Pædagogmedhjælper til vuggestuen Småbørnenes Forsamlingshus

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Synes du også, at de mindste børn er fantastiske? Og vil du være med til at give dem en tryg start i vores vuggestue i et tæt samarbejde med familierne? Så har du nu en helt unik mulighed for at blive en del af vores hus, hvor der er styr på pædagogikken, arbejdsmiljøet og organiseringen.

Om Småbørnenes Forsamlingshus
Vi er en integreret institution med plads til 86 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Vi bor på Glentevej i det dejlige Nordvest-kvarter i et hyggeligt hus med en god legeplads og bålplads. Vi er gode til at udnytte mulighederne i vores nærområde og tager gerne børnene med ud på tur. Hvis du vil vide mere om os, kan du besøge vores hjemmeside.

Den vigtigste opgave i vuggestuen er omsorgsarbejdet og samarbejdet med forældrene. Vi har stort fokus på at bygge bro mellem det familiære og institutionen. Vi arbejder systematisk med indkøring, og vores organisering og samarbejde mellem stuerne understøtter, at der er plads og tid til at tilrettelægge individuelle indkøringsbehov.

Hele huset arbejder med et fælles tema to måneder ad gangen. Lige nu er vi i gang med et tema om ”Havet”. Når vi planlægger temaer, tages der udgangspunkt i børnenes spor, og medarbejdere fra begge afdelinger kommer med idéer til de temaer, vi arbejder med, hvilket sikrer, at vi kommer omkring alle læreplanstemaer i hvert fællestema.

Vi kan rigtig meget og vi har et godt samarbejde, men vi er altid parate til at blive endnu dygtigere. Vi er lige nu i gang med recertificering i DGI Naturlig Leg, hvor vi arbejder med og udforsker legen udendørs.

Hvem du er
Du er pædagogmedhjælper og ønsker at vie det næste 1-2 år af dit arbejdsliv til vores helt små mennesker. Du taler og skriver flydende dansk, da du skal være et sprogligt forbillede for børnene.

På alle stuer er der erfarne pædagoger og medhjælpere, som har godt styr på tingene. Vi har en god rutine og struktur for det daglige arbejde, men der er også masser af plads til, at du kan byde ind og sætte dit præg.

Det er vigtigt for os, at din tilgang til børn og voksne er anerkendende og nysgerrig - og hvad betyder det så lige? Hos os betyder det, at vores grundantagelse er: Når børn eller kollegaer handler, ligger der altid nogle tanker, ønsker og intentioner bag – spørg ind til intentionerne eller hjælp børnene på vej, sæt ord på, og døm ikke på handlingen.

Vi ønsker os en kollega, der er omsorgsfuld, nærværende og med god indlevelsesevne. En kollega som tør at lege og bevæge sig sammen med børnene og som ikke er bange for at ”tage teten”.

Hvad vi kan tilbyde dig
Vi prioriterer tid til refleksion, og hver fredag bruger vi en time, hvor en medarbejder fra hver stue deltager sammen med den pædagogiske leder – det kan være refleksion over et tema, noget fra tilsynet eller en særlig situation omkring et barn. Vi er optagede af at udvikle os fagligt, og det gør vi både med hinanden, men vi får også god sparring og ny viden fra vores ressourceforum.

Alle stuer har desuden et ugentligt fagligt møde, hvor planlægning af ugen, børnenes trivsel og tidligere aktiviteter drøftes og evalueres. Hos os vil du få gode kollegaer og aktive og engagerede forældre. Desuden er der gode muligheder for at dygtiggøre dig fagligt hos os, både fælles kompetenceudvikling omkring leg eller workshops omkring børns udvikling. Og god løn kan vi også tilbyde i Københavns Kommune.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er på 37 timer ugentligt (og kan ikke ændres).

Vi ønsker tiltrædelse pr. 1. august 2025.

I forbindelse med ansættelse indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Mia Bjaarnø på 23 30 62 56.

Hvis ovenstående er noget for dig, så send os din ansøgning. Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis

Søg via linket senest mandag den 16. juni 2025
Vi indkalder løbende til samtaler.