Pædagogmedhjælper til F-sporet på Skolen ved Sundet

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Stillingen omfatter både pædagogiske- og plejeopgaver.

F-sporet er en specialklasserække i Københavns Kommune for elever med bevægehandicap med potentiale indenfor normalbegavelsesområdet og ofte med yderligere specifikke vanskeligheder. Skolen er et bydækkende specialklassetilbud, og de fleste elever transporters dagligt til og fra skole med skolebus. Skolen ligger i smukke rammer og omgivelser på Amager – tæt ved metroen og Amager Strand. Klasserækken er normeret til 45 børn fordelt på 0.-10. klasse. Pædagogmedhjælpere, pædagoger og lærere arbejder tæt sammen om det enkelte barns trivsel, læring og udvikling, og vi vægter samarbejdet med skolens eksterne ressourcepersoner som fysio- og ergoterapeuter, talehørekonsulent og psykologer, og vi har fokus på at skabe tryghed, trivsel og læring for børnene på skolen.

Vores grundlæggende børnesyn er, at børn gør deres bedste. Det betyder, at hvis børnene gør noget andet end det, vi forventer, er det vores opgave at hjælpe dem til at udvikle de strategier eller færdigheder, de har brug for.

Som vores nye pædagogmedhjælper foretrækker vi, at du har erfaring fra arbejde med børn og er fagligt godt funderet i at arbejde med fokus på børnenes trivsel og udvikling.

Din arbejdstid fordeles i forhold til en årsnorm, og vil primært ligge på skoledage. Derfor ønsker vi, at du

  • har erfaring i arbejdet med børn, der har brug for en specialpædagogisk tilgang
  • har lyst til samarbejdet med såvel teamet omkring barnet som med de eksterne faggrupper og konsulenter omkring børns trivsel og læring
  • er initiativrig og fleksibel i et omskifteligt arbejdsmiljø, hvor hverdagens opgaver varierer fra plejeopgaver til støttefunktion i klassen
  • har erfaring med eller lyst til at lære de relevante plejeopgaver som toiletbesøg, liftning, sondegivning mv.
  • har erfaring med eller lyst til at lære de mere pædagogiske aspekter af opgaven som træning af elevernes selvhjulpenhed
  • har lyst til at udvikle dig fagligt

Vores teams på skolen består af lærere, pædagoger og praktiske medhjælpere. Desuden har vi et meget tæt samarbejde med de tilknyttede terapeuter og øvrige ressourcepersoner.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på gennemsnitlig 30 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. oktober 2025 eller hurtigst muligt. Ansættelsen og aflønning sker efter den gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og LSF. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Yderligere information
Hvis du er interesseret, kan du få yderligere oplysninger hos Ditte Lykke Hansen på 40 49 78 75.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 11. august 2025
Vi holder samtaler onsdag den 20. august.