Paletten på Øresundsvej søger pædagog til familiegrupper
Vil du være vores tiende pædagog?
Paletten på Øresundsvej, søger pædagog til familiegrupper.
Om Paletten
Paletten er en integreret institution med 80 børn fordelt på fem stuer. Alle stuer har børn fra 0-6 år. Derfor er det vigtigt, at du har lyst til at arbejde med både vuggestuebørn og børnehavebørn.
Din hverdag i Paletten
I Paletten tager vi leg alvorligt. Vi arbejder med de voksnes deltagelse i leg, personalets positionering og husets fysiske indretning, hvor vi alle arbejder efter principperne fra Rum og Læring, som en understøttende faktor. Du kan se nogle af vores legemiljøer på vores Instagramprofil ”paletten_oeresundsvej10b”.
I din hverdag hos os vil du arbejde med børn i små grupper, for at vi sammen skaber de bedste betingelser for fordybelse, udvikling, læring, relationsdannelse og mangfoldige børnefællesskaber.
I Paletten arbejder vi med afstemt pædagogik/low arousal. Vi tror på at alle børn gør deres bedste, og vi ser på barnets intention og ikke handling. Vi fokuserer på børneperspektivet, og vi følger børnenes initiativer, da vi mener at børn er aktive medskaber af deres egne læreprocesser.
Vi bruger pædagogisk idræt igennem hele dagen.
Vi ønsker et dynamisk læringsmiljø, hvor alle elementer i løbet af dagen er en potentiel pædagogisk aktivitet. Læring og udvikling sker i vekslen mellem planlagt leg, planlagte aktiviteter, hverdagsrutiner, børnenes leg og spontant opståede situationer.
I vores samarbejde er det vigtigt at aftaler overholdes, så børnene tilbydes den samme høje kvalitet, uanset hvilken stue de går på. Derfor genbesøger vi jævnligt vores pædagogik og pædagogiske praksis.
Personalegruppen er sammensat af erfarene og nyuddannede pædagoger og pædagogiske assistenter/medhjælpere. Vi er en personalegruppe, hvor faglig udvikling er nøgleordet. Vores medarbejdere trives, og vi scorede i trivselsundersøgelsen fra 2025 en gennemsnitsscore på 6,2 ud af 7.
Vi ved, at det er vigtigt for din arbejdsglæde, at du bliver lært op i arbejdsgange, rammen og at du kender vores forventninger til dit arbejde. Derfor vil du i din første tid i Paletten, følges med en medarbejder som vejleder og sparrer med dig.
Hvem er du?
Du er en engageret og nærværende pædagog, som holder af det pædagogiske arbejde. Du er god til at lege og du ved hvad et kvalitetsstærkt læringsmiljø indeholder. Du har lyst til at udvikle dig fagligt og du er ikke bange for at stille spørgsmål ved din egen eller dine kollegaers praksis. Du ser børnenes ressourcer og du forstår deres forskellige behov. Du ved at du er en vigtig del af, at få arbejdsfællesskabet til at lykkes.
Paletten er en del af klynge G. Klyngen består af seks enheder som er beliggende i kvarteret omkring Holmbladsgade og Øresundsvej. I klyngen har vi særlig fokus på sprog, trivsel, leg, rum og læring samt arbejdsfællesskaber.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Vi forventer, at du har taget stilling til jobopslaget, og hvad du kan bringe til vores hus.
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 34-37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. januar 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Vores adresse er Paletten, Øresundsvej 10B, 2300 København S.
Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål eller ønsker en rundvisning, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Anita Matic Palsmar på 21 70 62 09.
Søg via linket senest onsdag den 10. december 2025.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.