Pædagogisk leder til Valby Vuggestue
Vil du stå i spidsen for et hus, hvor børnenes trivsel og hverdag er centrum for alt, hvad vi gør?
I Valby Vuggestue søger vi en pædagogisk leder, der med nysgerrighed, ro og tydelig faglighed vil være med til at videreudvikle en allerede stærk praksis. Du skal have lyst til at lede tæt på hverdagen og skabe et trygt og engagerende arbejdsfællesskab, hvor både børn og voksne trives.
Om os – et hus med hjerte, nærvær og faglighed
Valby Vuggestue rummer 96 børn fordelt på otte grupper og ligger i en smuk bevaringsværdig bygning fra 1915 omgivet af en stor, grøn legeplads. Her møder du et personale, der hver dag arbejder med stor omsorg, faglighed og nysgerrighed i forhold til børnenes trivsel, udvikling og oplevelse af tryghed.
Personalet er optaget af nærvær, relationer og at skabe en hverdag, hvor børnene er i centrum. Det ses tydeligt i årets tilsynsrapport, hvor praksis beskrives som varm, rolig og meget børneorienteret. Alle 26 medarbejdere i Valby vuggestue er stolte af deres faglighed og har et stærkt fokus på fællesskab, humor og samarbejde.
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside Valby Vuggestue og se den nyeste tilsynsrapport her.
Dine opgaver – stort ledelsesrum og stærkt samarbejde
Du bliver den, der samler huset og sætter en tydelig retning for praksis. Du leder med fokus på børnenes trivsel og hverdagens kvalitet og arbejder sammen med medarbejderne om at fastholde og videreudvikle den faglighed, der allerede er.
Du kommer til en personalegruppe, der ønsker en leder, der kan skabe ro, stabilitet og overblik. En leder, der er nærværende i hverdagen, og som møder medarbejderne med åbenhed, respekt og har tid og lyst til at lære huset og kulturen at kende.
Samarbejde med forældrene
Du skal videreføre den åbne, imødekommende og tillidsfulde dialog, som kendetegner Valby Vuggestue. Forældrene oplever et trygt og anerkendende miljø – det skal du som leder være med til at understøtte.
En del af klyngens ledelsesteam
Du bliver en del af et velfungerende ledelsesteam i klyngen hvor der er syv andre pædagogiske ledere og en klyngeleder. Vi arbejder tæt sammen, sparrer, planlægger og udvikler fælles retning. Her er du aldrig alene om opgaven.
Vi har ledermøder hver uge, så du vil ikke stå alene i din opgave. Hvis du vil høre om, hvordan det er at være pædagogisk leder hos os, så kontakt Maria Bendtsen på 29 62 58 64 eller Nick Carstensen på 21 34 39 23.
Vi håber, at du besøger institutionen inden samtalen, så kontakt klyngeleder Carsten Hansen på 30 43 84 79 eller mail rj6g@kk.dk for en aftale.
Om dig – den leder, vi glæder os til at møde
Vi søger en leder, der
- har stærk faglig viden om vuggestuepædagogik
- kan skabe retning og være tydelig i både beslutninger og kommunikation
- har ledelseserfaring eller talent for ledelse
- er optaget af relationel ledelse og gode samarbejder
- ser arbejdsfællesskabet som fundamentet for kvalitet
- møder medarbejdere med respekt og åbenhed
- sætter pris på humor og et varmt arbejdsfællesskab
- er nysgerrig på egen ledelsesudvikling, og enten har en diplom i ledelse, eller er interesseret i at tage den
- kan planlægge og strukturere hverdagen i en stor institution, og har lyst til faglig ledelse tæt på praksis
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer ugentligt og vi ønsker den besat pr. 1. marts 2026.
I forbindelse med ansættelse indhenter vi straffe- og børneattester samt udvidede referencer.
Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte klyngeleder Carsten Hansen på 30 43 84 79 eller rj6g@kk.dk.
Vi glæder os til at møde dig – og til at høre, hvordan du vil være med til at videreudvikle et hus, hvor børnenes hverdag og trivsel altid kommer først.
Søg via linket senest torsdag den 15. januar
Vi forventer at holde første samtale den 20. januar og anden samtale den 27. januar.