Pædagoger til den integrerede institution Østen for Solen med unikke familiegrupper og grønt fokus

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

(Genopslag)

Har du lyst til at arbejde med børn 0-6 år i én af Amagers bedste institutioner?

Så er chancen der netop nu, hvor vi har flere ledige pædagogstillinger.

Om jobbet
Østen for Solen er en aldersintegreret daginstitution med ca. 85 vuggestue- og børnehavebørn. Vi har samlet vores 0-4-årige på fire fuldt aldersintegrerede familiestuer og vores største børn på en storbørnsstue.

Du vil som pædagog på én af de fire aldersintegrerede stuer blive en del af vores dygtige personalegruppe, som hver dag sørger for, at vores børn trives og udvikler sig. Du kommer til at arbejde sammen med én anden fast pædagogisk uddannet personale og en pædagogmedhjælper på stuen, og du vil hurtigt opleve, hvilke spændende pædagogiske muligheder og erfaringer, det giver at arbejde med aldersgruppen 0-4 år. På familiestuerne har vi en del søskendepar, hvilket giver et trygt og tæt forældresamarbejde.

Under mottoet 'Østen for solen – vi følges mod stjernerne' har vi en veldefineret og afprøvet tilgang til pædagogik, som hele tiden er under udvikling, og som vi også inviterer dig til at bidrage til. Du kommer til at arbejde med kreativ udfoldelse og leg på vores hjemlige stuer, store grønne legeplads og i nærområdet, herunder Amager Fælled og Remiseparken.

Du kan genkende dig selv i at

  • være engageret og omsorgsfuld
  • have en anerkendende tilgang til børnene, hvor du giver plads til medbestemmelse og vægter børneperspektiver højt
  • være til pædagogiske aktiviteter planlagt med udgangspunkt i børnegruppen – godt blandet med livsglæde og plads til spontanitet – Alt sammen med et blik for, at børn udvikler sig i forskellige tempi
  • turde reflektere og være selvkritisk
  • vægte kommunikationen højt mellem kolleger og forældre
  • være smilende og positiv
  • være en god kollega

Hvad vi tilbyder
Du får høj grad af medbestemmelse og mulighed for at få dine egne faglige interesser ind i dit pædagogiske arbejde. Vi er en personalegruppe, der udvikler os løbende igennem kurser, konsulenter udefra, netværk på tværs af huset og i klyngen i forhold til, sprog, pædagogik, mv. Vi har også en årlig udviklingsdag i klyngen, hvor vi har om forskellige pædagogiske temaer. Vi er en blandet personalegruppe i forhold til erfaring, alder og køn, og vi sætter faglig udvikling og kvalitet højt. Vi kan godt lide at have det godt sammen som kollegaer.

Vi har et dejligt lyst og velindrettet hus, og på vores store legeplads er der både skov og høns. Vi har et dejligt værksted med mange muligheder for kreativ udfoldelse og en pædagog ansat, som særligt arbejde med natur, genbrug og bæredygtighed. Vi ligger tæt på Amager Fælled og haveforeningernes mangfoldige legepladser, hvor vi ofte går eller cykler hen i vores el-ladcykler. Vi bor på Røde Mellemvej 73 i København S.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.  
Arbejdstiden udgør ca. 37 timer ugentligt med skiftende arbejdstider og rullende fredage – vores åbningstider er mandag-fredag kl. 07-17.00 (fredag til kl. 16.00).
Som ansat i Københavns Kommune optjener du plustid, hvilket giver dig en ekstra uges ferie om året.
Vi ønsker stillingerne besat den 1. marts 2026. 
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer. 

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Susanne Thaysen på 29 40 75 19.

Du kan også finde yderligere oplysninger om os på vores hjemmeside.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest torsdag den 12. februar 2026
Samtaler afholdes den 16. februar 2026.