Pædagogisk personale til relations- og overgangsarbejde samt særlige indsatser på Nordøstamager Skole
Skolen på Nordøstamager er en ung skole, hvor den første årgang startede på skolen i august 2019. Skolen rummer fra august 2026 otte årgange fra børnehaveklasse til 7. klasse, og er vokset til en mellemstor arbejdsplads for ca 470 elever og omkring 65 medarbejdere samlet set i skole og KKFO.
Vi søger dygtige kolleger, der som del af vores kompetente team kan medvirke til at understøtte børnenes læring og trivsel. Vi leder efter stærke pædagogiske profiler, der også kan bidrage til en samarbejdskultur, hvor vi sammen skaber deltagelsesmuligheder for alle børn.
Har du specialpædagogiske kompetencer eller erfaring i at arbejde med børn med særlige behov, vil vi se det som en stor fordel.
Vi har to ledige stillinger. En stilling på 32 timer om ugen, som er en fastansættelse og en stilling på 30 timer om ugen, som er en tidsbegrænset stilling til 31. december 2026 med god mulighed for forlængelse derefter.
Vores skole
På NØA vil vi være mindst lige så børneparate, som børnene skal være skoleparate. Det betyder ikke, at alle børn får opfyldt deres behov hele tiden, men at børnenes forskellige forudsætninger for at lykkes tages alvorligt, og de fagprofessionelle tager ansvar for at skabe rammer, som børnene kan trives og udvikle sig i, uanset hvilken baggrund de kommer med. Vi har et bevidst og ressourceorienteret børnesyn og arbejder målrettet med at skabe robuste børnefællesskaber, kendetegnet ved trygge relationer og høj tolerance børnene imellem.
Vi forventer, at du
- er pædagog eller pædagogisk assistent eller har erfaring med at arbejde med børn i udsatte positioner
- har stærke relationskompetencer og har blik for dynamikker mellem både børn og børn og børn og voksne
- er god til forældresamarbejde og kollegialt samarbejde
- kan tage andres perspektiv, men også gå foran og udtrykke dine holdninger til praksis
- kan udføre kompetent pædagogisk arbejde både i større og mindre børnegrupper og i 1:1 kontekster.
Om arbejdet hos os
Din funktion vil være at indgå i skolens arbejde med at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn og i visse tilfælde varetage indsatser for enkeltelever eller mindre børnegrupper i og uden for klassekonteksten. Du understøtter børnefællesskaber på forskellige måder i det daglige i overensstemmelse med de udfordringer og potentialer, der er til stede. Du samarbejder tæt med forældre, årgangsteam og ressourcecenter om at skabe optimale rammer for eleverne i de fællesskaber, de indgår i, herunder skolens mellemformer. Du indgår desuden i teamets arbejde med at udarbejde og evaluere handleplaner for de børnegrupper og enkeltelever, du arbejder med.
En af vores nye kolleger skal derudover kunne varetage opgaver, som hører til overgangen mellem dagtilbud og KKFO/skole. Det indebærer fx opsøgende arbejde i vores tilknyttede børnehaver i perioden op til skolestart og generel understøttelse af trivslen hos skolestarterne. Det vil ske i samarbejde med dine kolleger i fritidsordningen og børnehaveklasse-teamet, og især den overgangspædagog som skolen allerede har til netop overgangsarbejdet.
For begge stillinger gælder, at den konkrete opgaveportefølje vil blive sammensat som led i den samlede opgavefordeling mellem det pædagogiske personale på skolen. Man bliver således ansat som skolepædagog/pædagogisk assistent med en aktuel opgavesammensætning og mulighed for at få tildelt andre opgaver end de beskrevne på sigt.
Lidt mere om os
Hos os vil du blive en del af et kompetent og engageret hold, der brænder for at skabe det bedste skole- og fritidstilbud for Nordøstamagers børn. Vi arbejder tæt sammen om at give børnene en tryg og motiverende dag i skole og KKFO. Vi prioriterer tid til at samarbejde – både om konkrete aktiviteter og om skolens generelle udvikling, og som medarbejder har man stor medindflydelse – og medansvar – ift. dette arbejde.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst.
Ved ansættelse indhentes børne- og straffeattest samt reference. Tiltrædelse den 1. august 2026.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte souschef Mette Alberg Iversen på 30 34 44 86.
Sammen med din ansøgning bedes du vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 7. juni 2026
Ansættelsessamtaler afholdes 10. juni 2026.