Pædagogmedhjælper til et barselsvikariat i børnehaven Viften på Amager – en hverdag med natur, faglighed og stærkt arbejdsfællesskab
I Viften siger vi, at høj faglighed er, når man kan reflektere over sin egen praksis og bede om hjælp, så vi sammen kan finde den bedste løsning. Hvis du har lyst til at være en del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder nysgerrigt og forskningsbaseret, så har du nu mulighed for at blive pædagog i vores børnehave.
I Viftens børnehave er hverdagen tæt knyttet til vores rumlepotte Globussen. Her tager en gruppe på 20 børn og tre voksne på tur i to uger ad gangen – og er derefter to uger hjemme i institutionen på Amager.
Når vi er afsted, kører vi ud af byen til steder, hvor naturen giver plads til leg, fordybelse og udforskning. Det kan være skov, strand eller naturlegepladser. Vi vælger destinationen ud fra de læringsmuligheder, vi ønsker at give børnene fx at bygge huler, snitte i pinde, undersøge krible-krable dyr eller følge årstidernes skiften.
I Globussen er der tekøkken, toilet og lidt legetøj – men det vigtigste er naturen omkring os. Turene tager udgangspunkt i børnenes nysgerrighed og behov, og vi justerer løbende vores aktiviteter efter det, børnene optages af.
Vores fælles tilgang til pædagogik
I Viften har vi faglighed og kvalitet i det pædagogiske arbejde – det viser vores pædagogiske tilsyn. Vi arbejder ud fra en fælles struktur og et fælles børnesyn i hele huset. Vores pædagogiske praksis er baseret på viden og forskning, og vi evaluerer og justerer løbende vores arbejde. Vi arbejder systematisk med pædagogik, hvor børnenes perspektiver og fællesskaber er i centrum. Vi arbejder blandt andet med Sprogtrappen, principperne fra Rum og Læring, Afstemt Pædagogik og Low Arousal, og desuden inspireres vi dagligt at Reggio Emilia pædagogikkens principper.
For at skabe tid og ro til det faglige arbejde er vi overnormeret hver fredag, hvor der er plads til forberedelse, møder og faglig refleksion.
Om dig – vores nye kollega
Vi leder efter dig, der
- har lyst til og kan se meningen ved at være aktivt deltagende med børnene, så de lærer i samarbejde med dig
- trives i en struktureret hverdag, men samtidig er nysgerrig på egen og fælles praksis
- vil indgå i vores fællesskab og en kultur, hvor vi løfter hinanden, tager ansvar og lærer fra os
- er indstillet på at blive oplært i, hvordan vi omsætter teori og forskning i praksis
Vi forventer ikke, at du har kendskab til vores pædagogiske metoder på forhånd – vi skal nok sørge for, at du får en god opstart og grundig introduktion.
Det vigtigste for os er dit børnesyn: at du ser børn som selvstændige individer, der kan selv, hvis de får lov, og at du møder dem i børnehøjde med blik for muligheder frem for begrænsninger.
Lidt mere om os i Viften
Viften er en integreret daginstitution, som ligger meget centralt på Amager. I børnehaven har vi 40 børn fordelt på to stuer. Vi har et godt samarbejde med forældrene, som bakker op om institutionens hverdag og arrangementer.
Vi er et lille hus, hvor vi kender hinanden godt og arbejder tæt sammen. Arbejdsfællesskabet betyder meget for os, og vi har fokus på trivsel, samarbejde og faglig udvikling. Vi holder fx tværgående møder hver mandag, hvor vi følger op på det, der fylder i hverdagen. Vores pædagogiske leder er tæt på os i hverdagen og afholder trivselssamtaler med alle medarbejder, hvor vi bl.a. taler om, hvilke opgaver, der giver god energi.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen og med start den 1. juli 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Har vi vakt din interesse?
Så fortæller vi meget gerne mere om stillingen. Du kan kontakte pædagogisk leder Lone Pedersen på 33 66 71 56 eller 28 11 20 18.
Du kan også læse mere om os på vores hjemmeside.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Søg via linket senest torsdag den 28. maj 2026