Pædagogisk medarbejder til Drivhusets vuggestuegruppe Radiserne
En af vores dygtige medarbejdere skal på barsel, og vi søger nu dig, der har mod på vuggestuelivet. Du har mulighed for at få en plads på holdet på Radisestuen – en del af Drivhuset i Vanløse.
Radisestuen er en vuggestuegruppe med 12 dejlige børn og en masse skønne forældre. På stuen er der lige nu to pædagoger, hvor den ene har været hos os et par år og den anden kom til Drivhuset i foråret – og så mangler vi dig.
I Drivhuset arbejder vi med Marte Meo, som er en ressourceorienteret metode, der tager udgangspunkt i at støtte og udvikle samspil med børnene. For os er det vigtigt at holde en høj faglighed, og vi arbejder med og øver os i Marte Meo-metodens principper, sprogtilegnelse og det gode forældresamarbejde.
Vi har et stort engagement, og vi vægter at have det sjovt samtidig med, at vi lærer og udvikler os.
Om dig
- Radisestuen søger en pædagogisk medarbejder, der kan se sig selv i et arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder struktureret med mål for det pædagogiske arbejde
- Det er ikke et krav, at du har erfaring eller en pædagogisk uddannelse
- Du er lige den, vi søger, hvis du vil være med til at gøre en positiv forskel for alle børn
- Du skal kunne skabe den gode dialog, få løbende sparring og vidensdele med ledelse og kollegaer
- Og så skal du være med til at udvikle gode og tydelige læringsmiljøer med udgangspunkt i børnegruppen
Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi kan tilbyde en arbejdsplads med et godt arbejdsfællesskab, der bygger på et anerkendende ressourcesyn, og et godt kollegaskab med stor fællesskabsfølelse og hjælpsomhed på tværs af huset. Vi har desuden en god organisatorisk struktur med tid til møder og forberedelse.
Du bliver en del af et anerkendende fællesskab, som bygger på glæden ved at være sammen om kerneopgaven. Vi har en positiv og løsningsorienteret tilgang, hvor barnet altid er i centrum. Vi arbejder med en tydelig voksenstruktur, og hos os tager alle medansvar for, at organiseringen understøtter vores værdier, mål og børnesyn.
Lidt mere om Drivhuset
Vi er en integreret institution, som ligger på Floras Allé i Vanløse i et hus, vi kalder Byhaven. Her har vi fire vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Derudover har vi en udflytterbørnehave i Lille Skensved, som vi kalder Frilandshaven, hvor vi har to børnehavegrupper mere.
I Byhaven har vi lyse lokaler og to store fællesrum. Udenfor har vi en skøn legeplads med boldbane, klatrestativ og meget mere, så vi har gode forudsætninger for at lave sjove og varierende aktiviteter både inde og ude.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer om ugen og med start den 1. februar 2026.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Har vi fanget din interesse?
Så fortæller vi meget gerne mere om stillingen. Ring til pædagogisk leder Malene Palmus Hansen på 21 74 22 98. Du kan også læse mere om Drivhuset på vores hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. uddannelsesbevis.
Søg via linket senest torsdag den 4. december 2025
Vi glæder os til at læse din ansøgning.