Pædagog til Nørre Fælled Skole – en skole med fokus på fællesskab, udvikling og trivsel
Vil du være en del af en arbejdsplads, hvor vi ser os selv som en samlet enhed, og hvor vi har fokus på mangfoldinge ungefællesskaber?
Kan du sætte flueben ved følgende?
- Uddannet pædagog
- Brænder for arbejdet med unge i alderen 10-14 år
- Idérig, fantasifuld og engageret
- Imødekommende og tillidsfuld over for de unge
- Ikke mindst mødestabil
Så er du måske vores nye kollega i vores fantastiske klub ved Nørre Fælled Skole.
Hvem er vi i klubben?
Du vil indgå i et team på tre ”superpersoner” med unikke kompetencer. Tre pædagoger, hvor den ene er vores teamkoordinator. Vi har 80 sprællevende børn i klubben.
I øjeblikket er vi midlertidigt genhuset i klublokaler på Bispebjerg Skole og har derudover en miniklub for kommende 4. årgang på Nørre Fælled Skole.
Til jul 2025 vil vi blive samlet i vores gamle klublokaler på Nørre Fælled Skole.
Om stillingen
Vi garanterer, at du aldrig vil kede dig hos os – store ord, men vi har altid gang i ét eller andet spændende. Klubben emmer af en masse aktiviteter og projekter. Skøn stemning med de unge, godt kollegialt samarbejde og et fagligt højt niveau i udvikling.
Dit pædagogiske område
Vi har fokus på mangfoldige ungefællesskaber. ”Alle børn kan lykkes” er vores motto, som tager udgangspunkt i vores børnesyn, og hvordan vi arbejder pædagogisk i klubben.
Vi søger en kollega, der kan give vores kreaunivers nyt liv og være med til at skabe kreaværkstedets fremtid med spændende idéer og dine unikke kompetencer. Om det er maling, syning, smykker, tøjdesign, så er der mange muligheder i vores kreaværksted. For os er det kun fantasien, der sætter grænserne for de kreative projekter, og hvad du synes er spændende at lave med de unge.
Har madlavning din interesse, så kunne dette også være et område, da vi står og mangler en, der vil løfte opgaven med de unge.
Du vil have vagter i Klubcafeen, hvor vi serverer lette snacks. Det er også her, vi har mulighed for at få nogle hyggelige, sjove og fantastiske snakke med de unge.
En til to gange om uge har vi aftenklub, hvor vi spiser og hygger med de unge. Derudover vil der være to årlige overnatninger i klubben.
En vigtig del for os er at danne relationer til de unge, de dybere snakke, de sjove lege. At vi viser omsorg og forståelse er guld værd for os i klubben.
Hvem er du?
Du finder relationsarbejdet essentielt for det gode ungdomsliv og finder det spændende at snakke med de unge. Du kan sætte dig selv til side og være nysgerrig på de unges opfattelse af verden og deres forståelser.
Du tror på dig selv, vil udvikle dig selv og arbejde med vores unge.
Skolesamarbejde
Alle pædagoger har timer i skolen. Det giver os et fundament for at arbejde med det hele barn såsom arbejdet med fællesskaber, relationer og trivsel. Det giver en større tillid til også at have de svære samtaler med de unge. Hver uge deltager man på årgangens teamkonference, hvor arbejdet med og omkring den unge i skolen og klubben drøftes.
Din nye arbejdsplads og din pædagogiske dagligdag
Vi ser mangfoldighed som en styrke. Vi er en personalegruppe i udvikling, som har fokus på pædagogisk faglighed. Hver uge har vi et pædagogisk møde på tre timer.
Der er skiftende fokuspunkter på disse møder fx Aktivitetsplan, børnemøder/handleplaner.
Da vi er en forholdsvis lille personalegruppe, er vi meget afhængige af hinanden og de aftaler, vi har indgået. Dette betyder, at der kan forekomme ændringer, hvor vi skal tilpasse vores praksis eller lave om på vores aftalte plan, så vi bedre kan hjælpe hinanden. Vi ser os som en samlet enhed, og man står aldrig alene med et dilemma eller udfordring. Vi vidensdeler erfaringer og understøtter hinandens arbejde, så vi kan lykkes med god kvalitet og tilbyde de unge den bedst mulige dag.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til et spændende job og et stærkt fællesskab.
Ansættelsesvilkår
Vi ønsker stillingen besat den 1. august 2025 eller snarest derefter. Stillingen er på 37 timer om ugen.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte KKFO-leder Martin Daniel Armand Nielsen på 30 70 31 20.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 18. juni 2025
Vi holder samtale mandag den 23. juni 2025 fra kl. 09.00-17.00.