Pædagogmedhjælper til flyverfunktion i Stjernehimlens børnehaveafdeling (15 timer ugentligt)
Er du til fordybelse, fokus på børnenes intentioner, leg og fællesskab for alle?
Brænder du for udeliv og bevægelse?
Så skal du søge denne stilling.
Børnehaven Himmelrummet er en del af den integrerede institution Stjernehimlen på Nordre Digevej 2 og 8 på Amager. Vi er en lille børnehave med 88 børn fordelt på fire stuer i de to matrikler med 13 voksne og har egen pædagogisk leder.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi tilbyder en kollegagruppe, der har oparbejdet et stærkt arbejdsfællesskab. Vi er en god blanding af nye, gamle, mænd, kvinder, unge og ældre samt pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere.
Vi lægger stor vægt på at tage godt imod nye kolleger, og ser det som et fælles ansvar, at alle trives. Vores TRIO står for det mere overordnede, og vores festudvalg ser en kærkommen lejlighed til, at vi holder noget fredagshygge for at sige ordentlig velkommen.
Vores pædagogiske leder har faste vagter på stuerne og giver gerne en hjælpende hånd og deltager i stuemøder, når det ønskes.
Forældregruppen er engageret og deltager i arbejdsdage og festlige arrangementer, og vores aktive forældreråd søger fonde og kigger efter gratis tilbud.
Amager Klynge D arbejder på tværs med netværk som fx storegrupper, sprog-, vejleder- og praktiknetværk.
Vi har fede, fysiske rammer som svævebane, bålsted med shelter, værksted til krea, adgang til et stort motorikrum – kun fantasien sætter grænser.
Vi arbejder struktureret med årshjul, temaer og ugeplaner, der udspringer af vores fælles lyst til naturen og bevægelse. Vi bruger naturen på Amager Fælled, metroen til at nå by og strand omkring os og husets faciliteter til aktive, udfordrende pædagogiske aktiviteter og til aktiviteter, præget af fordybelse og ro.
Hvem søger vi?
Du må gerne have erfaring med børnehavebørn og det at lede et børnefællesskab igennem tydelighed og anerkendelse. Det er afgørende, at du kan nikke genkendende til det fokus, vi har valgt for vores pædagogiske arbejde og har lyst til at deltage aktivt i udførelsen. Du er frisk på projekter, ture ud i det blå og stille stunder. Du er igangsætter og arbejder løsningsfokuseret. Dertil kommer, at du besidder empati og på en anerkendende måde kan knytte tætte relationer til børn, forældre og kolleger.
Vi håber, vi har vakt din interesse, og at du vil sende en ansøgning.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 15 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte pædagogisk leder Camilla Randklev Kjær på 29 46 51 54.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.
Søg via linket senest mandag den 20. juli 2026
Vi holder samtaler løbende.