Pædagogmedhjælpere til KKFO'en på Rådmandsgade Skole

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vil du være med til at skabe en hverdag fuld af leg, fantasi og fællesskab for børnene i vores KKFO?
Vi søger erfarne pædagogmedhjælpere, der har lyst til at bringe nærvær, idéer og energi ind i børns fritidsliv, da nogle af vores dygtige pædagogmedhjælpere er kommet ind på deres drømmeuddannelser og andre går på orlov.

Hos os bliver du en vigtig del af et engageret team, hvor vi arbejder tæt sammen om at skabe trygge, sjove og udviklende rammer for børnene.

Børnenes fritid er i centrum og vi arbejder for at skabe levende miljøer, hvor børn kan lege frit, være nysgerrige, få nye erfaringer og styrke deres sociale relationer og hvor de bliver klogere på sig selv, hinanden og verden omkring dem.

Du behøver ikke være ekspert, men du skal have mod på at prøve ting af, tage initiativ og være en tydelig og stabil voksen i børnenes hverdag. Vi lægger vægt på, at du møder børn og kolleger med positivitet og har lyst til at bidrage til fællesskabet både fagligt og socialt.

Har du erfaring med at samle børn til en god leg, et sjovt projekt eller en skør idé? Har du lyst til at give dig i kast med alt fra rollespil, teatersport eller producere stop motion-film til kreativ madlavning eller spontane aktiviteter? Så vil du passe godt ind i vores hverdag.

Vi tilbyder et grundigt introduktionsforløb, så du bliver klædt godt på til opgaven. Du bliver en del af en personalegruppe, der er optaget af at skabe kvalitet i både den frie leg og de pædagogiske aktiviteter, og hvor vi sammen tager ansvar for at skabe meningsfulde rammer for børns fritid.

Vores pædagogiske arbejde er forankret i værdier som solidaritet, mangfoldighed og social inklusion. Det betyder, at vi har blik for både det enkelte barn og for fællesskabet og arbejder for at skabe plads til begge dele.

Vi forventer, at du kan bidrage aktivt fra første dag, at du har erfaring med arbejde med børn, og at du trives i en hverdag med tydelige forventninger, faste rammer og højt fagligt engagement.

Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 28-30 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt og den 1. maj 2026. Stillingerne er tidsbegrænsede og slutter den 31. maj 2027. Du bliver omfattet af årsnorm, hvilket betyder, at timetallet kan variere hen over året. Arbejdstiden ligger mellem kl. 06.30-17.00. Hvis du kan se dig selv i denne rolle og med ro i maven, kan sige, at du har god erfaring med børn, så glæder vi os til at høre fra dig. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte KKFO-leder Brian Hilskov på 33 66 17 00, koordinator Rasmus Normark Colsted på 33 66 17 01 eller Arbina Abdurahmani på 33 66 17 02.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.

Søg via linket senest søndag den 29. marts 2026
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.