Pædagog til kvisten på Østerbro

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du skabe gode oplevelser for børn og unge med særlige behov?

Vi søger en ny kollega, som har lyst til at arbejde med børn og unge med en autismediagnose og udviklingshæmning.

Om Kvisten
Kvisten er en del af aflastningstilbuddet Skovhusene, som består af tre afdelinger. Børnene bor hjemme hos deres familier og kommer i aflastning hos os med overnatning én hverdagsaften om ugen og én weekend om måneden.

Vi modtager børn og unge i alderen 3 til 18 år med udviklingshæmning i forskellig grad. De fleste af vores børn har autisme og har begrænset eller intet talesprog. Derfor arbejder vi med alternative kommunikationsformer som PECS, symboltavler og piktogrammer, der hjælper os med at skabe en tryg og forudsigelig hverdag for børnene.

Vi lægger vægt på at møde børnene med nærvær og forståelse for deres individuelle behov. Flere af børnene har brug for støtte til personlig pleje og hygiejne, herunder hjælp til bad, toiletbesøg og bleskift.

Læs mere om os på Kvisten - børn med autisme 0-18 år | Handicap

Om jobbet
Børnene kommer til Kvisten efter skole omkring kl. 15.00, og eftermiddagen og aftenen byder på faste rutiner med mad, bad, aktiviteter og sengetid. I weekenderne har vi mere tid til at tage på ture ud af huset, lave aktiviteter og skabe gode oplevelser sammen med børnene.

Du bliver kontaktperson for en gruppe børn og får ansvar for deres pædagogiske planer, risikovurderinger og dokumentation i vores fagsystem DOMUS. Du samarbejder tæt med kollegaer, familier, skoler, børne- og ungerådgivere og andre fagpersoner. Du deltager også i møder i forbindelse med indskrivning, netværk og opfølgning.

Vi holder teammøder, hvor vi sammen drøfter børnenes udvikling, mål og den pædagogiske indsats. Derudover deltager du i fælles personalemøder på tværs af Skovhusene, hvor vi også har intern og ekstern undervisning.

Hvem er du?
Du er en pædagog, der møder børnene med nærvær, tydelighed og en positiv tilgang. Du kan skabe ro og struktur, når der er brug for det, men har også masser af energi, humor og gåpåmod.

Du er god til at bevare overblikket og tage ansvar, også når hverdagen bliver udfordrende. Du er fagligt nysgerrig, tager initiativ og har lyst til at bidrage med dine idéer og erfaringer i det pædagogiske arbejde.

Du trives både i de rolige stunder, hvor børnene har brug for tryghed og forudsigelighed, og når der skal planlægges aktiviteter og skabes gode oplevelser sammen med børnene. Vi har blandt andet legeplads, gymnastiksal, ladcykler og institutionsbus, som giver gode muligheder for forskellige aktiviteter.

Hvad kan vi tilbyde dig?
Hos os bliver du en del af en personalegruppe med fokus på både faglighed og arbejdsglæde, hvor der er plads til grin, humor og gode oplevelser sammen. Hverdagen kan til tider være både travl og udfordrende, men vi hjælper hinanden, deler vores erfaringer og står sammen, når der er brug for det.

Vi lægger stor vægt på det kollegiale fællesskab og på at skabe en arbejdsplads, hvor man glæder sig til at møde ind. Hos os er der plads til forskellige personligheder, nye idéer og initiativer, og vi sætter pris på kollegaer, der kommer med god energi, tager initiativ og har lyst til at være med til at skabe gode dage for børnene, når de er hos os.

Du får mulighed for at præge det pædagogiske arbejde med dine idéer og erfaringer. Vi prioriterer faglig sparring, og du får ekstern supervision sammen med teamet. På Kvisten har vi vores egen interne uddannelse, som er skræddersyet til målgruppen. Den styrker vores fælles faglighed og giver os konkrete redskaber til det pædagogiske arbejde i hverdagen.

Ansættelsesvilkår
Arbejdet ligger i rul, hvor du primært arbejder 5:2 og er tilknyttet vores onsdag/torsdags-hold.

Eksempel på arbejdstid

  • Ulige uger: Onsdag kl. 14.30-21.00 og torsdag kl. 6.30-20.30
  • Lige uger: Onsdag kl. 14.30-22.30, torsdag kl. 14.30-23.00, fredag kl. 14.30-22.00 samt lørdag og søndag enten dag-/aftenvagter eller 12 timers vagter

Stillingen er på 37 timer om ugen og tiltrædes den 1. januar eller 1. februar 2027.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for pædagogisk personale og rammerne for lokal løndannelse. Vi indhenter referencer og straffeattest og børneattest inden ansættelse.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil høre mere, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Stine Fritzbøger på 21 33 84 17.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest mandag den 23. november 2026
Vi afholder samtaler fredag den 27. november 2026.