Personlig assistent for medarbejder i Børnehuset Trækronen (12,5 timer ugentligt)

Søg jobbet

Øvrige
Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

I Børnehuset Trækronen har vi en dygtig pædagogmedhjælper i børnehaveafdelingen, der har fået bevilliget en 12,5-timers personlig assistent til arbejdet. Den personlige assistents opgave er at hjælpe i forhold til at bevare en god struktur og overblik over prioriteringer samt planlægning af aktiviteter.

Da medarbejderens udfordringer kredser om struktur, overblik og planlægning af aktiviteter, skal dette være områder, hvor du er stærk. Du skal være struktureret, have et godt overblik, blik for at aflæse situationen og sætte ind med den hjælp, som medarbejderen har brug for. I din feedback og vejledning til vores medarbejder skal du være ærlig og tydelig på en anerkendende måde, der gør, at du får følgeskab i din vejledning.

Og da arbejdet er i en børnehave, vil der være børn omkring dig, og det er derfor et krav, at du er positiv og nærværende i dit samspil med børn, og har en interesse for det pædagogiske område. Det er ikke et krav, at du har erfaring med vejledning af voksne eller med pædagogisk arbejde i en daginstitution, men hvis du har, vil det helt sikkert hjælpe dig i den første tid af din ansættelse. Ellers skal vi nok hjælpe dig med at finde dig til rette i stillingen. Det er dog et krav, at du er empatisk, indlevende, tålmodig og tydelig.

På grund af stillingens karakter og timetal er stillingen oplagt for en studerende indenfor felter som fx pædagogik eller psykologi, og hvor dagligdagen ikke er fyldt helt op med studiet. Eller hvis du så småt er på vej ud af arbejdsmarkedet, men gerne vil nå at gøre en sidste forskel, inden du skal nyde dit otium.

Om os
Børnehuset Trækronen er en integreret institution i Emdrup, der består af fire børnehavegrupper og fire vuggestuegrupper fordelt på to matrikler.

Børnehuset Trækronen er en integreret institution med en masse af glade børn i alderen 0-6 år. Vi ligger i skønne, grønne omgivelser i Emdrup, og vi elsker at trække i overtøjet, gå på opdagelse og inddrage naturen i den pædagogiske praksis.

Børnehuset Trækronen er en forholdsvis nybygget institution med højt til loftet og med en dejlig grøn legeplads med rig mulighed for at både børn og voksne får jord under neglene.

Vi vægter det gode samarbejde og kollegaskab højt. Det betyder både, at vi elsker at more os og gøre plads til grin i arbejdsdagen. Men det betyder også, at vi stoler på og er afhængige af hinanden.

Børnehuset Trækronen har åbent kl. 07-17.00.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 12½ timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2026. Din arbejdstid vil være fordelt over tre dage og vil blive planlagt, så den matcher medhjælperens behov, samtidig med at vi tager hensyn til din hverdag. Stillingen er tidsbegrænset og følger medarbejderens bevilling, som skal genforhandles den 1. februar 2027. Der er mulighed for at få vikartimer i børnehaven eller vuggestuen ved siden af stillingen, hvis du ønsker det. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Du er meget velkommen til at komme forbi til en rundvisning og få et indblik i vores hverdag. For besøg eller uddybende spørgsmål kan du kontakte Sabine på 25 77 10 11.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.

Søg via linket senest søndag den 21. juni 2026