Pædagogiske vejledere til Det Specialiserede Familiehus i Socialforvaltningen – skal du med på holdet i Københavns nye autismehus?
Er du fagligt stærk og motiveret for at arbejde med familier, børn og unge med autismespektrumforstyrrelser (ASF) og familier i krise? Brænder du for at yde pædagogisk vejledning i familiens eget hjem og for at styrke forældres kompetencer, så de bedre kan støtte deres barn eller unge i at mestre eget liv?
Så er du måske en af de to pædagogiske vejledere, vi søger til vores team.
Det Specialiserede Familiehus er et bydækkende tilbud til borgere i Københavns Kommune. Vi er kendetegnet ved en specialiseret viden om børn og unge med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. De fleste af vores ydelser er rettet mod familier, børn og unge med problematikker indenfor ASF, men vi yder også specialiseret støtte og hjælp til familier med børn med andre handicaps.
Vi tilbyder familiebehandling, råd- og vejledningsforløb, åben rådgivning, praktisk pædagogisk støtte i hjemmet, kontaktpersoner, kurser og gruppeforløb. Derudover tilbyder vi individuelle mestringsforløb for unge med diagnoser og deres familier. Vi er i juni 2025 blevet en del af det nyetablerede Autismehus, beliggende på Høffdingsvej i Valby.
Om stillingen
Din primære opgave vil være at arbejde som pædagogisk vejleder og varetage opgaven med praktisk pædagogisk støtte i hjemmet. I denne opgave får du mulighed for med din specialpædagogiske viden at yde råd, vejledning og støtte til forældre, så de får bedre forudsætninger for at skabe en hverdag, som fungerer og fremmer barnets eller den unges trivsel.
Praktisk pædagogisk støtte tager udgangspunkt i, at den pædagogiske vejleder kommer i hjemmet og hjælper forældrene til at lave forandringer via tæt guidning og konkret vejledning i, hvordan man kan være sammen med sit barn for bedst muligt at understøtte dets udvikling. Formålet er at ruste familien til på sigt selv at kunne klare hverdagen.
De børn og unge i familierne, som vi arbejder med, har oftest en ASF-diagnose, men kan kognitivt være på forskellige niveauer. Ligeledes kan der være familier, hvor barnets udfordringer over længere tid har været så omfattende, at det har påvirket familiens samlede funktionsniveau og trivsel. I disse tilfælde kan der være behov for en specialpædagogisk indsats, der gennem tæt og praksisnær guidning understøtter familien i hverdagen.
Derfor kan opgaverne og varigheden af indsatsen i familierne variere afhængigt af behovet i den enkelte familie. Som eksempel kan vejledningen bestå af
- perspektiver på fastlåste eller uhensigtsmæssige mønstre samt indarbejdelse af nye konstruktive strategier
- hjælp til at se bag om barnets/den unges adfærd og forstå årsagen
- guide og vejlede familier med at skabe strukturer i deres hverdag, som fremmer en harmonisk dynamik
- generel autisme- og handicapforståelse.
Udover opgaver med praktisk pædagogisk støtte i hjemmet varetager vores pædagogiske vejledere også andre opgaver såsom undervisning for forældre på Grundkursus Ung og individuelle selvforståelsesforløb for unge i alderen 12-17 år med autisme.
Dine opgaver vil være at
- yde specialpædagogisk bistand til familier med børn med varige funktionsnedsættelser
- guide, supervisere og vise forældre, hvordan de i konkrete situationer kan støtte deres børn og unge til bedre trivsel
- anvende din special- og diagnosespecifikke viden i samarbejde med familien og skabe forudsætninger for, at forældre bliver klædt på til at støtte deres barn til større mestring af eget liv
Dine faglige og personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du
- er pædagogisk uddannet med relevant efteruddannelse
- har stor viden om autismespektrumforstyrrelser og brænder for det specialiserede område
- arbejder eklektisk med en værktøjskuffert af metoder og redskaber og har dyberegående erfaring med forskellige handicapdiagnoser og pædagogiske tilgange
- kan guide og vise andre, hvordan man benytter pædagogiske værktøjer i praksis
- møder familien med indlevelse og respekt for deres sorg, kriser og sårbarheder
- navigerer kompetent i krisearbejde ved at anvende følsomme og empirisk baserede metoder til støtte for familier i krise, samtidig med at du fastholder et klart fokus på udvikling og genopbygning af deres styrker og ressourcer
- er vant til at udarbejde dokumentation og er god til både mundtlig og skriftlig formidling
Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med mennesker på forskellige kognitive niveauer og familier fra forskellige kulturelle baggrunde, da arbejdet kræver evnen til at forstå og tilpasse sig forskellige perspektiver og traditioner.
Vi tilbyder et arbejde, hvor du har mulighed for
- stor fleksibilitet i arbejdet med selvstændig tilrettelæggelse af din arbejdsdag og mødetider indenfor de aftalte rammer
- spændende og fagligt udfordrende arbejdsopgaver, hvor du i høj grad vil opleve, at du gør en forskel.
- at blive en del af en meget velfungerende kollegagruppe, som vægter gensidig sparring, udvikling og fælles trivsel rigtig højt, bl.a. har vi tværfaglig sparring på tværs af de udgående teams
- en dialogbaseret og inddragende ledelse
- ekstern supervision ca. otte gange årligt
- ugentlige teammøder og masser af tilgængelighed i forhold til intern sparring fra både kolleger og leder
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse er i henhold til gældende overenskomst for pædagogisk personale og efter principper om lokal løndannelse. Der er tale om en fast stilling samt et barselsvikariat med ønsket opstart fra den 1. april 2026.
Stillingerne er på 37 timer ugentligt med selvtilrettelæggende arbejdstid. Du skal regne med at kunne arbejde sene eftermiddage/aften ca. en-to dage om ugen.
Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Ida Silver 20 28 49 64 eller pædagogiske vejledere Camilla Vindelin på 21 12 47 68 og Camilla Pfeffer på 40 49 69 52.
Søg via linket senest søndag den 15. februar 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler onsdag den 18. februar.