Pædagogisk medarbejder til vuggestuen i Snorregårdens gode arbejdsfællesskab på Ydre Østerbro (barselsvikariat)
Brænder du for at skabe trygge og lærerige rammer for de mindste?
Er du klar til at indgå i et forpligtende fællesskab, hvor faglig refleksion og engagement er i højsædet?
Så læs med her.
Vi tilbyder dig en arbejdsplads, hvor faglighed og et godt arbejdsmiljø går hånd i hånd, og hvor du får mulighed for at udvikle dine pædagogiske kompetencer.
Når du starter hos os, får du en grundig introduktion, der sikrer, at du bliver taget godt imod og kommer godt fra start i hverdagen på stuen. Vi gør os umage for at sikre dig en god start og ser frem til at byde dig velkommen. På stuen får du desuden to dygtige kolleger: En erfaren pædagog og en erfaren pædagogmedhjælper, som er ved at uddanne sig til pædagog.
Arbejdsopgaver og ansvarsområder
I Snorregården arbejder vi ud fra et anerkendende børnesyn. Vi behandler alle vores børn forskelligt, så vi kan behandle alle børn lige. Derudover arbejder vi med Tryghedscirklen, som du bliver lært op i, hvis ikke du kender tilgangen.
Hos Snorregården er læring et vigtigt element, og vi tænker læring med i alle vores aktiviteter. Vi arbejder med små børnegrupper i alle dagens timer, som vi planlægger ud fra børnenes behov, hver gang vi igangsætter et nyt tema.
Det tætte forældresamarbejde er afgørende hos os, og du skal bidrage med åbenhed, nysgerrighed og dagligdagsfortællinger om børnenes dag.
Vores ønsker til dig
Hvis du kan sætte hak ved nedenstående, så er det måske lige dig, vi leder efter.
- Du vil arbejde med vuggestuebørn og motiveres af at skabe tætte relationer og trygge rammer for deres udvikling.
- Du er en teamplayer, der aktivt indgår i vores forpligtende, faglige arbejdsfællesskab.
- Du er åben for læring og refleksion.
Om Snorregården
Vuggestuen Snorregården er en hyggelig vuggestue med 48 børn fordelt på fire stuer. Det giver en tryg og overskuelig ramme for både børn og personale. Vi har en personalegruppe, som har en stor viden indenfor vuggestueområdet, og som brænder for netop vuggestuebørnene. Vores hus er bygget til at være vuggestue – og det kan mærkes! Indretningen har fokus på vuggestuebørnenes behov og trivsel. Vi har ladcykler, som vi bruger, når vi tager på tur til de nærliggende parker og byrum – og vi elsker at være udenfor med børnene både sommer og vinter. Vi har lyse rummelige stuer, et motorik- og legerum og en virkelig skøn legeplads, der inviterer til fysisk udfoldelse.
Ansættelsesvilkår
Barselsvikariatet er på 37 timer om ugen med start den 1. januar 2026. Stillingen er tidsbegrænset til den 31. december 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at høre mere om stillingen, så tag endelig fat i pædagog Helle på 24 99 48 94. Du kan også læse mere på vores hjemmeside.
Sammen med din motiverede ansøgning skal du vedhæfte dit CV og relevante uddannelsesbeviser.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest mandag den 17. november 2025