Projektleder til indkøbsafdelingen i Hjælpemiddelcentret
Vil du stå i spidsen for egne udbuds- og indkøbsprojekter? Trives du med at drive egne projekter fra idé til implementering i et hus med højt til loftet? Er du selvstændig, initiativrig og god til at følge dine opgaver helt til dørs?
Så er du måske vores nye kollega.
Vi søger en engageret og struktureret kollega, der vil få en vigtig rolle i driften og udviklingen af over 100 aftaler inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Du bliver én af to projektledere i et stærkt indkøbsteam med otte tætte kollegaer, og du får samarbejde på tværs af hele huset, resten af kommunen og en bred kreds af private leverandører.
Dine nøgleopgaver
Som projektleder vil du stå i centrum for udviklingen af kommunens indkøbs- og udbudsområde for hjælpemidler. Dine opgaver omfatter bl.a.
- Planlægning, koordinering, implementering og opfølgning på udbud og indkøb
- Løbende opdatering af Hjælpemiddelcentrets aftaler og webkataloger
- Dialog og sparring om indkøb og aftaler med kollegaer, forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere
- Deltagelse i netværksarbejde med fokus på udvikling, styring og bæredygtighed i indkøbsområdet
- Fokus på stærke aftaler og gode leverandørsamarbejder
- Analyse og anvendelse af økonomidata til udvikling af udbud og kontrakter, der skaber værdi for borgerne
Din profil
For at lykkes i denne rolle, forestiller vi os, at du har en længere videregående uddannelse og har solid erfaring med gennemførelse af udbud og indkøb.
Du skal søge jobbet, hvis du er nysgerrig, opsøgende og motiveret for at udvikle både hjælpemiddelområdet og dine egne kompetencer. Med et stærkt helhedsoverblik og erfaring med projektstyring formår du både at bevare roen, holde styr på opgaverne og nå dine deadlines. Aftaler udformes med blik for økonomisk ansvarlighed og de behov, der skal dækkes i praksis. I mødet med andre er du imødekommende og trives i den gode dialog, og dine relationelle styrker gør samarbejdet på tværs af fagligheder til en naturlig del af hverdagen. Du arbejder selvstændigt, tager initiativ og bidrager engageret til fælles løsninger. Samtidigt omsætter du analyser og økonomidata til konkrete resultater, og med dine stærke Excel-kompetencer er arbejdet med tal og data en del af dit naturtalent.
Vi tilbyder
Som medarbejder får du rig mulighed for at udvide dine faglige kompetencer samtidig med, at du er med til at udvikle udbuds- og indkøbsområdet. Opgaverne er alsidige, og du får udfordringer og ansvar i en politisk styret organisation, som hele tiden er i udvikling. Her har vi et rart arbejdsmiljø, hvor vi vægter en positiv og uformel omgangstone. Du får en bred kontaktflade, hvor du både er i kontakt med forvaltningens faglige centre, driftsenheder og kollegaer på tværs af forvaltningerne i den tværgående indkøbsorganisering.
Om os
Hjælpemiddelcentret er et videnscenter i Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsforvaltning, og vi løser mange forskelligartede opgaver, som vedrører hjælpemidler eller velfærdsteknologi. Vi gennemfører bl.a. udbud, prisindhentninger og indkøbsaftaler på personlige og tekniske hjælpemidler på vegne af hele Københavns Kommune. Derudover rådgiver og underviser vi kommunens medarbejdere i hjælpemidler og velfærdsteknologi, ligesom vi også behandler borgeres hjælpemiddelsager og specialtilpasser tekniske hjælpemidler til borgere, som har brug for særlig tilpasning af deres hjælpemiddel. Vi er en tværfaglig organisation med 121 kollegaer, og vi har mange forskellige faglige baggrunde og kompetencer samlet hos os. På Hjælpemiddelcentret arbejder vi for, at du føler dig set, mødt og taget hånd om, uanset om du er borger, medarbejder eller samarbejdspartner.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid med flekstid og mulighed for hjemmearbejde. Du får adgang til attraktive personalegoder som frokostordning, træningslokale og massageordning, og ansættelse samt aflønning sker efter kvalifikationer og gældende overenskomst. Ansættelse pr. 1. marts 2026 eller snarest muligt.
Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Johannes Bo Nielsen på 30 68 31 34 eller afdelingsleder Peter Balle Carpentier på 29 80 77 77.
Du kan læse mere om Hjælpemiddelcentret | Københavns Kommune.
Søg via linket senest søndag den 11. januar 2026
Samtaler forventes afholdt i uge 4, 2026.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.