Processtærk konsulent til økonomi og politik på Københavns Rådhus

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du flair for økonomi- og processtyring, blik for formidling og stærk talforståelse? Har du lyst til at arbejde tæt på det politiske niveau med en hverdag, der byder på varierende og udfordrende arbejdsopgaver på Københavns Rådhus?  Så søg stillingen som vores nye kollega i Kontor for Økonomistyring og Regnskab.

Om stillingen og os
Du vil blive en del af Kontor for Økonomistyring og Regnskab i Københavns Kommunes økonomiforvaltning. Du vil få en central rolle i koordination af kommunens økonomistyring og større tværgående processer, hvor du skal indsamle og videreformidle oplysninger fra hele kommunen til det politiske niveau. Du skal derfor have blik for formidling, detaljen, den gode proces og for, at tallene stemmer på bundlinjen.

I Kontor for Økonomistyring og Regnskab arbejder vi med økonomistyring af hele Københavns Kommune. Det sker tæt på Økonomiforvaltningens direktion, tæt på den politiske beslutningsproces og i koordination på tværs af kommunens syv forvaltninger. Vi står for at fastlægge kommunens overordnede styringsregler på økonomiområdet, at indsamle og udarbejde rapportering til det politiske niveau for hele kommunen om det samlede forbrug på ca. 50 mia. kr. årligt, forvalte kommunens likviditet og gæld, koordinerer kommunens regnskabsaflæggelse og koordinerer politiske forhandlinger om overførselssagen, hvor partierne bag kommunens budget fordeler de midler, der ikke blev brugt i sidste års regnskab.

Du vil indgå i tæt samarbejde med dine 12 kollegaer i kontoret. Vi lægger stor vægt på at have et godt kollegaskab, at hjælpe hinanden og vi afholder i løbet af året forskellige faglige og sociale arrangementer på kontoret og i forvaltningen. Vi er en fleksibel arbejdsplads med en uformel og humørfyldt omgangstone. Der er gode personlige og faglige udviklingsmuligheder – både gennem et bredt kompetenceudviklingsprogram i kommunen og gennem sparring med de øvrige dygtige kollegaer i Center for Økonomi, og ikke mindst gennem et netværk for yngre og nye medarbejdere på Rådhuset.

Om stillingen  
Vi søger en processtærk akademiker, der har lyst til og mod på at indgå i kontorets arbejde med økonomistyringen i Københavns Kommune og drive den frem.   

De konkrete opgaver består blandt andet i at

  • koordinere udarbejdelsen af det forventede regnskab og regnskabsforklaringer fra kommunens syv forvaltninger og omsætte det til en samlet rapportering til Økonomiudvalget i årets to regnskabsprognoser
  • indsamle og kvalitetssikre forvaltningernes regnskabsforklaringer mv. til det afsluttende regnskab
  • koordinere processen for Overførselssagen, hvor politikerne forhandler om udmøntningen af et eventuelt overskud fra sidste års regnskab
  • bidrage til den løbende udvikling af kommunens økonomistyring

Du vil blive en del af et velfungerende kontor med spændende opgaver og dygtige kollegaer, og du får et afvekslende og udfordrende job i maskinrummet for styringen af landet største kommune. Her har du mulighed for at dykke ned i og sætte dit præg på væsentlige økonomiske sager, drive processerne fremad, samt opnå faglig og personlig udvikling – alt dette i forbindelse med sager, der ligger højt på den politiske dagsorden.  

Om dig  
Du har en lang videregående uddannelse indenfor statskundskab, økonomi eller en anden relevant samfundsvidenskabelig uddannelse. Du har erfaring med økonomistyring og tilrettelæggelse af processer fx i en kommune, et ministerium eller en styrelse. Du er fagligt ambitiøs, tager ansvar for løsningen og videreudvikling af dine opgaver og har gode skriftlige formuleringsevner. Du er serviceminded og fleksibel og kan hurtigt sætte dig ind i nye emner og udfordringer. Samtidig er du god til at samarbejde og er en god kollega både fagligt og socialt.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår fastlægges i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Stillingen er en fastansættelse på 37 timer ugentligt.

Ud over attraktive fysiske rammer på Københavns Rådhus og et godt socialt sammenhold i teamet kan vi også tilbyde adgang til motionscenter, en sund kantine og godt humør. Vi er en fleksibel arbejdsplads med gode muligheder for hjemmearbejde. 

Yderligere information   
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Frej Leilund på 51 62 59 66 eller teamleder Jasper Saaeby-Voss på 24 96 83 71.

Center for Økonomi er en del af Økonomiforvaltningen, som du kan læse mere om på: Økonomiforvaltningen | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk).

Ud over en ansøgning, hvor du beskriver, hvorfor du er den helt rigtige til stillingen, og dit CV vil vi bede dig om at vedlægge dine eksamens- og karakterbeviser fra din universitetsuddannelse.

Søg via linket senest søndag den 15. juni 2025
Vi afholder to runder samtaler i uge 25. Der vil være en opgave i forbindelse med rekrutteringen.

Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.