Pædagogisk assistent eller pædagogmedhjælper med erfaring til Børnehuset Sluseholmens vuggestue

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Genopslag

Synes du også, at vuggestuebørn er de sejeste små mennesker i verden? Elsker du at være med i deres univers – på gulvet, på legepladsen og gerne i fuld fart over forhindringsbanen?

Så er det måske dig, vi mangler!

Du skal være med til at gøre en forskel – og få pulsen lidt op
Vi vil give vores vuggestuebørn det bedst mulige tilbud – et trygt, kærligt og bevægelsesglad sted, hvor trivsel og udvikling går hånd i hånd. Det kræver en som dig, der er nærværende, nysgerrig og ikke bange for at lave sprællemænd i gummistøvler.

Vi glæder os til at møde dig og begynde et samarbejde med dig, der brænder for vuggestuebørn, og som tænker, at vuggestuebørn er de mest fantastiske små mennesker at skabe læring for. Når der er udfordringer, træder arbejdsfællesskabet i karakter og så hjælper vi selvfølgelig hinanden på tværs af huset.

Vi leder efter dig, der

  • går i børnehøjde – bogstaveligt talt og pædagogisk
  • ser hverdagens rutiner som muligheder for læring og samspil
  • tør dumme dig lidt – og lære af det
  • giver og tager imod feedback med nysgerrighed
  • har lyst til at blive klogere – og måske drømmer om at læse videre som pædagog
  • synes at ugeplaner og årshjul er brugbare redskaber (ikke onde skemaer)

Hvad kan få dig til at skifte til et job hos os?
Vi kan friste med en velfungerende og attraktiv arbejdsplads i det ”nye” Sydhavnen. Vi går op i et godt arbejdsfællesskab, hvor stue- og teamorganisering går hånd i hånd. Vi har derudover prioriteret tid til forberedelse og faglig sparring.

Vi er et hus i bevægelse – både fysisk og fagligt. Vi har højt til loftet, kolleger der hjælper hinanden og griner sammen, og børn der er nysgerrige på verden. Vi er netop i gang med at idrætscertificere hele huset – så du bliver en del af noget, der vokser.

Om os
Hos os ser vi forskellighed som en styrke, der kan berige vores verden. Denne forskellighed får plads inden for rammer i stedet for regler. Vi målretter pædagogikken ud fra børnegruppen og det enkelte barns behov. Vores læringsmiljøer planlægger og udvikler vi løbende på vores personalemøder, udviklingsmøder samt stuemøder, og vi har fokus på sprog, fællesskab og bevægelse.

Vi er normeret til 60 vuggestuebørn, som er fordelt på fem stuer. Derudover har vi en udflytterbørnehave, der hver dag tager bussen ud til Rymarksvej i Hellerup, hvor de har et dejligt hus, smuk natur og masser af plads til leg og bevægelse. Vi har også en dejlig legeplads i gården, og når horisonten skal udvides, kan vi tage vores eldrevne ladcykler og komme langt omkring.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse hurtigst muligt.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst.

Som led i ansættelsesprocessen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.

Mere information
For yderligere information se Børnehuset Sluseholmens hjemmeside, vores instagram (bornehusetsluseholmen) eller kontakt pædagogisk leder Mike Bukkehave Carlsen på 29 13 98 49 for at aftale et besøg.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte uddannelsesbevis samt andre relevante dokumenter.

Søg via linket senest tirsdag den 30. september 2025
Vi afholder samtaler løbende.