Pædagoger med erfaring med udviklingshæmning og autisme til Klubben på UiU (fast stilling og barselsvikariat 30 timer om ugen)
Klubben på UIU hører under barnets lov § 82, § 83 og § 84, og er et fritidstilbud til de medlemmer, der er tilknyttet Uddannelsescenter UIU's 10. klasse og STU-tilbud. I klubåret 2026/2027 har vi en større udvidelse og har 67 medlemmer tilknyttet. Alle vores medlemmer er udviklingshæmmede og er på et tidligt udviklingstrin.
Klubben er p.t. organiseret i seks teams. Du vil være ansat i Klubben, men være tilknyttet ét team. Dine kolleger i Klubben består af pædagoger og uuddannede klubassistenter.
Klubben består af unge med multiple funktionsnedsættelser og unge med autisme. Da de unge er på et tidligt udviklingstrin, har de et stort behov for struktur samt hjælp og støtte i hverdagen.
Stillingerne er i vores gruppe med unge mennesker med autisme
Medlemmernes behov for hjælp og støtte varierer fra det ene team til det andet. Behovet varierer fra i et team at have brug for hjælp og støtte til de fleste ting til i et andet team at have brug for tæt guidning for at magte hverdagen.
Vi arbejder med og tager udgangspunkt i autismepædagogik med tilgangen Low Arousal, og desuden arbejder vi med sansemotorik og kommunikation. Målgruppen har brug for en tydelig, struktureret tilgang. De unge kan udvise indadrettet som udadrettet adfærd.
I Klubben arbejder vi for at understøtte ungdomskulturen gennem daglige aktiviteter med fokus på sanseintegration, bevægelse, udeliv, krea, musik, spil og andre sociale aktiviteter. Vi har særligt fokus på medlemmernes selvstændighed og på en sansemotorisk tilgang, og vi støtter op om deres egne initiativer og opfordrer dem til at gøre de ting, de kan selv. Derudover vægter vi udvikling i fysiske og sociale kompetencer. Kommunikationen i gruppen er mangfoldig, og der arbejdes med alternative kommunikationssystemer som TTT, PECS, PODD, konkreter og Boardmaker.
Arbejdstider
Du vil blive ansat i en 30-timers stilling. Vi arbejder ud fra en årsnorm. Det betyder, at du i de 12 uger, hvor skoledelen på UiU holder lukket, og Klubben er åben, vil have en ugentlig arbejdstid, som er fire dage kl. 08-16.15 og en dag fra kl. 08-17.00, hvilket betyder 12 uger af 42 timer ugentligt. I alle øvrige uger vil tiden med de unge være reduceret til to-tre timer dagligt. Dertil kommer møder og forberedelse. Et ugeskema vil for en faguddannet typisk se ud på følgende måde på skoledage og indeholde mellem 21 og 28 timer om ugen:
Mandag kl. 10.15-16.15
Tirsdag kl. 12.55-16.15
Onsdag kl. 10.00-16.15
Torsdag kl. 13.10-17.00
Fredag kl. 13.10-16.15
Klubben har 10 gange om året aftenåbent til kl. 19.30, og otte gange om året personalemøder om tirsdagen fra kl. 10.00.
Vi ønsker os kolleger, der
- har erfaring med målgruppen
- har kendskab til at arbejde med mennesker på et tidligt udviklingstrin
- brænder for målgruppen
- har lyst til at indgå i teamsamarbejde
- trives med foranderlighed i en struktureret hverdag
- har erfaring med kommunikation med målgruppen eller sanseintegration
- har lyst til at arbejde tværfagligt
- har fokus på udvikling og handling og som er engageret i deres arbejdsplads
Vi tilbyder
- mulighed for stor indflydelse i dit arbejde
- kolleger med visioner og handlekraft
- pædagogiske udfordringer
- en god normering
Vi forventer, at du
- er fagligt velfunderet
- har gode samarbejdskompetencer og kan samarbejde med såvel medlemmer, forældre, kolleger og ledelse
- kan arbejde analytisk og observerende, metodisk og systematisk
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 30 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. september 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
For nærmere information kontakt pædagogisk leder Louise Pedersen på 33 66 89 30/26 15 47 19. Bliver du inviteret til en samtale, kontaktes du af pædagogisk leder Louise Pedersen angående besøg i Klubben mandag den 17. august kl. 14.00.
Søg via linket senest torsdag den 13. august 2026
Vi holder ansættelsessamtaler tirsdag den 18. august.