Pædagog til stilling som vågen nattevagt på børne- og ungehjemmet Nærumgård i Nærum
Vi søger en vågen nattevagt, der sammen med gode kolleger har lyst til at skabe rolige nætter og morgener for børn og unge.
Nærumgård er hjem for 14 børn og unge i alderen 5-18 år og er beliggende i Nærum omgivet af skov og grønne områder. Børnene har alle udviklingshæmning i moderat til svær grad og en vifte af andre diagnoser som autismespektrumforstyrrelse og ADHD.
Børnene har brug for kompetente og omsorgsfulde voksne til at støtte og hjælpe i stort set alle aktiviteter, herunder at gøre hverdagen genkendelig og struktureret samt til personlig pleje. Det er børn og unge, som har begrænset verbalt sprog, og som kan reagere med selvskadende eller udadreagerende adfærd.
Vi tilbyder
- en meningsfuld opgave, som vi løfter med ydmyghed i forhold til den særlige og afgørende betydning, vi har på børnene og deres familiers liv
- et interessant og komplekst arbejde, som giver rig mulighed for faglig udvikling og indimellem også lyst til at hive sig i håret
- dygtige og imødekommende kolleger, som hjælper dig godt i gang
Om opgaven
Vi er organiseret i tre afdelinger med hver deres vågne nattevagt. Den ledige stilling er i Stuen, hvor der bor fem børn.
Ambitionen for arbejdet på Nærumgård, er at skabe rammen om et godt børne- og ungeliv med glæde, liv og læring – at give hver enkelt en tryg opvækst med trivsel, udvikling og en så høj grad af selvstændighed som muligt. Om natten betyder det at skabe ro og tryghed.
Din opgave vil konkret være at føre opsyn, særligt med de børn og unge, som har epilepsi samt at imødekomme deres behov for hjælp, støtte og omsorg. Om morgenen skal du sammen med en kollega sørge for, at alle børn og unge får en god start på dagen.
I løbet af natten vil der også være praktiske opgaver af forskellig karakter som eksempelvis tøjvask.
Om dig
Vi forventer, at du
- er uddannet pædagog og har lyst til at arbejde med børn med særlige behov
- trives med natarbejde og kan arbejde selvstændigt
- er fagligt nysgerrig og har lyst til at lære
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse er 1. oktober 2026 eller tidligere, hvis muligt.
Som udgangspunkt ligger arbejdsdagene i tidsrummet 22.45 til 08.00 mandag til søndag i ulige uger og fri den anden uge. Der vil dog være afvigelser herfra i forbindelse med nattevagtsmøder, kurser samt jul og nytår.
Ved ansættelse indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte koordinator Catalina Quist på 21 29 89 44, hvis du vil vide mere om stillingen.
Søg via linket senest søndag den 23. august 2026
Vi holder ansættelsessamtaler tirsdag den 25. august.