Praktisk og æstetisk velfunderet undervisningsassistent til Billedskolen i Tvillingehallen

Søg jobbet

Drift og service
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Til Københavns Kommunes billedskole for børn og unge søger vi en ny kollega, der sammen med de tre andre undervisningsassistenter på Billedskolen vil være med til at understøtte skolens daglige drift og løse de mange forskellige opgaver, så som værkstedsorden, materialebestilling, varemodtagelse og hjælp til det praktiske i forbindelse med de forskellige aktiviteter i huset. Der er også brug for at kunne bidrage med et æstetisk blik bl.a. når der skal udstillinger op og huset skal fungere som både værksted og galleri på samme tid.

Som undervisningsassistent arbejdes der ofte tæt sammen med underviserne og man assisterer i enkelte undervisningsforløb, hvilket kræver interesse og erfaring indenfor det pædagogiske område. Det er dog ikke en underviser, vi søger.

Din arbejdstid vil være tre dage om ugen, hvoraf mindst én dag er til kl. 18, hvor du understøtter fritidsholdene og holder et vågent øje med huset. Tre gange om året vil du skulle arbejde en fuldtidsuge og til et weekendarrangement; Kulturnat med 1000 gæster og åbning af vores jule- og forårsudstillinger med over 600 gæster.

Du skal holde af en hverdag, hvor du trives med at være praktisk og fleksibel blæksprutte. Det er afgørende, at du har et skarpt blik for, hvordan huset fungerer optimalt, så det er tilgængeligt for de mange elever, undervisere, forældre og gæster. Det skal være indbydende samtidig med, at der er tryk på aktiviteter fra morgen til aften. Ordenssans, overblik og organisering er egenskaber vi lægger stor vægt på.

Du har en billedkunstfaglig baggrund, der kvalificerer dig til at arbejde tæt sammen med underviserne. Fx har du relevant viden til at kunne vejlede underviserne om valg af materialer til undervisningen, indkøb og værksteds- og lagerstyring. Du er også over gennemsnittet IT-kyndig, så du kan hjælpe med at installere programmer på ipads og få printeren til at gøre det, vi har brug for.

At kunne omgås alle slags mennesker og indgå i professionelle og velfungerende samarbejder er en nødvendig kvalitet. Du skal assistere og samarbejde med både undervisere, elever, forældre, andre kollegaer og samarbejdspartnere. Det sker i et åbent værksteds- og udstillingsrum, med højt til loftet og hvor alle arbejder sammen og for, at børnene og de unge møder den bedste læring og oplevelse med visuel kultur.

Hvem er vi
Billedskolen i Tvillingehallen er Københavns Kommunes tilbud til børn og unge, der vil beskæftige sig med billedkunst og visuelle udtryk i deres fritid og til folkeskoleklasser, der har mulighed for at deltage i et billedkunstprojekt faciliteret af skolens dygtige undervisere.

Vi holder til i den smukke og lyse Tvillingehal beliggende i historiske omgivelser i Den Brune Kødby med Teaterskolen, Teaterbutikken og Musikskolen som nærmeste naboer. Skolen er indrettet i åbent plan, og undervisningen foregår med kontakt mellem de forskellige værksteder.

Organisatorisk er vi placeret i Bydækkende Center for Unge og Special i Københavns Kommunes børne- og ungeforvaltning.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for specialarbejdere i Københavns Kommune. Inden ansættelse indhenter vi referencer og børne- og straffeattest. Dokumentation for uddannelse og erfaring skal uploades sammen med din ansøgning.

Tiltrædelse den 1. eller den 15. august 2025.

Vil du vide endnu mere
Er du interesseret i at vide mere om os, inden du søger stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef på Billedskolen Anders Rodin på 33 66 46 40.

Søg via linket senest mandag den 9. juni 2025
Vi holder ansættelsessamtaler den 17. juni.