Pædagogisk leder til Børnehuset Bodil i Klynge G på Amager (barselsvikariat)

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Klyngen søger en barselsvikar for pædagogisk leder, som har lyst, ideer og kompetencer til at være med til at skabe og lede i retningen af udbytterige læringsmiljøer for børn og personalet med fokus på faglig ledelse med højkvalitet.

Der er to pædagogisk ledere i Børnehuset Bodil. Dine arbejdsopgaver vil, sammen med den anden pædagogiske leder, være at forbedre og fastholde den nuværende høje faglige kvalitet. Stillingen indbefatter derfor et tæt samarbejde mellem de to pædagogiske ledere. Du vil primært have ansvar for børnehavedelen, men vi er et fælles hus, og derfor vil mange arbejdsopgaver overlappe hinanden.

Børnehuset Bodil er snart fire år gammelt og er gået fra to til fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Enheden arbejder bl.a. med Tryghedscirklen, leg, hverdagens rutiner, overgange, sprog, dokumentation og evaluering samt arbejdsfællesskaber.

I indretningen tager vi udgangspunkt i Rum og Læringsprincipperne. Dette betyder, at der er fokus på børnenes lege og læringsmiljøer, opdeling i mindre grupper, æstetik og rummets betydning for pædagogikken. 

Medleder i klyngeledelsen  
Klyngen består af seks enheder, en vuggestue og fem integrerede institutioner, hvor der er tilknyttet en pædagogisk leder i hver enhed.  

Vi forventer, at du som en del af klyngeledelsesteamet er uddannet pædagog og gerne suppleret med anden kompetenceudvikling.  

Du skal kunne se dig selv som en del af et team, hvor vi bl.a. har fokus på nærværende faglig ledelse, vores ledelseskompetencer og fordeling af opgaverne i klyngen på tværs for at højne fagligheden og ressourcefordeling. Du skal kunne reflektere over din egen praksis – sammen personalegruppen og i ledelsen. Du skal have kendskab til vigtigheden af at skabe meningsfyldte fællesskaber for alle børn og medarbejdere, fx gennem personalets positionering og husets fysiske indretning.

Vi søger en pædagogisk leder, som forstår vigtigheden af at skille det personlige fra det faglige, og som ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab i klyngen og enheden.

Vi er i gang med dagtilbudsledelsesuddannelsen i Københavns Kommune for at kvalitetssikre ved brug af KIDS, pædagogisk analyse og data.

Du skal have gode kommunikative kompetencer, kunne lytte, gå med på andres ideer, turde tænke nye og anderledes tanker og sjove muligheder samt bakke op om – og implementere – beslutninger truffet i ledelsen og MED.  

I hverdagsledelsen i klyngen er vi optagede af

  • At skabe fælles platform og en pædagogisk overordnet retning
  • Fokus på kvalitetsudvikling af praksis og udbytterige læringsmiljøer for børn
  • At forbedre og vidensdele på tværs af klyngen gennem de faglige fyrtårne, sprogansvarlige, storbørnegruppe osv.   
  • Evalueringsmetoder/-kultur i forhold til Den Styrkede Pædagogiske Læreplan
  • Arbejdsfællesskaber i ledelsen, og hvordan vi optimerer dette 
  • At udvikle en fælles kultur med sjove, kreative ideer og tænkning 

Ledelse af en enhed  
Du skal tage udgangspunkt/afsæt i aktuel pædagogisk viden om børns læring og kompetencer, når I i enheden arbejder og skaber udbytterige læringsmiljøer for børn.

Du har erfaring med at omsætte politiske mål og lovpligtige læreplanstemaer til en professionel hverdag i en enhed. Du skal kunne arbejde med metoder til refleksion, dokumentation og dataindsamling, evaluering, nye ideer og afprøvning. Du har erfaring med faglig sparring, at lede læreprocesser tæt på praksis, refleksivt, metodisk og systematisk, og kan arbejde konstruktivt med komplekse problemstillinger. 

Du kan skabe tillidsfulde relationer, motivere medarbejderne i arbejdet med at udvikle den pædagogiske praksis og sikre medansvar, medindflydelse og medbestemmelse i hverdagen.  

Det er vigtigt, at du som leder er faglig, nærværende, tydelig, tilgængelig og synlig i den daglige praksis, både for børn, medarbejdere og forældre.   

Vil du være med til at skabe høj kvalitet i klyngen, opfordrer vi dig til at søge stillingen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Tiltrædelse pr. 15. november 2025.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Hvis du har spørgsmål eller vil aftale en rundvisning, kan du kontakte klyngeleder Charlotte Mauritzen på 29 39 99 33.

Søg via linket senest tirsdag den 30. september 2025
Ansættelsessamtaler afholdes i uge 40 og 41.