Personlig assistent (PA) for overborgmesteren i Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være helt tæt på de politiske beslutningsprocesser på Københavns Rådhus og understøtte overborgmesteren i at sætte en ambitiøs retning for København de kommende år? Har du politisk og strategisk forståelse, kan rådgive topledelse og navigere sikkert i en travl og omskiftelig hverdag?

Så er du måske vores nye personlige assistent (PA) for overborgmesteren.

Vi søger en personlig assistent (akademisk medarbejder), der sammen med overborgmestersekretæren og resten af Overborgmesterens Sekretariat sikrer, at overborgmesterens hverdag fungerer optimalt – med fokus på detaljen og blik for det langsigtede perspektiv. Du får en central rolle i Overborgmesterens Sekretariat i Økonomiforvaltningen, hvor du arbejder i krydsfeltet mellem politik, forvaltning og omverden.

Om stillingen
Som PA for overborgmesteren er du tæt på de politiske og strategiske beslutninger i Danmarks største kommune. Du bidrager både som rådgiver, koordinator og organisatorisk omdrejningspunkt i en hverdag med højt tempo, mange interessenter og skiftende prioriteringer.

Du er en skarp, politisk og proaktiv sparringspartner for overborgmesteren og kollegaer og trives med uforudsigelighed, korte deadlines og komplekse dagsordener.

Dine opgaver vil bl.a. være at

  • rådgive og betjene overborgmesteren med fokus på både kort- og langsigtet strategi
  • understøtte prioritering, planlægning og struktur i overborgmesterens hverdag
  • bistå med koordinering af møder, besøg og arrangementer
  • kvalitetssikre, følge op på og skabe overblik over sager, bestillinger og mødemateriale
  • fungere som bindeled mellem overborgmesteren, direktion, forvaltninger og politiske aktører
  • hjælpe med at omsætte overborgmesterens strategiske dagsordener til konkrete handlinger
  • deltage i møder og besøg med overborgmesteren
  • sikre løbende kontakt og godt samarbejde med overborgmesterens interessenter
  • håndtere praktiske og organisatoriske opgaver knyttet til overborgmesterembedet.

Du bliver en del af et politisk miljø, hvor tempoet er højt, og hvor du ofte selv skal levere med kort varsel. Det er derfor vigtigt, at du trives med omskiftelighed som en præmis og kan bevare overblikket, når dagsordenen ændrer sig.

Om dig
Du er struktureret, fleksibel og serviceminded – og samtidig politisk tænkende og strategisk. Du tager initiativ, ser behov, før de opstår, og kan få en hektisk og uforudsigelig hverdag til at fungere for en travl overborgmester.

Vi lægger bl.a. vægt på, at du

  • har en relevant videregående, akademisk uddannelse (fx cand.scient.pol., cand.scient.adm. el.lign.)
  • har et veludviklet blik for politiske dagsordener og beslutningsprocesser
  • har erfaring med betjening af topledelse og håndtering af interessenter
  • kan samarbejde med mange fagligheder og niveauer
  • arbejder selvstændigt og sætter den faglige barre højt
  • er idérig, struktureret og god til at skabe overblik
  • forstår, at de små detaljer ofte er afgørende for den samlede kvalitet.

Om arbejdspladsen
I Overborgmesterens Sekretariat arbejder vi for, at overborgmesteren altid er opdateret og velforberedt. Vi løser udfordringer, rådgiver og skaber muligheder for overborgmesteren sammen med resten af Økonomiforvaltningen. Vores opgaver spænder fra byudvikling, boliger, klima, borgerinddragelse samt velfærdsområder som børn og unge, ældre mv. til internationalt samarbejde og erhverv. Vi sørger for både de små praktiske detaljer i mødematerialer og taler i hverdagen til strategisk rådgivning og de store politiske sigtelinjer.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold vil være i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. 

Stillingen er på fuldtid og med ansættelse fra den 1. april 2026 eller snarest muligt.

Ansættelsesstedet er Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen, og du får arbejdsplads på Københavns Rådhus.

Mere information
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Thomas Brahm på 29 42 25 49.

Søg via linket senest torsdag den 19. februar 2026

Om Økonomiforvaltningen 

Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.