Pædagoger til Vuggestuen Blomsterkassen – børnene vil så gerne have dig med på holdet
Nu er der mulighed for at præge det gode børneliv. Vi mangler pædagoger til vuggestuen, og børnene vil så gerne have dig med på holdet.
Hvorfor os?
Du skal søge vores ledige stillinger i Blomsterkassen, fordi vi netop nu har brug for at få pædagoger, som kan og vil være med til at præge det gode børneliv hos os.
Vi er en institution med fire stuer med 12 børn på hver stue. Med en nærværende faglig leder tæt på praksis, der sammen med medarbejderne er med til at realisere nye tiltag, former vi sammen det gode børneliv.
I Blomsterkassen har medarbejderne stor mulighed for indflydelse på pædagogiske processer og udviklingsinitiativer. Du får mulighed for at påvirke hvilken praksis, du skal arbejde i, og brænder du for et større ansvarsområde, så er rollen som fagansvarlig (fagligt fyrtårn), vejleder eller stue/etage ansvarlig måske noget for dig.
Faglig udvikling og kvalitetsopbygning
I Blomsterkassen har vi netop arbejdet med et halvt års læringsforløb med tryghedsskabende relationer og positive samspil. Det er bl.a. Tryghedscirklen, hvor den voksne er en tryg base for barnet og møder barnet med et roligt nervesystem. I samspillet med barnet er den voksne altid opmærksom på at have øjenkontakt, at lytte til barnet og er nysgerrig på at forstå barnets intentioner. I 2026 starter vi et nyt læringsforløb, hvor vi vil have fokus på samspil og relationer i legen.
Vi arbejder vi selvfølgelig også med
- at være sproglige rollemodeller – vi har bl.a. på vores faglige fredage haft et længere forløb med fokus på sprog, hvor vi med øvebaner i praksis, arbejder med at udvikle og forbedre den sproglige kvalitet i samtalen og samspillet med børnene
- pædagogik og udvikling i hverdagens rutiner – der ligger mange muligheder i de ting, vi gør hver dag, og bleskift, garderobe, frokost, puttetid osv., er nogle af de bedste muligheder for udvikling og samvær med børnene og ikke blot en praktisk opgave, der skal overstås
- at tilrettelægge aktiviteterne ud fra børnegruppen og det enkelte barns mulighed for at deltage og være en del af et fællesskab – vi møder børnene, hvor de hver især er, for at alle får samme muligheder for udvikling
- at der er læring i alt – vi tror på, at øvelse gør mester og i Blomsterkassen har børnene plads og mulighed for at øve sig både inde og ude
- at prioritere stuemøder højt, da vi mener, at det har stor betydning for kvaliteten af vores pædagogiske arbejde – den pædagogiske leder deltager i alle stuemøder
- at løfte i fællesskab for at få hverdagen til at være så god som mulig – denne fleksibilitet er en vigtig del af vores hverdag
Stillingerne
Vi tilbyder ansættelse med mulighed for at få ansvar for særlige områder, hvor du kan sætte dit præg på det pædagogiske arbejde i hverdagen.
Hvem er du?
Du er først og fremmest uddannet pædagog, og det har selvfølgelig stor betydning, at du har lyst til at skabe kvalitet for børnene sammen med os. Du er bevidst om, hvad kvalitet er, og du ved, hvordan du kan bidrage sammen med dine kolleger. Du evner indlevelse og nærvær, og du fokuserer på børnenes perspektiver og møder dem der, hvor de er. Dine evner som pædagog er du utrolig stolt af, for din uddannelse er vigtig, og det ved du, at den er. Du skal kunne trives i struktur og rutiner, og du skal have en positiv tilgang til arbejdet med den faglige handlingsplan og de opgaver, der følger deraf. Vigtigst af alt skal du dog brænde for at skabe forudsætningerne for det gode børneliv, og du skal kunne se dig selv som en del af et hold, der ser muligheder i de udfordringer, vi møder undervejs. Kun sammen kan vi skabe de bedste rammer for det gode børneliv.
Er der andet?
Ja, der er: Udover den faglige pædagogiske leder, har vi også en pædagog med ledelsesfunktion, som primært tager sig af de administrative opgaver i huset. Sammen fungerer vi som en ledelse, der er synlig, tæt på praksis og tilgængelig hver dag. Samtidig er styrkelsen af arbejdsfællesskabet i højsædet hos os, og derfor vil du opleve en ledelse, som tager dig og dine kolleger alvorligt.
Ansættelsesvilkår
Vi er en del af Nørrebro/Bispebjerg Klynge F med adresse på Titangade 7 i København N. Vi tilbyder ansættelse 37 timer ugentligt, men ønsker du at arbejde færre timer, så er vi til at snakke med. Vores åbningstider ligger kl. 07-16.45 mandag-torsdag og fredag kl. 07-16.30. Dertil kommer der aftenmøder en gang om måneden, og vi forventer selvfølgelig, du kan arbejde indenfor dette tidsrum. Vi ønsker, at du kan starte snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Marie Rehfeld på 25 36 96 36. Du er naturligvis også velkommen til at få en rundtur i Blomsterkassen.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 31. december 2025
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.