Pædagoger til nyt karriereprogram i Danmarks største socialforvaltning
Drømmer du om at styrke din faglighed, og kunne støtte voksne, unge og børn i udsatte positioner?
Er du er uddannet pædagog og har lidt eller ingen erfaring fra socialområdet?
Så har du lige nu en helt unik mulighed for at blive en del af et nyt karriereprogram for pædagoger hos Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Karriereprogrammet er specialdesignet til dig, der er uddannet pædagog, og som har lidt eller ingen erfaring fra socialområdet. Karriereprogrammet giver dig en unik mulighed for at finde din rette hylde og prøve forskellige arbejdspladser og opgaver af. Du får kendskab til flere forskellige målgrupper på socialområdet, og får muligheden for at udvide dit kendskab til den socialpædagogiske praksis.
Dig og din læring er vores fokus, så du kan have borgerne i fokus
Karriereprogrammet sikrer, at du kommer godt ind i vores organisation. Du bliver introduceret til den socialpædagogiske faglighed og ekspertise gennem relevant undervisning, og du får mulighed for at arbejde med de forskellige mennesker, som vi hjælper i de sværeste perioder i livet.
Masser af muligheder i karriereprogrammet
Vi tilbyder en start på dit socialpædagogiske arbejdsliv i en organisation, hvor mulighederne nærmest er utallige, og hvor vi arbejder med mennesker i udsatte positioner, i alle aldre. Du vil derfor få mulighed for at stifte bekendtskab med det socialpædagogiske arbejde inden for målgrupperne børn, unge og voksne i socialt udsatte positioner og/eller med fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne.
Det er altid vigtigt og komplekst, når vi har med udsatte mennesker at gøre, og vi er sat i verden for at støtte den enkelte hurtigt og mindst indgribende, så de kan leve det liv, de ønsker. Med andre ord, så har vi altid en spændende læringsmulighed for dig – også i resten af arbejdslivet.
'Vores karriereprogram er et tilbud til dig som pædagog, hvor du bliver introduceret til de mange muligheder, vi har til dig i Socialforvaltningen. Vi er mere end 7.500 kolleger, der arbejder med mere end 40.000 borgere, som løbende er i kontakt med os. Vi tager dig alvorligt, når du tager borgerne alvorligt', siger Katrine Ring, der er administrerende direktør i Socialforvaltningen.
Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du er uddannet pædagog med lidt eller ingen socialpædagogisk erfaring, og har mod på og lyst til at prøve dig selv af som socialpædagog.
Bliver du udvalgt til at indgå i vores karriereprogram, bliver du fastansat som socialpædagog, og vil få mulighed for det første halve år at arbejde med ca. fire forskellige målgrupper, fordelt på forskellige botilbud. Når du er på arbejde på et af vores botilbud, indgår du i arbejdet med samme arbejdstider (dag, aften og weekend), som dine kolleger på stedet. I løbet af det halve år samles du og dine kolleger i karriereprogrammet jævnligt, hvor vi sørger for, at I udvikler jeres socialfaglige kompetencer og netværk. Du vil selvfølgelig have din lokale leder i hverdagen på det enkelte botilbud, men du vil også have din karriereleder, der er Anders. Efter de seks måneder, finder vi det helt rigtige match, som bliver din kommende arbejdsplads.
Hvis du i et af dine forløb på et botilbud tænker, at her vil du gerne arbejde (og leder på gældende arbejdsplads også synes, at der er et match), er det muligt at stoppe Karriereprogrammet før tid, og blive tilknyttet dette botilbud som dit tjenestested.
'Jeg glæder mig helt vildt til at byde 15 nye medarbejdere velkommen i Socialforvaltningen. Du er i dag enten nyuddannet pædagog, fx med specialisering i socialpædagogik, eller også er du uddannet pædagog med nogle års erhvervserfaring og et udtalt ønske om at prøve dig af som socialpædagog. Vi har tilrettelagt et fedt program, hvor du er garanteret masser af læring, nye perspektiver, og et stort fagligt og socialt fællesskab', siger Anders Jacobsen, der er leder af karriereprogrammet.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i en fast stilling, hvor din gennemsnitlige arbejdstid vil være 37 timer ugentligt. Der vil være både dag- og aftenvagter ligesom du skal være parat til at arbejde i weekenden og på helligdage. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for pædagogisk personale.
Det halve år, under karriereprogrammet, vil du være ansat i Center for HR og Organisation i Socialforvaltningen, hvor du varetager opgaver på botilbud af ca. seks ugers varighed pr. tilbud. De fleste arbejdspladser ligger i eller omkring Københavnsområdet.
Du vil efter de seks måneder i karriereprogrammet, efter en tæt dialog med dig og den lokale tilbudsleder, blive flyttet og fast tilknyttet et tilbud, der matcher dine ønsker bedst muligt.
Det er vigtigt, at du har en ok fysisk grundform, da alarmen kan gå, og du hurtigt og sikkert skal håndtere uforudsete situationer.
Vi indhenter børne- og straffeattest ved ansættelse.
Hop ind og prøv vores dilemmaspil på Karriereprogrammets hjemmeside
Vi forventer, at du besøger vores hjemmeside her, og at du prøver vores dilemmaspil, hvor du vil få små smagsprøver på nogle komplekse pædagogiske udfordringer, du kan møde i din hverdag. På hjemmesiden kan du desuden få meget mere at vide om karriereprogrammet.
Du er også velkommen til at ringe til os på 24 67 50 81. Vi sidder klar ved telefonen mandage og torsdage fra kl. 11-13.00.
Ansøgning
Du behøver ikke at skrive en traditionel ansøgning, men kan nemt klikke dig igennem et par spørgsmål om din motivation og relevant erfaring fra fx andet pædagogisk arbejde eller frivilligt arbejde.
Søg via linket senest torsdag den 23. oktober 2025
Vi indkalder til samtale løbende. Hvis du bliver indkaldt til samtale, vil du blive bedt om at fremsende cv og uddannelsesbevis forud for samtalen.