Pædagog til Sejlhusets vuggestue

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Sejlhuset er friluftcertificeret, så hvis du også betragter naturen som et af de bedste lærings- og udviklingsrum for børnene, og du kan se dig selv som en del af et team med naturglade kollegaer, så er du lige den, vi søger.

I vores vuggestue drager vi omsorg for børnene og hinanden med fokus på fællesskaber og det gode børneliv. Vi arbejder med natur og bevægelse som grundlag for vores pædagogiske aktiviteter. Vi bruger vores legeplads med indrettet naturværksted, vi leger og går på udflugter i den omkringliggende skønne natur. Vi vægter et godt kollegaskab med en høj faglighed, godt humør og faglige diskussioner, hvor der er plads til at tænke nyt og komme med input og ideer. Vi tanker op på økologisk og sukkerfri kost og vægter det pædagogiske måltid højt.

Sejlhuset er et stort hus, men fordelt på tre mindre matrikler.

Vores børnegruppe er multikulturel, og derfor kommunikerer vi også på engelsk med forældrene. Vi er en uddannelsesinstitution.

Vi er en personalegruppe med et bredt udbud af kompetencer. Vi er to pædagoger og en PAU/medhjælper i hver gruppe. I vores arbejdstid er der indlagt tid til refleksion og forberedelse igennem ugentlige møder, hvor vi har fokus på pædagogik.

Vi søger en pædagog, der

  • har lyst til at være en aktiv og bidragende del af ovenstående
  • elsker udeliv, bål, udflugter og har en kreativ tilgang til naturpædagogiske aktiviteter
  • kan lide og har erfaring med at igangsætte pædagogiske aktiviteter med udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan og har fokus på børnenes udvikling, trivsel og selvhjulpenhed
  • vil være med til at videreudvikle et højt fagligt niveau og har visioner for det pædagogiske arbejde
  • ser børnene som vores primære opgave og forældrene som en aktiv del af institutionens liv
  • vægter et fagligt og udviklende fællesskab med dine kommende kollegaer

Om Sejlhuset
Sejlhuset har en natur-, udelivs- og sundhedsprofil. En del af profilen er, at alle børn har ret til at opleve følelsen af sammenhæng.

I Sejlhuset lader vi os inspirere af Antonovskys definition af sundhedsbegrebet. Han arbejder med tre begreber; forudsigelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

I Sejlhuset arbejder vi med rutiner, der giver barnet oplevelsen af forudsigelighed. Hverdagsrutiner og en pædagogisk struktureret hverdag giver genkendelighed og forudsigelighed for børnene.

Vi understøtter sammenhængen mellem udeliv i vuggestuen og børnehaven blandt andet gennem fælles ture, børnehavebesøg og vores pædagogiske ståsted, når vi er sammen med børnene i naturen. Når børn er i rammer med både forudsigelighed og meningsfuldhed, giver det barnet mulighed for at håndtere omverdenen og barnets egne færdigheder. Alt dette er med til at skabe en grøn tråd for de børn, der går i Sejlhuset. Det vi sanser, husker vi. 

I Sejlhuset har vi 60 vuggestuebørn i Ørestad og 100 børnehavebørn fordelt på to udflytterbørnehaver. Vi har god plads, og derfor fungerer vuggestuen som opsamlingssted for begge børnehaver, der har hus og skønne udefaciliteter i Dragør/Lynge.

Sejlhuset er en del af Amager Klynge I, som består af Børnehuset Else, Børnehuset Jorn, Kongeriget, 8TALLET, LilleArena, M-husets Idrætsbørnehus og Sejlhuset. I Amager Klynge I arbejder vi ud fra Fælles om det gode børneliv. Enhederne har hver deres pædagogiske profil. Vi er en klynge, der er stolte af vores sukkerfri zone og økologiske kostpolitik.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen med mulighed for forhandling af færre timer og med opstart den 1. februar 2026 eller snarest derefter.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Yderligere oplysninger
Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til pædagogisk leder Christina Sand 23 11 76 20.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest onsdag den 7. januar 2026
Vi holder samtaler løbende.