Pædagogisk assistent/erfaren pædagogmedhjælper til Børnehuset Sluseholmens vuggestue
Genopslag
Synes du også, at vuggestuebørn er de sejeste små mennesker i verden?
Elsker du at være med i deres univers – på gulvet, på legepladsen og gerne i fuld fart over forhindringsbanen?
Så er det måske dig, vi mangler.
Du skal være med til at gøre en forskel (og få pulsen lidt op)
Vi vil give vores vuggestuebørn det bedst mulige tilbud – et trygt, kærligt og bevægelsesglad sted, hvor trivsel og udvikling går hånd i hånd. Det kræver en som dig: Nærværende, nysgerrig og ikke bange for at lave sprællemænd i gummistøvler.
Vi glæder os til at møde dog og begynde et samarbejde med dig, der brænder for vuggestuebørn og som tænker, at vuggestuebørn er de mest fantastiske små mennesker at skabe læring for. Når der er udfordringer, træder arbejdsfællesskabet i karakter, og så hjælper vi selvfølgelig hinanden på tværs af huset.
Vi leder efter dig, der
- går i børnehøjde (bogstaveligt talt og pædagogisk)
- ser hverdagens rutiner som muligheder for læring og samspil
- tør dumme dig lidt – og lære af det
- giver og tager imod feedback med nysgerrighed
- har lyst til at blive klogere, og måske drømmer om at læse videre til pædagog
- synes, at ugeplaner og årshjul er brugbare redskaber (ikke onde skemaer)
Hvad kan få dig til at skifte til et job hos os?
Vi kan friste med en velfungerende og attraktiv arbejdsplads i det 'nye' Sydhavnen. Vi går op i et godt arbejdsfællesskab, hvor stue- og teamorganisering går hånd i hånd. Vi har derudover prioriteret tid til forberedelse og faglig sparring.
Vi er et hus i bevægelse – både fysisk og fagligt. Vi har højt til loftet, kolleger, der hjælper hinanden (og griner sammen), og børn, der er nysgerrige på verden. Vi er netop i gang med at idrætscertificere hele huset, så du bliver en del af noget, der vokser.
Om os
Hos os ser vi forskellighed som en styrke, der kan berige vores verden. Denne forskellighed får plads indenfor rammer i stedet for regler. Vi målretter pædagogikken ud fra børnegruppen og det enkelte barns behov. Vores læringsmiljøer planlægger og udvikler vi løbende på vores personalemøder, udviklingsmøder og stuemøder, og vi har fokus på sprog, fællesskab og bevægelse.
Vi er normeret til 60 vuggestuebørn, som er fordelt på fem stuer. Derudover har vi en udflytterbørnehave, der hver dag tager bussen ud til Rymarksvej i Hellerup, hvor de har et dejligt hus, smuk natur og masser af plads til leg og bevægelse. Vi har også en dejlig legeplads i gården, og når horisonten skal udvides, kan vi tage vores eldrevne ladcykler og komme langt omkring.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2025 eller snarest derefter. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
For yderligere information se Børnehuset Sluseholmens hjemmeside, vores instagram (@bornehusetsluseholmen) eller kontakt pædagogisk leder Mike Bukkehave Carlsen på 29 13 98 49 for at aftale et besøg.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter.
Søg via linket senest mandag den 14. juli 2025