Pædagogisk leder til Børnebyen ved Glyptoteket – ledelse, faglighed og fællesskab midt i København

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger en pædagogisk leder, der har lyst til at være tæt på hverdagen, børnene og medarbejderne – og som samtidig kan sætte en tydelig, faglig og organisatorisk retning for Børnebyen ved Glyptoteket

Børnebyen ved Glyptoteket er en institution midt i København med tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Børnehaven skiftes til at tage i udflytter 14 dage ad gangen. Vi er et hus med stærke traditioner, engagerede medarbejdere og en hverdag, hvor faglighed, fællesskab og ordentlighed betyder noget.

Vi søger en leder, der kan se og bygge videre på det, der allerede fungerer godt, og som sammen med medarbejderne kan udvikle den pædagogiske praksis.

Ledelse tæt på hverdagen
Som pædagogisk leder bliver du en synlig del af huset. Du skal kende børnene, medarbejderne og forældrene og have blik for, hvad der rører sig i hverdagen.

Du skal kunne sætte retning, træffe beslutninger og følge dem til dørs. Samtidig skal du kunne lytte, inddrage medarbejdernes faglighed og skabe følgeskab omkring de beslutninger og den udvikling, I sammen arbejder med.

Vi leder efter en leder med et godt fagligt og ledelsesmæssigt blik, som kan vurdere, hvad en situation kalder på. Nogle gange skal der handles hurtigt og tydeligt, andre gange skal der være tid til at undersøge og få flere perspektiver på det, der er på spil.

Hos os hænger faglig ledelse og daglig drift tæt sammen. Du skal have blik for den pædagogiske kvalitet og børnenes hverdag og samtidig kunne skabe gode rammer for medarbejderne og få hverdagen til at fungere.

Vi leder efter dig, der

  • er uddannet pædagog og har ledelseserfaring eller lyst og kompetencer til at træde ind i ledelsesopgaven
  • kan sætte en tydelig faglig retning, træffe beslutninger og skabe følgeskab
  • er nærværende og ordentlig i din personaleledelse og har blik for det samlede arbejdsfællesskab
  • kan skabe struktur og bevare overblikket – også når hverdagen er kompleks
  • kommunikerer tydeligt, samarbejder godt og er åben for andre perspektiver

Du bliver en del af et ledelsesfællesskab
Børnebyen ved Glyptoteket er en del af en klynge, og som pædagogisk leder bliver du en del af klyngens samlede ledelsesteam.

Her samarbejder vi om både den fælles retning og de konkrete ledelsesopgaver. Vi deler viden og erfaringer, hjælper hinanden, når opgaverne er komplekse, og forventer, at du både bidrager med dit eget perspektiv og tager ansvar for det fælles.

Samtidig får du et stort ansvar for den daglige ledelse af Glyptoteket og for sammen med medarbejderne at skabe en velfungerende hverdag med høj pædagogisk kvalitet.

Om Børnebyen ved Glyptoteket
Vi bor i de gamle lokaler på Rudolf Bergs Hospital med Tivoli som genbo, Glyptoteket som nabo og Hovedbanegården fire minutters gang herfra.

Byen er en naturlig del af vores pædagogiske hverdag, og vi bruger de mange muligheder, København tilbyder. Samtidig har vi en stor, smuk legeplads med masser af beplantning og plads til både vilde lege, fordybelse og rolige stunder.

Indenfor har vi store lyse stuer med højt til loftet og læringsmiljøer, hvor vi lægger vægt på plads til leg, nærvær og fordybelse – og på ordentlighed og overskuelighed for både børn og voksne.

Vi vil vores fag, og det skal kunne mærkes. Vi møder børn, forældre og hinanden med professionalisme, respekt og ordentlighed. Vi har en velfungerende TRIO og vægter tillid, samarbejde og psykologisk tryghed højt.

Har du lyst til at stå i spidsen for Glyptoteket?
Vi søger ikke én bestemt ledertype. Men vi søger en leder, der vil tage ansvar for både mennesker, faglighed og drift og som har lyst til at skabe gode rammer for, at medarbejderne kan lykkes med deres vigtigste opgave: at skabe gode, trygge og udviklende hverdage for børnene.

Til gengæld får du mulighed for at stå i spidsen for et dejligt hus med engagerede medarbejdere, masser af faglighed og en helt særlig placering midt i København.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Mere information
Har du lyst til at høre mere om stillingen og Børnebyen ved Glyptoteket, er du meget velkommen til at kontakte konstitueret klyngeleder Rikke Sjøgren på 23 48 76 59.

Søg via linket senest tirsdag den 22. september 2026