Pædagogmedhjælpere med mulighed for uddannelse til Børnehuset Villa Bohème
Brænder du for at arbejde med de mindste børn, hvor du hver dag gør en forskel for børnene i alderen 0-6 år?
Har du lyst til et arbejde som pædagogmedhjælper og mod på at dygtiggøre dig indenfor pædagogfaget?
Så kan vi tilbyde dig et job hos os, og samtidig give dig mulighed for, at du kan uddanne dig til pædagog.
Vi tilbyder dig ansættelse som pædagogmedhjælper med gode muligheder for kompetenceudvikling
Københavns Kommune tilbyder de rette kandidater en sporskiftemeritpædagoguddannelse. Hvis du er i målgruppen, og vi kan blive enige om det, så tilbydes du en pædagoguddannelse, samtidig med at du arbejder hos os i klyngen. Efter 2 ½ år har du en professionsbachelor som pædagog, og et fast job hos os på pædagogoverenskomst.
- Du vil få tilknyttet en mentor, som hjælper dig med at omsætte det lærte til praksis.
- Du har færdiggjort en uddannelse på minimum bachelorniveau.
- Du er fyldt 25 år.
- Du skal arbejde mindst 30 timer om ugen, mens du studerer.
Hvis du synes, det lyder spændende, så kom og vær en del af vores arbejdsfællesskab.
Om Børnehuset Villa Bohème
Børnehuset Villa Bohème er en 0-6-års institution i Bøhmensgade på Amager. Vi har 36 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn fordelt på hver sin etage. Arbejdstiden er mellem kl. 07-17.00, mandag-torsdag og kl. 07-16.00 fredag.
Vi har bl.a. fokus på sprog, nysgerrighed, aktiv deltagelse, læringsmiljøer udenfor og indenfor, samt børn med særlige rettigheder, børnenes initiativer samt deltagelse i børnenes leg.
Vi har et godt arbejdsmiljø og et stærkt arbejdsfællesskab med et lavt sygefravær. Vi er sammen om at få dagen og den pædagogiske praksis til hænge sammen. Vi er glade for at udfordre os selv og prøve nye 'ting'.
Vi ser os som ét hus og hjælper hinanden på kryds og tværs. Vi arbejder med strukturerede aktiviteter i planlagte mindre grupper, hvor børnene er opdelt efter alder, relationer og udvikling. Den pædagogiske planlægning og dokumentation tager udgangspunkt i børnenes behov og interesser, og hvad de har brug for at udvikle – også når vi ikke arbejder i faste planlagte grupper.
Vi lægger stor vægt på, at du er en person med gåpåmod. Du skal kunne bevare arbejdsglæden – også når vi har travlt. Du skal være aktivt deltagende i hverdagen og møde dagens overraskelser åbent. Du skal tage medansvar for det gode arbejdsmiljø og den pædagogiske praksis, være mødestabil, fleksibel, interesseret i at lære, se positivt på hverdagen og synes, det er sjovt at gå på arbejde.
Vi forventer, at du kan formulere dig skriftligt og mundtligt.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 35 timer om ugen med tiltrædelse den 1. september 2025. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte pædagogisk leder Christina Thomsen på 82 56 18 90/eu64@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest mandag den 4. august 2025