Pædagogisk leder til Fritidscenter Ydre Valby

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du udvikle pædagogisk kvalitet i et område præget af diversitet og stærke fællesskaber?
Brænder du for faglig ledelse, og motiveres du af at udvikle kvalitet gennem dialog, refleksion og samarbejde?
Har du lyst til et ledelsesfællesskab, hvor sparring, tillid og fælles ansvar er en naturlig del af hverdagen?

Hvis svaret er ja, så er stillingen som pædagogisk leder i Fritidscenter Ydre Valby en reel mulighed for at gøre en forskel – for børn, forældre og medarbejdere i Valby.

Om Fritidscenter Ydre Valby
Ydre Valby er et mangfoldigt område, hvor børn og unge kommer med vidt forskellige baggrunde, erfaringer og ressourcer. I Fritidsklynge Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave, som også omfatter Fritidscenter Indre Valby, arbejder vi målrettet med at skabe chancelighed og stærke fællesskaber for alle børn og unge. Fritidscenter Ydre Valby er organiseret i to afdelinger. Du bliver leder for Afdeling A, som består af tre klubber for børn og unge i alderen 10-14 år. Din lederkollega leder Afdeling B, som består af én klub for 10-14-årige og et ungeværk for unge i alderen 14-18 år. Tilsammen er vi ca. 50 medarbejdere fordelt på de fem klubtilbud. Fritidsklynge Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave tæller samlet ca. 120 medarbejdere fordelt på 13 klubtilbud.

Ledelsesopgaven
Du indgår i en duoledelse med en erfaren pædagogisk leder. I deler ansvaret for fritidscentrets samlede udvikling og sparrer om drift, personaleledelse og faglig udvikling – og I dækker hinanden ved ferie og fravær. Det er en vedvarende opgave at videreudvikle den pædagogiske kvalitet gennem KIDS Klub, som vi har besluttet er vores fælles metode til at styrke praksis. Alle medarbejdere bidrager med observationer og refleksioner, og din opgave bliver at skabe retning og udvikle stærke praksisfællesskaber på tværs af klubberne. Du understøtter de tre pædagoger med ledelsesfunktion i Afdeling A gennem faste 1:1-samtaler og har selv ugentlig sparring med klyngelederen. Du har base på Klub Lykkebo på Vigerslev Allé 179, men kan arbejde mobilt på tværs af klyngens klubber.

Ledelseskulturen
Hos os er ledelse ikke noget, man udøver alene. Klyngelederne arbejder selv i duoledelse og har et tæt samarbejde om hele Fritidsklynge Valby/Vesterbro/Kgs Enghave – det er den model vi tror på, og den går igen på alle ledelsesniveauer. I praksis betyder det faste ledermøder, løbende sparring på tværs af fritidscentrene og en kultur, hvor det er naturligt at række ud – både når noget er svært, og når noget lykkes. Vi tager ledelse alvorligt som fag, og vi investerer i hinandens udvikling.

Du bliver ikke leder alene
Du får en grundig introduktion til organisationen, lederrollen og vores arbejdsformer. Du træder ind i en erfaren duoledelse fra dag ét og bliver samtidig en del af Københavns Kommunes introduktionsforløb for nye ledere, som giver dig faglig sparring og netværk på tværs af kommunen.

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag. Men vi forventer, at du er nysgerrig, tager ansvar og er åben for at lære. Til gengæld sørger vi for, at du ikke står alene.

Du vil trives hos os, hvis du

  • brænder for faglig ledelse og udvikling af pædagogisk kvalitet
  • motiveres af at arbejde med diversitet og chancelighed i praksis
  • motiveres af at udvikle medarbejdere og andre ledere
  • arbejder systematisk og ser værdi i refleksion og faglig udvikling
  • kan skabe følgeskab gennem dialog, tydelighed og tillid
  • trives med at være til stede og synlig i de klubber, du leder
  • trives i et tæt ledelsesfællesskab, hvor man både lærer fra sig og bliver klogere af andre

Hos os får du

  • et engageret fritidscenter med fagligt stærke medarbejdere og et stærkt kollegialt fællesskab
  • et tæt ledelsesfællesskab med høj grad af sparring og fælles ansvar
  • kompetente pædagoger med ledelsesfunktion som nære samarbejdspartnere
  • et velfungerende samarbejde med medarbejderrepræsentanter og en engageret forældrebestyrelse
  • gode muligheder for faglig og ledelsesmæssig udvikling
  • et arbejdsmiljø med fokus på trivsel, samarbejde og kvalitet

Det forventer vi af dig
Du er uddannet pædagog eller har en sammenlignelig uddannelse. Du har en lederuddannelse – fx diplom i ledelse – eller du er parat til at påbegynde uddannelsen i forbindelse med ansættelsen.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på fuld tid. Vi ønsker, at du kan tiltræde den 1. oktober 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at tage kontakt til klyngeleder Mathilde Gerike Heichelmann på 23 82 63 01/mathim@kk.dk (i uge 28 og 29) og klyngeleder Flemming Klysner Nielsen på 28 29 97 20/v274@kk.dk (i uge 31 og 32).

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig

Søg via linket senest søndag den 9. august 2026
Vi holder 1. samtalerunde mandag den 17. august og 2. samtalerunde mandag den 24. august. Kandidater, der inviteres til 2. samtalerunde, skal afsætte ca. to timer til en samtale og test med vores eksterne rekrutteringspartner – det bruges som et fælles grundlag i den samlede
vurdering.