Personlig assistent til lærer på Skolen på Amagerbro

Søg jobbet

Undervisning
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vil du være med til at skabe rammer, hvor både voksne og børn trives og lykkes i hverdagen? Så kan du måske blive den personlige assistent, vi søger til en af skolens lærere.

Skolen på Amagerbro ligger midt i det levende Holmbladsgadekvarter på Amager – et område med stor diversitet, kreativitet og stærke fællesskaber. Vi er en skole med højt til loftet, glade børn og engagerede kolleger, hvor samarbejde, humor og hjælpsomhed præger hverdagen.

Om stillingen
Vi søger en personlig assistent til en lærer i mellemtrinnet. Stillingen er på 10,5 timer om ugen og handler om at hjælpe med struktur, overblik og koordinering i en travl og varieret skolehverdag.

Dine opgaver vil blandt andet bestå af at

  • hjælpe med at bevare overblik i undervisningen
  • støtte med at holde styr på aftaler, opgaver og indsatser i klassen
  • hjælpe med planlægning, koordinering af møder og overholdelse af deadlines
  • være til stede i undervisningen for at støtte læreren i at fastholde fokus og skabe ro og struktur

Vi forestiller os, at du

  • er rolig, struktureret og trives med at skabe overblik
  • har blik for detaljer og kan hjælpe med at få mange små opgaver til at gå op i en større sammenhæng
  • er samarbejdsorienteret og har let ved at indgå i relationer
  • er fleksibel, positiv og bidrager med godt humør i et levende miljø
  • holder af børn og synes, at en skole er et inspirerende sted at arbejde

Som ansat hos os bliver du en del af en skole, hvor tillid, humor og faglighed går hånd i hånd. Du vil møde åbne døre, hjælpsomme kolleger og en ledelse, der prioriterer et godt arbejdsmiljø og tydelig kommunikation.

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er på 10,5 timer om ugen med tiltrædelse 1. februar 2026 eller efter aftale.

Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Elisabeth Jensen på 82 56 18 00.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest torsdag den 15. januar 2026