 

Du kommer til at indgå i et team på 11 medarbejdere. Teamet er kendetegnet ved højt til loftet og godt humør, vi arbejder tæt sammen, bruger hinandens kompetencer og er fælles om at skabe retning, når opgaverne skal løses og arbejdsområdet udvikler sig. Vi samarbejder tæt med eksterne virksomheder og vores øvrige kolleger i kommunen, både de, der beskæftiger sig med driften af skolerne, institutionerne og de administrative kontorarbejdspladser og de, der udvikler de strategiske planer og rammer. 

Da flytningen ofte planlægges med hensyn til skolernes og daginstitutionernes daglige drift, kan der i visse tilfælde forekomme arbejde i skoleferier og weekender. Arbejdsopgaverne vil være varierede og skal løses med mange forskellige samarbejdspartnere. Opgaverne vil blandt andet omfatte

  • procesplanlægning og udarbejdelse af proceskommunikation
  • udarbejdelse af kommunikationsmaterialer i flere formater – herunder beslutningsoplæg og præsentationer, både skriftligt og mundtligt
  • planlægning og gennemførelse af inddragende aktiviteter med fokus på at få flytningen til at flyde så gnidningsfrit som muligt
  • udarbejdelse af mødeoplæg, mødeledelse, referater og opfølgning
  • planlægning og ledelse af flytteopgaver
  • gennemføre miniudbud

Om dig
Vi forestiller os, at du har en mellemlang eller lang uddannelse og erfaring med arbejdet med projekter, projektledelse og gerne flytteprocesser. Ligeledes er du den, der går forrest, når flytteprocessen skal planlægges, kortlægges og udføres. Desuden har du

  • gode analytiske evner og god personlig gennemslagskraft
  • stærke kommunikative kompetencer og evner at skabe mening for alle interessenter i flytningen både skriftligt, mundtligt og visuelt
  • viden om og erfaring med inddragelsesprocesser
  • interesse for arbejde med inventar
  • gode relationelle kompetencer
  • en positiv tilgang og er god til at samarbejde med både eksterne og interne aktører  
  • de innovative tanker fremme, når der skal findes løsninger   
  • energi der næres af afvekslingen mellem skrivebordsarbejde og arbejdet 'i marken'

Det vil være velkomment, hvis du har erfaring og evner indenfor Adobe Illustrator og InDesign.

Vi tilbyder

  • et spændende og udfordrende job i Danmarks største forvaltning
  • en dynamisk arbejdsplads med engagerede og dygtige kolleger
  • et afvekslende job i en uhøjtidelig (og ofte humoristisk) omgangstone 
  • mulighed for at udvikle sig i stillingen
  • masser af sparring med kolleger med mange forskellige baggrunde

Løn- og ansættelsesvilkår 
Stillingen er et barselsvikariat. Stillingen er med tiltrædelse hurtigst muligt, dog senest den 1. maj 2026. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du gerne vide mere?
Du er velkommen til at kontakte konstitueret leder Jesper Schmidt på 21 55 01 58, hvis du gerne vil vide mere om stillingen eller har spørgsmål generelt.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 16. marts 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag den 18. og torsdag den 19. marts.