Pædagog til vuggestuen Barndommens Gade

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at skabe en tryg og struktureret hverdag og skabe de bedste forudsætninger for børnenes udvikling sammen med en masse dygtige kollegaer? Så læs her

Vi er en vuggestue på Vesterbro med 74 skønne børn fordelt på to matrikler. Vi består af to afdelinger med tre stuer i hvert hus, og lige nu har du muligheden for at blive en del af vores fantastiske vuggestue.

Vi søger en engageret og fagligt dygtig pædagog, der har lyst og kompetencer til at arbejde med børn i alderen 0-3 år. Vi anser vuggestuearbejdet for verdens vigtigste og dejligste arbejde. Vi ønsker, at du har et særligt fokus på omsorg, tilknytning, relationer og børnefællesskaber.

Du skal være fagligt reflekteret og kan skabe glæde og lys i øjnene hos børnene, og du mener, at det gode relationsarbejde er en forudsætning for din praksis. Du er energisk, engageret og imødekommende. Du har et positivt livssyn og er med på at tage ansvar i vores arbejdsfællesskab.

Om os
Vi er en engageret medarbejdergruppe med godt humør og god dynamik. Vi ønsker at praktisere en kontinuerlig udvikling af Barndommens Gade – bl.a. i forhold til børn og forældre, vores kollegiale samarbejde i arbejdsfællesskabet samt udvikling af medarbejdergruppen og den enkelte ansatte. Ligeledes har vi et stort fokus på det sociale samvær og samarbejde som kollegaer, da vi ser det som en vigtig værdi på vores arbejdsplads.

Vi har en engageret og nysgerrig pædagogisk leder, som prioriterer udvikling af vuggestuepædagogik, og som sætter rammen for et arbejdsfællesskab, hvor både børn og voksnes trivsel står forrest.

”Hos os er stemningen altid god! Vi har det godt kollegaer imellem på alle stuer, og vi tager fælles ansvar for alle opgaver. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs, og der er altid en kollega at sparre med. Vi er en blanding af erfarne og nye/unge medarbejdere, men fælles for huset er, at vi har det sjovt og respekterer hinanden. Og så holder vi nogle gode fredagsbarer! ” Joan, AMR og pædagog.

”Det bedste for mig ved at arbejde i Barndommens Gade er klart den gode stemning, som er i huset, fordi vi respekterer og har det godt med hinanden. Det gælder både arbejdsmæssigt, hvor vi er gode til at hjælpe hinanden på tværs af stuerne, men også at vi kan have det sjovt sammen udenfor arbejdstiden. Vi har også en ledelse, som man altid kan gå til, og som jeg oplever er i øjenhøjde med personalet.” Sofie, Pædagog

“Du skal arbejde hos os, fordi vi værner om den langsomme pædagogik, nærværet og hinanden. Og selvom der nogle gange er travlt, så er vi virkelig gode til at bevare nærværet med børnene men også hinanden. Vi er gode til at kommunikere med hinanden, så vi altid ved, hvad vi kan forvente af hinanden. Og så giver vi altid plads til latter og humor, fordi det skal være sjovt at gå på arbejde.” Mathilde, pædagog

” Vi søger dig, der har et stort overblik og kan være med til at strukturere gode rammer for børn og voksne. Du er fleksibel og omstillingsparat på travle dage. Du kan sætte humør og kulør på hverdagen. Vi har et stort fokus på tydelige, trygge og udviklingsrige rammer omkring dagens rutiner. Således skaber vi glade og trygge børn, som er selvhjulpne og børnehaveparate, når den tid kommer.” Maja og Christina, Pædagoger

Vores pædagogiske fokus er at sikre god kvalitet for både børn og voksne over hele dagen. Derfor arbejder vi struktureret med de pædagogiske rutiner og de muligheder, de giver os i arbejdet med børnenes tryghed, trivsel og udvikling. Dette gør vi blandt andet ved at skabe mulighed for et stærkt samarbejde på tværs af stuerne.

Vi afholder kontinuerlige pædagogmøder i afdelingerne, og hos os er det ikke dine og mine børn – men vores børn. Derfor har vi alle sammen ansvaret for, at alle børn trives i vores vuggestue.

Vil du have fokus på nærvær, tryghed, de pædagogiske rutiner, legemiljøer og ikke mindst omsorgen og tilknytning for de mindste? Så skal du søge denne stilling hos os. Vi venter gerne på den helt rigtige til vores arbejdsfællesskab.

Ansættelsesvilkår 
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.

Arbejdstiden udgør 30-37 timer ugentligt. Ansættelse er fra den 4. august 2025.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Bilag
Sammen med din ansøgning beder vi dig medsende CV og uddannelsesbevis.

Yderligere oplysninger  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Maja Hansen på 2328 6580.

Søg via linket senest søndag den 27. juli 2025