Pædagogisk leder til attraktiv stilling i Fritidscenter Østerbro Nord

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for ledelse og faglig udvikling i samarbejde med ledelsesteam, medarbejdere og samarbejdspartnere?
Og for at skabe det bedste fritidstilbud til større børn og unge?

Så er du måske den rette til stillingen, da en af vores nuværende pædagogiske ledere i Fritidscenter Østerbro Nord har valgt at søge nye udfordringer.

Fritidscenteret er pædagogisk, organisatorisk og økonomisk velfungerende med et højt fagligt niveau. Vi har bl.a. fået gode tilsynsrapporter siden 2017. Fritidscenteret har i 2025 særligt fokus på udviklingen af et pædagogisk læringsmiljø, der understøtter børn og unges trivsel, relationer og fællesskaber. Derudover er der fortsat fokus på udvikling af ungeværket, det opsøgende arbejde og implementering af kommunens tiltag 'det gode fritidsliv'. Fritidscenter Østerbro Nord er del af Fritidsklynge Indre By/Østerbro, der også består af Fritidscenter Christianshavn/Indre By. Fritidscenteret har ca. 850 børn og unge i alderen 10-17 år og er beliggende på fire matrikler, hvor den ene matrikel er fritidscenterets ungeværk for unge i alderen 14-17 år.

Grundet fritidscenterets størrelse og kompleksitet er der to pædagogiske ledere, der er fælles om ledelsen, hvor nogle ledelsesopgaver er fælles og andre fordelt. Du skal derfor have lyst til og se muligheder i et tæt fælles lederskab med den nuværende pædagogiske leder om den samlede ledelsesopgave. Du får primært ledelsesansvar for en afdeling i fritidscenteret, herunder bl.a. personaleledelse, organisering, faglig udvikling og drift. Øvrig fordeling af ansvarsområder og ledelsesopgaver vil ske i dialog efter ansættelsen.

Vi forventer, at du

  • leder med insisterende fokus på børn, unge og kontinuerlig udvikling af pædagogisk kvalitet
  • har en anerkendende og inkluderende ledelsesstil og udvikler engagement, følgeskab og arbejdsfællesskab i samarbejde med medarbejderne
  • prioriterer nærværende faglig ledelse, feedback og sparring
  • har interesse i at lede med afsæt i data både kvantitativt og kvalitativt
  • trives med og prioriterer et tæt samarbejde med klyngeleder, ledelsesteamet, medarbejdere og forældre
  • er god til netværksarbejde og ser værdi i at videreudvikle det gode tværfaglige samarbejde med områdets folkeskoler og andre samarbejdspartnere
  • har interesse for og ser potentiale i fælles faglig udvikling på mange niveauer i fritidscenter, klynge og kommune
  • har gode IT-færdigheder og har flair for at anvende nye systemer og administration

Fritidscenter Østerbro Nord og Fritidsklynge Indre By/Østerbro tilbyder

  • 37 engagerede medarbejdere med blandet anciennitet og kompetencer, der har børn og unge i fokus, hjælper hinanden og samarbejder på tværs af afdelingerne
  • en spændende stor arbejdsplads i udvikling med fokus på at løse opgaver på et højt fagligt niveau
  • et erfarent klyngeledelsesteam, der sparrer, udvikler og hjælper hinanden
  • et ledelsesfagligt samarbejde og netværk på tværs af kommunens fritidscentre
  • gode muligheder for faglig udvikling
  • deltagelse i et fælles introprogram for nye ledere i Københavns Kommune, så du bliver sat godt ind i dagsordener, opgaver og systemer

Derudover vil der være et individuelt introprogram for dig, der matcher dine kvalifikationer og erfaringer. Særligt den første tid vil blive planlagt, så du kommer godt fra start.

Hvis du er klar til denne spændende udfordring og være med til at forme udvikling og fremtiden for Fritidscenter Østerbro Nord, ser vi frem til at høre fra dig.

Ansættelsesvilkår
Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2025. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. 

Vil du gerne vide mere?
For yderligere information kontakt klyngeleder Rune Færch Meisner på 51 71 70 30/av07@kk.dk.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 16. juni 2025
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 24. og 26. juni om eftermiddagen og aftenen.