Processtærk klimafaglig analytiker med blik for data til Klimaenheden i Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune har netop lanceret en ny Klimastrategi 2035 med ambitiøse mål på klimaområdet og stræber efter at gøre København til et internationalt grønt forbillede for storbyer. I Klimaenheden i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus arbejder vi med at omsætte strategien til virkelighed.
I Klimaenheden arbejder vi målrettet for at sikre, at kommunens indsats på klimaområdet er videnbaseret, koordineret og strategisk. Vi arbejder med at realisere de ambitiøse klimamål i Klimastrategi 2035 under hensyn til den kommunale kernedrift og med fokus på omkostningseffektivitet. Det gør vi bl.a. ved at udvikle indsatser til at reducere klimaaftrykket fra kommunens aktiviteter, herunder for indkøb og byggeri, og gennem analyser og beslutningsoplæg. Derudover er vi ansvarlige for at udarbejde Københavns Kommunes Klimabudget og implementere en styringsmodel for klima på tværs af hele kommunen. I Klimaenheden arbejder vi tæt sammen med andre forvaltninger i Københavns Kommune, herunder særligt Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen.
Din profil
Vi søger en ny dygtig kollega – gerne med et par års erfaring. Vi søger en profil, der kan bevare overblikket i en travl hverdag med mange samtidige opgaver og trives med de rammer og dynamikker, der kendetegner en politisk styret organisation. Derudover søger vi en person, der kan indgå i projekter med komplekse processer og mange interessenter samt udarbejde sager og notater af høj kvalitet med fokus på udvikling af emissionsfaktorer og klimadata.
Udover at du har en relevant videregående uddannelse, fx cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol., miljøøkonom eller lignende, lægger vi vægt på, at du
- har interesse for og erfaring med klimaområdet
- er metodestærk og har en analytisk tilgang til problemløsning – gerne med kendskab til datakilder, emissionsregnskaber og metodiske standarder på klimaområdet
- er god til at tilrettelægge og drive processer selvstændigt
- er dygtig til projektarbejde og samarbejde – også i nye og komplekse relationer
- kan formidle teknisk viden klart og letforståeligt
- trives i en politisk styret organisation og kan bevare overblikket i indviklede situationer
- besidder gode sociale kompetencer og bidrager til et positivt arbejdsfællesskab
Om stillingen
Som en del af Klimaenheden får du mulighed for at arbejde i et spændende og innovativt miljø. Vi er et team, der samarbejder både internt og eksternt. Vores opgaver består primært af policy-udvikling, betjening af politikere og direktion samt udarbejdelse af konkrete analyser og anbefalinger. Vi lægger vægt på et tæt samarbejde, hvor vi deler viden og bidrager positivt til et stærkt fagligt fællesskab.
Specifikt kommer du til at arbejde med følgende områder
- implementering af Klimastrategi 2035
- videreudvikling af Københavns Kommunes klimadata med fokus på københavnerspecifikke emissionsfaktorer
- udarbejde sager til Økonomiforvaltningens direktion og det politiske niveau
- beregning og fremskrivning af CO2-udledning fra forskellige aktiviteter ved hjælp af forskellige metoder
- kortlægning af kommunens handlemuligheder i klimaindsatsen, både inden for og uden for kommunens virksomhed
- afledte samfundsøkonomiske konsekvenser af klimarettede initiativer
Vi tilbyder
Klimaenheden består af i alt seks medarbejdere og er en del af Kontor for Analyse og Klima, der er fysisk placeret på Københavns Rådhus. Du vil i alt få ca. 20 hjælpsomme og sjove kolleger i kontoret. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på et godt socialt miljø og trivsel, og du får gode muligheder for at udvikle dig personligt og fagligt. Du kommer til at arbejde i et analytisk udfordrende miljø med komplekse opgaver på et område, der har stort politisk fokus og stort potentiale for at gøre en forskel i virkeligheden.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen ønskes besat den 1. september eller den 1. oktober 2026 og er til besættelse på fuldmægtig- eller konsulentniveau afhængigt af erfaring og kvalifikationer.
Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Karen Krag Sehested på 23 64 87 14 eller teamleder Stefan Jüngling på 29 29 79 62.
Læs mere om Københavns Kommune og Økonomiforvaltningen på www.kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 9. august 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 33 og 34.
Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.