Pædagogmedhjælper til morgenvagt på aflastningsinstitutionen Kvisten på Østerbro (barselsvikariat)

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Er du morgenfrisk, og vil du arbejde 20 timer om ugen i en stilling, hvor du har stor betydning for vores institutions hverdag?

På Kvisten leder vi efter dig, der trives med faste rammer og brænder for at gøre en forskel for børn med særlige behov. Vores nuværende morgenhjælper skal på barsel, og vi søger derfor en ny kollega til et barselsvikariat med mulighed for forlængelse. Som morgenhjælper er du med til at skabe en rolig og genkendelig start på dagen i tæt samarbejde med engagerede kolleger.

Om Kvisten
Kvisten er et aflastningstilbud for børn og unge i alderen 3 til 18 år med autismespektrumforstyrrelser og udviklingshæmning. Børnene har forskellige grader af sproglige og kognitive udfordringer og har brug for støtte til at navigere i deres hverdag. Mange benytter visuelle støttesystemer, og flere har behov for hjælp til personlig pleje, tydelige rammer og forudsigelighed.

Vi arbejder med en individuel og struktureret tilgang, hvor dagskemaer, PECS og Tegn til Tale er faste redskaber i det pædagogiske arbejde.

Fælles for børnene er, at de har brug for voksne, som møder dem med ro, tålmodighed og overskud.

De fleste børn og unge på Kvisten er i aflastning 90 døgn om året. I praksis betyder dette, at hvert barn er på Kvisten én fast dag om ugen og én weekend hver fjerde uge.

Din rolle som morgenhjælper
Som morgenhjælper møder du kl. 06.00 og samarbejder med nattevagten og en pædagog om at støtte børnene i deres morgenrutiner og gøre dem klar til skole.

Når børnene er blevet hentet, fortsætter du med de praktiske opgaver, der gør afdelingen klar til næste hold.

Dine opgaver vil blandt andet være at

  • hjælpe børnene med morgenrutiner, pakke deres ting og følge børnene ud til bussen, når de bliver hentet
  • skifte sengetøj og sætte vasketøj over
  • fylde op med rene håndklæder og skifte klude og viskestykker
  • rydde op i fællesrum og forberede afdelingen til rengøring
  • opdatere tavler med oplysninger om børn og personale

Du behøver ikke have en pædagogisk uddannelse for at søge stillingen. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde med børn med særlige behov og tage ansvar for både børn og opgaver i morgentimerne.

Vi søger
Vi søger en morgenhjælper, der er mødestabil og trives med faste opgaver og genkendelige rammer.

Du har blik for børn med særlige behov og forstår, hvor vigtig genkendelighed og tydelighed er i deres hverdag. Du har lyst til at samarbejde tæt med kolleger i morgentimerne og bidrage til et trygt og velfungerende arbejdsfællesskab. Samtidig kan du arbejde selvstændigt og har øje for de opgaver, der skal løses undervejs.

Vi tilbyder
På Kvisten bliver du en del af en arbejdsplads med høj faglighed og stor omsorg for både børn og kolleger. Vi tror på, at arbejdsglæde og samarbejde smitter, og vi arbejder aktivt for at skabe et miljø, hvor alle trives.

Du får

  • en vigtig rolle i børnenes hverdag
  • en fast stilling med tydelige opgaver og faste rutiner
  • en stabil arbejdstid med fri resten af dagen
  • et lille team med stort engagement
  • en arbejdsplads med faglighed, stabilitet og overskud
  • mulighed for ekstravagter aften og weekend

Ansættelsesvilkår
Stillingen er et barselsvikariat på 20 timer om ugen. Arbejdstiden er mandag til fredag fra kl. 06.00 til 10.00 om morgenen. Tiltrædelse er den 1. september 2025. 

Der er mulighed for forlængelse.

Vi indhenter referencer inden ansættelse.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Stine Fritzbøger på 21 33 84 17.

Søg via linket senest lørdag den 12. juli 2025
Samtaler forventes afholdt i uge 30.